Brev

Sorg glæde og..?

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 12
Tak for dit brev. Jeg er rigtig glad for, at du har skrevet til os, for jeg forstår rigtig godt, at du har brug for hjælp. Der er ingen børn (eller voksne), som kan holde ud at gå helt alene med deres problemer uden at snakke med nogen om det. Så kan man godt komme til at vende det hele indad og synes, at det er en selv der er dum, som du skriver. Jeg tænker, at du ikke er spor dum, tværtimod lyder det til, at du er en rigtig god og fornuftig pige. 
Du skriver, at du bliver ked af det, når du tænker på din vægt, og at du har haft problemer med bulimi / anoreksi. Har du mon fået hjælp til at komme ud af spiseproblemerne? Jeg tænker, at det er noget, som er meget svært at gå med alene, og at du nok ville have rigtig meget gavn af at få hjælp til det..? Det kan f.eks. være sundhedsplejersken på skolen eller jeres egen læge, der kan hjælpe med det.

Du fortæller, at du tænker på selvmord, og at du før har forsøgt det. Jeg håber virkelig, at den side af dig, som gerne vil livet, får lov til at komme mere frem. Jeg tror, at det er den side, som har fået dig til at skrive til os, og som rigtig gerne vil have, at du får det bedre og bliver en glad pige igen. 
Du fortæller om mobning på din gamle skole, og at du nu synes, at nogen er begyndt at bagtale dig på den nye skole. Det er aldrig rart at føle, og jeg tænker, at det kunne være godt, hvis du snakker med din lærer om det, og evt. får hende til at hjælpe dig med at komme mere ind i klassen. Du skal vide, at mobning altid er et tegn på, at klassen fungerer dårligt. Det er aldrig den der bliver mobbets egen skyld.
Du fortæller også, at du netop har hørt, at din far er alkoholiker, men da du måske har levet med det længe, er det noget du forbinder med tryghed, når der er mange fulde mænd og musik i baggrunden. Det er jo godt, at du føler dig tryg, selvom din far og hans venner er fulde. Men jeg tænker på, at når de er fulde, så er de måske ikke til så meget hjælp for dig, når du har brug for din far..?

Du skriver ikke om, hvordan dit forhold til din mor er, men jeg tænker, at du nok har rigtig meget brug for, at der er nogle voksne, som bliver klar over, hvordan du har det, og som hjælper dig til at få det bedre. Jeg vil derfor foreslå dig, at du prøver at tænke over, hvem du føler dig tryg ved..? Er der mon en af dine nye lærere, som du godt kan lide..? Eller er der måske en anden voksen, som du kan snakke med..? Du kan som nævnt også gå til sundhedsplejersken på skolen. Du kan spørge din lærer om, hvornår hun er på skolen, så du kan tale med hende. Du kunne også vise dit brev til din lærer, hvis du synes, at det er for svært at sige de ting, du har skrevet om. 
Du må også meget gerne ringe til BørneTelefonen på 116 111 og tale videre med en rådgiver, som kan stille dig flere spørgsmål og lytte og støtte dig. 
Kærlig hilsen BørneBrevkassen

Få flere gode råd om selvmordstanker

Selvmordstanker er ofte et tegn på, at man står i en situation, som er svær og som man ikke kan klare alene.

Der kan være mange forskellige årsager til, at man får selvmordstanker. Det kan fx være at man har mistet nogen tæt på. Det kan også være, man har oplevet noget, der har gjort en rigtig ked af det. Eller måske man undrer sig over meningen med livet og derfor tænker på døden.

Hvordan takler man selvmordstankerne? Det første skridt er at tale med nogen om det, det er nemlig vigtigt, at du ikke går alene med tankerne. Men hvordan fortæller man nogen om sine selvmordstanker? Måske man er bange for at gøre andre kede af det eller måske man ikke lige ved, hvordan man starter sådan en snak.

På siden her, kan du finde gode råd og hjælp til hvordan man fortæller noget svært.

Selvmordstanker Andre der hjælper

Angst og depression – gratis psykolghjælp

Gratis psykologhjælp til behandling af angst og depression (18-24 år)
Læs mere

Giftlinjen

Anonym professionel hjælp ved forgiftning af fx medicin eller rusmidler
Læs mere

Headspace

Brug for nogen at tale med? Ring, sms, chat eller duk op (12-25 år)
Læs mere

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.
Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat