Kære du
Tak for dit brev herind, hvor du fortæller om, hvordan dine ar fra selvskade påvirker dig. Jeg vil hjælpe dig så godt, jeg kan.
Du fortæller om, at du begyndte at selvskade i april måned. Det var ikke så ofte og dybt til at starte med, men det er det nu. Du har lyst til at skære endnu dybere, fordi det ikke længere har den samme effekt at skære i overfladen.
Mon det er okay, hvis jeg fortæller lidt om det, jeg ved?
Du siger det nemlig så præcist. At der skal mere og mere til for, at selvskaden kan give samme effekt. Lidt som om man langsomt vænner sig til det, der til at starte med var nok.
Når jeg læser dit brev, får jeg en fornemmelse af, at det faktisk skræmmer dig, at du har det sådan. Mon det er rigtig forstået?
Det kan jeg godt forstå, hvis det gør. For det kan være rigtig voldsomt at have det sådan. Og flere unge, vi taler med om selvskade på BørneTelefonen, fortæller, at de kan blive lidt bange for sig selv, og hvad de kan finde på. Jeg fortæller dig det, så du ved, at du ikke er alene om at have det sådan.
Hvad er selvskade?
Man kan se selvskade lidt som en måde at håndtere nogle af de ting, som er rigtig svære. Det kan være som en måde at få pause fra det indeni ved at flytte det til udenpå. Som en måde at få kontrol.
Selvskaden er derfor ofte et symptom på, at noget andet er rigtig svært.
Derfor bliver jeg lidt nysgerrig på, hvad der mon gjorde, at du startede med selvskade i april måned? Mon der skete noget særligt der?
Jeg bliver også lidt nysgerrig på, hvornår lysten til selvskade kommer op hos dig. Er det når du er ked af det, vred, keder dig eller noget helt andet? Mon der er et mønster i det for dig?
Arrene
Du fortæller, at du har rigtig mange ar på både overarme, underarmen, mave, lår og skinneben. Og det er gået op for dig, at de er permanente og altid vil være på din krop. Du fortryder det virkelig meget og er blevet så ked af dem, at du godt bare have dem helt væk nu.
Jeg kan godt forstå, at du har det sådan og nærmest ønsker dig tilbage til før de kom. Jeg tænker på, om de mon minder dig om, hvor svær en tid du er i lige nu – en tid som du med arrene altid vil kunne blive mindet om?
Som jeg kan læse, du godt ved, vil ens ar følge en hele livet. Men ligesom alt andet ved kroppen, vil ens ar også kunne ændre sig med tiden. Derfor vil dine ar sandsynligvis se anderledes ud om 50 år – selvom du måske godt selv vil kunne se nogle af dem, fordi du ved, hvor de er, og hvad de er fra.
Men som du selv skriver om, tænker jeg også, at det kunne være rart for dig at få hjælp til at tackle konsekvenserne af selvskaden, så du ikke skal få det dårligt med dig selv, når du kigger ned af dig selv.
For lige nu gør du alt, hvad du kan. Det er selvskaden netop et udtryk for – at du kæmper. Derfor skal du have hjælp til at få det bedre – og hjælp til, hvordan du kan se på dig selv med kærlighed og nåde, fordi du ved, at du gjorde, hvad du kunne. Og dine ar må være et udtryk for din kamp.
Hjælp og støtte
Derfor bliver jeg nysgerrig på, om der mon er nogle omkring dig, der ved, hvordan du har det? Mon du allerede får hjælp?
Sådan som du har det lige nu, er nemlig ikke noget du hverken kan eller skal klare selv. Derfor er det vigtigt, at du får fortalt en tæt på, som du er tryg ved, hvordan du har det. Det kan være dine forældre, en lærer, en venindes forældre eller en helt fjerde. Mon du kan komme i tanke om en, du kunne have mod på at fortælle det til?
Du kan vælge at sige det højt eller skrive det i et brev, ligesom du har gjort herind. Hvis det er svært at komme i gang kan du måske få inspiration af vores side Fortæl noget svært.
I kan sammen snakke om, hvad der kunne være en god hjælp for dig. Måske bliver I enige om, at du skal have professionel hjælp – så kan det være en god idé at snakke med din læge først og få en henvisning videre. Lægen kan nemlig også snakke med dig om, hvad du kan gøre for at få så pæne ar som muligt. Du finder din læges tlf. nr. på dit gule sundhedskort.
Det kan også være en mulighed at kontakte Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade. De har en masse forskellige rådgivningstilbud til unge med selvskade, fx både individuelle samtaleforløb og gruppeforløb. Du kan læse mere her.
Hvad mon du tænker om at skulle fortælle, hvordan du har det?
Jeg håber sådan, at du snart kan få hjælp til at få det bedre, så du ikke længere skal gå alene med de svære tanker og følelser, du har.
Gennem dit brev får jeg et indryk af, at du er en meget omsorgsfuld pige – den omsorg skal du bruge nu overfor dig selv.
Jeg ønsker dig alt det bedste!
Knus BørneTelefonen
