Kære pige på 14 år
Hold da op, hvor har du bare skrevet et flot blev, der på en meget præcis måde forklarer, hvordan du går og har det. Super godt! Det er nemlig første skridt på vejen til at få det bedre. Jeg er nemlig slet ikke i tvivl om, at du har brug for at få noget hjælp, så du kan komme videre uden at skade dig selv. Derfor håber jeg, at mit svar måske kan give dig troen på, at tingene godt kan blive anderledes, hvis du bruger det mod, du også brugte, da du sendte dit brev herind.
Det er en stor kvalitet at kunne sætte ord på de tanker og følelser, man går og tumler med, så bliver det nemlig lettere at gøre noget, der kan ændre dem til det bedre. Du skriver i dit brev, at altid har ”afreageret” på en fysisk måde, fx bidt dig i læben eller sat neglene i nakken på dig selv, hvis du har været vred eller ked af det.
Alligevel kan jeg høre, at det bekymrer dig rigtig meget, at det hele tiden eskalerer en lille smule. Så nej, du overreagerer bestemt ikke. Men du reagerer – og det er det helt rigtige at gøre. Altså reagerer ved at skrive til brevkassen. Det er godt, at du selv kan se, at det ikke er den rigtige vej, det udvikler sig. De to helede ar og de tre nye ridser er et tydeligt tegn på, at du skal reagere. Selvom det ville være rart, hvis du kunne ”fikse” det selv, så tror jeg godt, at du inderst inde ved, at du ikke kan klare det alene.
Når jeg læser dit brev, bliver jeg så glad for at høre, at du har en mor, som du stoler allermest på i hele verden. Det er nemlig en person, som kan hjælpe dig med at få det godt - og det har man brug for, når man har det svært. Du skriver, at din mor har travlt med sit arbejde for tiden – og at hun virker stresset og overbelastet, hvilket får dig til at tænke, at du ikke bør fortælle hende, hvordan du har det. Jeg forstår sagtens din bekymring, men du skal ikke ”skåne” din mor, for det er nu, du virkelig har brug for hende. Forestil dig, at du ikke siger noget til din mor nu, men i stedet lader de usunde vaner med at skade dig selv fortsætte, så tror jeg desværre, at der er en risiko for, at det bliver meget værre og en meget længere proces at få det godt igen.
Omvendt vil det også såre din mor at finde ud af, at du har holdt det hemmeligt for at undgå at bekymre hende. For det er det sidste en mor ønsker. Det er jo hende, der er din mor. Det er hendes ansvar og vigtigste opgave i livet at sørge for, at du har det godt – også selvom hun har travlt med arbejdet. Rigtig mange piger og drenge, der skader sig selv, har en lidt ambivalent følelse, hvor man på den ene side gerne vil skjule, hvordan man har det, men samtidig kan man næsten heller ikke holde ud, at ens omverden ikke lægger mærke til, at det fx ikke bare er ”katten, der har revet en”.
Men din mor har jo faktisk bemærket, at du havde nogle skrammer. Hun har vist, at hun holder øje med dig, men du har ikke givet hende lov til at få hele sandheden. Derfor håber og tror jeg, at du måske tør lukke din mor ind og fortælle hende, at du har det svært og har brug for hendes hjælp. Jeg forstår sagtens, at det er rigtig svært at gøre, men det er desværre en nødvendighed. Hvis du har mod på at tale med din mor, skal du overveje, hvordan du har det bedst med at fortælle hende det. Måske skal du finde et tidspunkt, hvor du ved, at I har god tid. Du kan fx spørge, om I kan lave en aftale en aften eller måske i weekenden. Du kan fortælle hende, at du har noget, som du rigtig gerne vil tale med hende om. Så er hun forberedt på, at du har noget, du har brug for at snakke om.
Hvis det er lidt svært at få åbnet op for snakken, kan du også overveje, om du måske skal skrive et brev til hende? Du har i hvert fald vist med dit brev, at du er rigtig god til at sætte ord på dine tanker og følelser, så god til at skrive det, at jeg slet ikke er i tvivl om, at du har brug for hjælp. Så det kunne måske være en mulighed? Når du har taget næste skridt og talt med din mor, kan I sammen finde ud af, hvordan du bedst muligt kommer videre.
Måske har du brug for at snakke med en professionel, der kan hjælpe dig med alle de tanker og følelser, du går med. Alle skoler har tilknyttet en skolepsykolog, som man fx kan tage kontakt til. Det er også en mulighed at besøge sin egen læge, som også kan hjælpe en videre. Måske vil det også bare være en lettelse at kunne dele dine tanker med din mor – og det vil måske være nok til, at du kan komme tilbage til en hverdag, hvor du ikke er nødt til at skade dig selv.
Jeg håber så inderligt, at du tør tage næste skridt. Hvis du har brug for et skub eller måske bare en snak, så er du hjertelig velkommen til at ringe eller skrive til BørneTelefonen på 116111.
De allerbedste hilsner BørneTelefonen
