Selvmordstanker snart virkelighed

Kære pige på 14 år

Du beskriver nogle ting, som gør det svært at være dig lige nu. Jeg lægger mærke til den styrke, der ligger i at kunne mærke i sig selv, at det er ved at være for meget. Selvom man måske ikke har et svar klar til, hvad man så skal gøre, så er første skridt at opdage, at noget skal være anderledes – og det har du gjort.

Ud fra dit brev lyder der også til at være sket noget, efter du flyttede skole og mobningen stoppede. Hvad mon fik den til at stoppe? Gjorde du mon noget andet på den nye skole, som gjorde, at den stoppede eller var der en helt anden stemning og måder at være sammen, i din nye klasse?

Du lyder til at være en pige, der går op i at dyrke motion – men samtidig prøver du også med vilje ikke at spise så meget. Når man dyrker spring, løb, styrketræning og andre sportsgrene, så er det vigtigt, at du får den næring og energi der skal bruges. Så det er ikke godt af, at man lader helt være med at spise. Du skriver, at du blev opdaget i ikke at spise så meget. Hvem mon opdagede dig? Dine forældre? Og ved de mon, hvordan du har det nu - ikke kun med mad, men hvordan du har det?

Når du skriver, at du gerne vil helt væk fra alt og heller ikke vil miste, det du har - hvad er mon det, du har? Gode veninder? Dejlig klasse? Nogle sjove ting, du laver i din fritid? En god familie? Kan du komme i tanke om, hvad der gør, at du også har gode dage? Laver du mon nogle bestemte ting? Grunden til at jeg stiller alle de spørgsmål er, at man ikke altid tænker på, hvad for nogle gode ting i ens hverdag, der er med til at gøre, at man har det godt og er glad.

Hvor er det bare sejt, at du har fortalt nogen om, hvordan du har det! Er det mon dine forældre, du har haft snakket med? Mange børn tager hensyn til deres forældre og vil ikke gøre dem bekymrede eller kede af det. Men rigtig mange forældre vil gerne vide, hvordan deres børn har det – også selvom det måske kan gøre dem bekymrede. For når de ved, hvordan deres barn har det, så har de mulighed for at hjælpe. Derfor tænker jeg, om du måske kunne have mod på at fortælle din mor lidt om, hvordan du har det? Det kan også være en anden voksen, som du stoler på – en lærer, en moster, din venindes mor eller en helt fjerde? Det vigtigste er, at du igen får fortalt nogen om, hvordan du har det. Det er svært at gå alene med alle ens tanker inde i hovedet – nogle gange vokser tankerne også og kører i ring, når man ikke får delt dem med nogen.

At du allerede før har fortalt nogen om, hvordan du har det, viser mig, at du også har viljen til at få det bedre. Den vilje er vigtig, og den vil hjælpe dig langt. Hold fast i, at du har ret til at blive hjulpet. Jeg håber det bedste for dig.

Kærlig hilsen BørneTelefonen.