Kære pige på 15 år.
Hvor er det bare flot, at du har haft mod til at skrive herind og fortælle om hvordan du har det. Det er nemlig en stor styrke at kunne åbne op for andre, og tit er det første skridt på vejen til at få det bedre.
Jeg kan godt forstå, at du er trist. Når jeg læser dit brev, så bliver det tydeligt, at du ikke har det godt. Ingen fortjener at gå rundt og have det så dårligt.
Der kan være mange grunde til at man skader sig selv og har selvmordstanker. Måske er der noget særligt i ens liv, som gør at man har det svært. Sådan er der mange unge, der har det. Uanset hvad, så er det noget man skal have hjælp til at få bearbejdet,og heldigvis findes der rigtigt gode muligheder for hjælp til at få det bedre.
Først og fremmest er jeg glad for at høre, at dine forældre allerede ved at du skader dig selv, selvom de måske ikke er klar over, at du også har selvmordstanker. Når først dine forældre ved det, så er det nemlig et stort skridt på vejen til at få hjælp.
Jeg bliver nysgerrig på, hvor meget du mon har snakket med dine forældre om, hvordan du har det. En del unge oplever, at det er rart at åbne op og at tale med sine forældre om det. Jeg kan godt forstå, at du ikke føler du tør fortælle dem, at du ønsker at dø.
Men hvis de allerede ved, at du har det svært og skader dig selv, så har de måske allerede tænkt på, at du også kan have selvmordstanker. Hvordan ville det være at tage en snak med dem om det?
Nogle unge synes det er hjælpsomt at skrive et lille brev eller besked, hvor de beskriver hvordan de har det, og vise det til sine forældre. På den måde kan man nemlig starte en snak om, hvordan I som familie bedst kan hjælpe dig videre. Hvad tænker du mon om det?
Jeg vil anbefale, at du bestiller en tid hos din egen læge, hvor du kan fortælle om hvordan du har det. Det kan være en god idé at tage din mor eller far med som støtte, men det er også helt fint, hvis du gerne vil snakke med lægen alene. Nogle unge synes det er lidt nemmere at “åbne helt op” for sine følelser, når deres forældre ikke er tilstede. Det er helt op til dig, hvad du har det bedst med.
Det er nemlig sådan, at din læge så bedømmer, hvordan og hvor du kan få den bedste hjælp. Måske vil lægen henvise dig til en psykolog eller noget andet, hvor du kan arbejde med de følelser, som er svære. Hvordan synes du mon, at det lyder?
Hvis du ikke helt føler dig klar til at snakke med lægen endnu, så er en anden mulighed at kontakte LMSOS.dk, som ved rigtigt meget om hvordan det er at skade sig selv, og hvordan man bedst kan hjælpes. De tilbyder både rådgivning over telefon, chat og personlige samtaler, og de har afdelinger forskellige steder i landet. Her kan dine forældre også få hjælp til at hjælpe dig.
Du/I finder mere viden om deres tilbud og de ting, som kan hjælpe dig (og vejledning til dine forældre): www.LMSOS.dk – spiseforstyrrelser og selvskade
Du er selvfølgelig også velkommen til at kontakte BørneTelefonen på 116 111. Vi vil meget gerne snakke om de ting, der er svære og komme med gode råd.
Du har allerede vist en stor styrke ved at skrive herind. Jeg håber, at du kan bruge den styrke fremover til at række ud efter mere hjælp omkring dig, så kan få det bedre.
Kærlig hilsen,
BørneTelefonen