Mit liv er sgu så rodet

Obs: Stednavne er fjernet af hensyn til afsenderens anonymitet.

For det første har jeg for lidt over et år siden rendt rundt med selvmordtanker og skar også i mig selv.

Jeg fortalte det til min lærer som sagde det videre og mine forældre fik det fortalt. Det første min mor sagde til mig, var at jeg gjorde det for opmærksomhed. Jeg ved godt at nogen gør det for opmærksomhedens skyld, men jeg havde skåret mig under foden, så mine forældre ikke fandt ud af det.

Grunden til at jeg fortalte det til min lærer var fordi jeg nu vidste at jeg var for lagt ude til at jeg kunne bunde. Anyway, jeg kom til ungdomspsykiatriafdelingen ca. 1 gang om måneden. Så startede jeg på efterskole, og jeg havde ønsket at de ansatte ikke skulle vide hvad der var sket.

Jeg startede med kæmpe facade på, talte en masse, jokede og socialiserede en del. Problemet er bare at jeg er en introvert og fordi jeg ikke havde mulighed for at “genoplade” tog det hårdt på mig, og jeg isolerede mig mere og mere, og begyndte slet ikke sige noget i timerne.

Jeg kunne ikke længere skære mig, så jeg begyndte på alternative ting, hældt nykogt te udover mine fødder, gnubbede sæbe i mine øjne så det brændte og slog til min mave. Jeg smilte til alle, også de få weekender jeg tog hjem.

Selvom jeg ikke havde det fantastisk på efterskolen, var det bedre end derhjemme. Når jeg skulle hjem stod mine ikkehår op i nakken. Siden jeg var 3-4 år har jeg haft en form for konstant form af stress som har fået mit hår til at falde ud pletvis. Hele min nakke er bar, og det har den været i snart tre år.

Når jeg var på skolen i weekenderne havde jeg idet mindste værelset for mig selv. Jeg pjækkede dog for alle aktiviteterne, da jeg ikke kunne overskue at skulle til at være social. Så jeg lå alle weekenderne i min seng og græd og spiste ingenting, men så snart mine roomies kom tilbage var jeg smilende og grinende.

Når jeg var derhjemme startede det altid på samme måde. “Åh vi er så glade for at se dig!” efterfulgt af “Hvordan går det så? Hvor mange venner har du? Er du meget sammen med dine venner? Du snakker da med andre den lille gruppe, ikke? Hvad med hende …? Derfor kan du da godt snakke med hende! Hun bor jo så tæt på! Jamen går I da ikke i klasse sammen? Nå, jamen så kan det dog heller ikke være så svært! Det er også din egen skyld, du kan da bare tale med hende! Du gør det heller ikke nemt for dig selv!”

Og hvis jeg prøvede at fortælle noget til mine forældre sagde jeg altid kun en lille bitte del af sandheden for at teste vandende, og normalt fløj de helt op i det røde felt bare ved den lille del, som jeg så måtte prøve at forklare. “Jamen jeg er der jo ikke altid til aftensmad. Altså kun meget meget få gange jeg ikke har været der. Ja, jeg ved godt at det er det i betaler for, og nej nej, jeg får jo noget at spise, så deler mig og min roomie bare nogle nudler. Nej, det er kun en gang hver anden måned eller sådan noget. Det kun de der to gange, og det var altså fordi vi sad og øvede vores engelsk fremlæggelse. Ja ja, den gik super. Hvad vi fik? Jeg fik 10, hun fik 7. Jeg ved godt jeg før fik 12, men min lærer er jo også ægte amerikaner, så for ham taler jeg jo ikke engelsk til et 12 tal. Nej nej, han er retfærdig, det bare ja, du ved.” Og sådan fortsatte det.

Og på et tidspunkt skifter min mor over og begynder at blive gal, og mens hun skælder mig ud går det ligesom op for hende at det er den forkerte måde at håndtere tingene, og så begynder hun at bebrejde sig selv, og nogen gange begynder hun også at græde og jeg ender med at trøste min mor.

Jeg ved ikke hvor jeg vil hen med alt det her. Udover alt det her, så er det også fordi jeg endnu kun har fortalt mine 2 bedsteveninder at jeg ikke er til drenge, og jeg føler hele tiden jeg lyver overfor mine forældre og alle, når folk snakker om hvordan jeg bare skal have fundet en mand som kan fortælle mig hvor smuk og dejlig jeg er.

For det første kommer jeg aldrig til at få en MAND, og for det andet hvorfor skal jeg finde en som jeg kan basere mit selvværd på? Er det ikke bare nok at jeg er mig?

Folk roser mig tit for mine evner indenfor tegning, sang eller mit klaverspil, men hvad med udover de færdigheder alle kan øve sig til? Hvad med mig? Og hvem er jeg? Hvem er jeg udover mine færdigheder? Hvad hvis jeg ikke kunne de ting? Er jeg så intet værd? Er jeg overhovedet noget værd?