Kære Pige på 15 år
Hvor er det godt, at du skriver herind til os, når du går rundt og har det så svært.
Jeg fornemmer, du gerne vil stoppe med at cutte dig selv, men føler du ikke længere kan kontrollere det? Er det mon rigtigt forstået af mig?
Det er både modigt og stærkt af dig, at spørge om råd omkring din situation.
Når man begynder på at cutte, så er det ofte fordi, man har det rigtig svært med noget, der gør ondt indeni. Det kan føles ubærligt og man kan føle sig helt alene og uden hjælp fra andre omkring en.
Når man skærer i sig selv, frigiver kroppen sit eget smertestillende stof “endorfiner”. Det kan virke beroligende på både fysisk og psykisk smerte.
Du kan opleve, at den indre psykiske smerte forvandles til en mere håndterbar, fysisk smerte. En smerte, der er mere konkret og forbigående. End en mere uoverkommelig og ubehagelig psykisk smerte.
Eller sådan har det måske været for dig, indtil nu? Effekten af at skærer i dig selv er måske aftaget, samtidig med, at du på en måde, måske er blevet afhængig af at cutte dig, og årsagen til at det startede, er trådt lidt i baggrunden?
Jeg vil anbefale dig, at du får hjælp til at håndtere din trang til at skade dig selv. Og hjælp til at få bearbejdet årsagen til, at det startede.
Mange unge, der cutter, kan ikke selv fikse det. Og heldigvis er det muligt at få hjælp.
Har du en voksen, som du kan bede om hjælp? Måske dine forældre, eller en anden i familien? Det kan også være, at du har en god lærer?
Du har også mulighed for at gå til din egen læge og bede om hjælp. Du finder din læges telefonnummer på dit gule sygesikringskort.
Du kan læse mere om selvskade og også bede om hjælp her:
https://www.headspace.dk/mythbusters/selvskade
Det kan også være, at du har mod på at kontakte Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade. Hos dem kan både du og dine forældre få samtaler, og de hjælper rigtig mange unge, som har problemer med selvskade.
Jeg vil afslutningsvis berøre de drømme, du har for tiden. Drømme om din egen død på forskellige måder.
Drømme er sandsynligvis hjernens måde at bearbejde indtryk og problemer på, mens man sover. Det er ikke en slags forvarsel om, hvad der kommer til at ske.
Jeg fornemmer, at du er lidt bekymret over, at du drømmer om din egen død. Det er almindeligt at have voldsomme drømme, hvis man har det dårligt. Det er endnu et tegn på, at du har brug for hjælp.
Jeg ønsker for dig, at du får den hjælp, du har brug for.
Du er velkommen til at ringe, chatte eller sms’e til BørneTelefonen på 116111
Kærlig hilsen
BørneTelefonen