Du har sendt dit brev til Børn Hjælper Børn. BørneTelefonen har besluttet, at det er bedst, at du får svar af en voksen rådgiver. Vi håber, at du alligevel vil kunne bruge svaret.
Kære Pige på 12 år,
Tak for dit brev. Det er så godt, at du skriver til brevkassen, for det lyder til at du har det svært. Du fortæller om pubertet og om din bror, som kan virke grænseoverskridende.
Du skriver, om hvordan du får spørgsmål som er ubehagelige og om at din bror fortæller ting til andre, som ellers er hemmelige. Det kan jeg virkelig godt forstå, at du ikke bryder dig om.
Når man kommer i puberteten, så sker der virkelig mange ting med ens krop. Man forandrer sig meget og faktisk kan det nogle gange føles som om, at man ikke selv kan følge med. Måske har du også følt det sådan?
Det er ikke altid, at man har nogen man kan snakke med det om. Det kan være rigtig godt at finde en voksen eller ven, som man kan snakke med om det. For det kan nogle gange virke skræmmende. Måske har du en forældre, en ven eller voksen i dit liv, som du er tryg ved? Måske kunne det give mening, at snakke med dem om alle forandringerne?
Hvis ikke du lige har en tryg voksen, som du kunne tænke dig at snakke med, så er det en mulighed at snakke med sundhedsplejersken på din skole. Sundhedsplejersken ved alt om, hvad der sker med kroppen i puberteten og der vil du kunne få snakket om, hvad du oplever der sker med din krop og hvorfor du f.eks. er anderledes end din tvillingebror.
Det er nemlig helt almindeligt at gå i puberteten, men det er meget forskelligt hvornår man gør det. Måske ved du det allerede, men hvis du har lyst til at læse lidt mere om kroppens udseende og pubertet, kan du læse mere her og her.
Måske det kan hjælpe dig til, ikke at føle dig så alene, med det der sker med din krop lige nu. Det sker for alle på et tidspunkt. Også selvom det kan være svært, når det sker.
Det kan derfor være rigtig godt, at få snakket om det, som er svært. Måske kan det også være med til at hjælpe på dine svære tanker. Så du forhåbentlig ikke skal gå med sådan nogle tanker alene længere.
Det er så modigt af dig, at lufte dine tanker i dette brev. Det er så vigtigt at få fortalt hvordan man har det. Det håber jeg også, at du vil gøre til nogle af de mennesker, jeg har foreslået.
Hvis det stadig virker svært, så kan du måske få nogle ideer til, hvordan du kan starte en samtale her:https://bornetelefonen.dk/fortael-noget-svaert/
Jeg ønsker dig alt det bedste.
Venlig hilsen
BørneTelefonen