Kære 12 årige pige
Pyha det må være svært at være blevet mobbet i så lang tid.
“Hele dit folkeskole liv (indtil videre)” skriver du.
Og det du ikke skriver noget om, er hvem der har hjulpet dig i al den tid?
Det får mig til at tænke på om du har skullet klare det hele alene?
Hvis ja, så forstår jeg godt, at du næsten er ved at give op. Det er slet ikke ok at du skal have det sådan.
Og så alligevel så finder du kræfter til at gøre dig selv til din allerbedste ven og skriver og beder om hjælp.
Det er virkelig sejt gået.
Du skriver: tror aldrig jeg kunne finde på at gøre det men når jeg skal sove ligger jeg tit og tænker på om det ikke bare ville være nemmere for alle hvis jeg ikke var her mere”
Og så skriver du:
“er der et sted hvor man kan snakke med andre der har det på samme måde anonymt? Måske i en chat eller sådan nået”
Kan du se det?
…. du vil ikke finde dig i at have det sådan og ligge og tænke om det var nemmere hvis du ikke var her…..
Du vil havde det bedre …… og det allervigtigste….. du gør noget….. du beder om hjælp.
Jeg har læst dit brev og derfor vil jeg også gøre mit bedste, for at give dig nogle veje du kan gå, så du kan få den hjælp, du har brug for.
Så du ikke længere er alene om at klare alting, hvis det er sådan det er?
Jeg ved ikke, om du ved det, men der er faktisk mange unge, der ligesom dig, på et tidspunkt har haft selvmordstanker.
Jeg skriver det lige, fordi det måske kan være en lettelse for dig, så du ikke skal føle dig så forkert og blive bange for de her tanker- hvad tænker du mon om det?
Jeg bliver trist over at du kan have det sådan, at du ligger og tænker de tanker når du skal sove.
Og så smiler jeg, når jeg mærker den vilje styrke du også har, ved at du skriver her ind.
Det første jeg vil spørge om, er måske noget du allerede selv har tænkt?
Er der mon nogen af de voksne, der er i din familie eller på skolen, som du kan have tillid til at dele dine tanker med?
Det kunne være din far, en tante, en vens mor, en pædagog eller lærer?
Det kan jo godt være svært at fortælle om hvordan man har det….. men du har jo skrevet det så tydeligt her i dit brev, så måske kunne du bruge brevet og vise det til den voksne som du har tillid til?
Og ellers så vil jeg sige til dig at du kan chatte på BørneTelefonen, men bedst er det at ringe her ind til BørneTelefonen på 116111 hvor du kan snakke direkte med en voksen der kan hjælpe dig med at finde nogen at tale med.
For det var det du bad om. Du skrev: “er der et sted hvor man kan snakke med andre der har det på samme måde anonymt? Måske i en chat eller sådan nået”
Jeg mærker, gennem det du skriver at du har en stor styrke, til at ville gøre noget for dig selv, som er bedre end det du oplever lige nu.
Så jeg tror på at du vil få noget godt ud af at ringe til en voksen på BørneTelefonen først.
Altså nummeret er 116111
Du er naturligvis også velkommen til at skrive her igen.
De kærligste hilsner fra Børnetelefonen.
