Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Mit liv er sgu så rodet

Obs: Stednavne er fjernet af hensyn til afsenderens anonymitet.

For det første har jeg for lidt over et år siden rendt rundt med selvmordtanker og skar også i mig selv.

Jeg fortalte det til min lærer som sagde det videre og mine forældre fik det fortalt. Det første min mor sagde til mig, var at jeg gjorde det for opmærksomhed. Jeg ved godt at nogen gør det for opmærksomhedens skyld, men jeg havde skåret mig under foden, så mine forældre ikke fandt ud af det.

Grunden til at jeg fortalte det til min lærer var fordi jeg nu vidste at jeg var for lagt ude til at jeg kunne bunde. Anyway, jeg kom til ungdomspsykiatriafdelingen ca. 1 gang om måneden. Så startede jeg på efterskole, og jeg havde ønsket at de ansatte ikke skulle vide hvad der var sket.

Jeg startede med kæmpe facade på, talte en masse, jokede og socialiserede en del. Problemet er bare at jeg er en introvert og fordi jeg ikke havde mulighed for at “genoplade” tog det hårdt på mig, og jeg isolerede mig mere og mere, og begyndte slet ikke sige noget i timerne.

Jeg kunne ikke længere skære mig, så jeg begyndte på alternative ting, hældt nykogt te udover mine fødder, gnubbede sæbe i mine øjne så det brændte og slog til min mave. Jeg smilte til alle, også de få weekender jeg tog hjem.

Selvom jeg ikke havde det fantastisk på efterskolen, var det bedre end derhjemme. Når jeg skulle hjem stod mine ikkehår op i nakken. Siden jeg var 3-4 år har jeg haft en form for konstant form af stress som har fået mit hår til at falde ud pletvis. Hele min nakke er bar, og det har den været i snart tre år.

Når jeg var på skolen i weekenderne havde jeg idet mindste værelset for mig selv. Jeg pjækkede dog for alle aktiviteterne, da jeg ikke kunne overskue at skulle til at være social. Så jeg lå alle weekenderne i min seng og græd og spiste ingenting, men så snart mine roomies kom tilbage var jeg smilende og grinende.

Når jeg var derhjemme startede det altid på samme måde. “Åh vi er så glade for at se dig!” efterfulgt af “Hvordan går det så? Hvor mange venner har du? Er du meget sammen med dine venner? Du snakker da med andre den lille gruppe, ikke? Hvad med hende …? Derfor kan du da godt snakke med hende! Hun bor jo så tæt på! Jamen går I da ikke i klasse sammen? Nå, jamen så kan det dog heller ikke være så svært! Det er også din egen skyld, du kan da bare tale med hende! Du gør det heller ikke nemt for dig selv!”

Og hvis jeg prøvede at fortælle noget til mine forældre sagde jeg altid kun en lille bitte del af sandheden for at teste vandende, og normalt fløj de helt op i det røde felt bare ved den lille del, som jeg så måtte prøve at forklare. “Jamen jeg er der jo ikke altid til aftensmad. Altså kun meget meget få gange jeg ikke har været der. Ja, jeg ved godt at det er det i betaler for, og nej nej, jeg får jo noget at spise, så deler mig og min roomie bare nogle nudler. Nej, det er kun en gang hver anden måned eller sådan noget. Det kun de der to gange, og det var altså fordi vi sad og øvede vores engelsk fremlæggelse. Ja ja, den gik super. Hvad vi fik? Jeg fik 10, hun fik 7. Jeg ved godt jeg før fik 12, men min lærer er jo også ægte amerikaner, så for ham taler jeg jo ikke engelsk til et 12 tal. Nej nej, han er retfærdig, det bare ja, du ved.” Og sådan fortsatte det.

Og på et tidspunkt skifter min mor over og begynder at blive gal, og mens hun skælder mig ud går det ligesom op for hende at det er den forkerte måde at håndtere tingene, og så begynder hun at bebrejde sig selv, og nogen gange begynder hun også at græde og jeg ender med at trøste min mor.

Jeg ved ikke hvor jeg vil hen med alt det her. Udover alt det her, så er det også fordi jeg endnu kun har fortalt mine 2 bedsteveninder at jeg ikke er til drenge, og jeg føler hele tiden jeg lyver overfor mine forældre og alle, når folk snakker om hvordan jeg bare skal have fundet en mand som kan fortælle mig hvor smuk og dejlig jeg er.

For det første kommer jeg aldrig til at få en MAND, og for det andet hvorfor skal jeg finde en som jeg kan basere mit selvværd på? Er det ikke bare nok at jeg er mig?

Folk roser mig tit for mine evner indenfor tegning, sang eller mit klaverspil, men hvad med udover de færdigheder alle kan øve sig til? Hvad med mig? Og hvem er jeg? Hvem er jeg udover mine færdigheder? Hvad hvis jeg ikke kunne de ting? Er jeg så intet værd? Er jeg overhovedet noget værd?

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15 år

Tak for dit brev. Jeg vil starte med at besvare brevet ”bagfra” og sige, at det i den grad er nok, at du er dig selv! Men indimellem kræver det lidt træning, før vi kan finde ud af at være "os selv". 

Det kan faktisk være rigtig svært at være sig selv, fordi man indimellem føler, at man skal leve op til en masse forventninger. Nogle gange kommer forventninger fra vores omgivelser, og andre gange kommer de fra os selv.

Jeg vil starte med at rose dig for, at du tidligere har fortalt din lærer, hvordan du gik og havde det. Jeg ved, at det må have krævet en masse mod - og indimellem har du måske også tænkt, at det var meget lettere, hvis du ikke havde sagt noget. Men hvis man ikke siger, hvordan man rigtigt har det, ender det med, at man ikke kan være den, man er. 

I dit brev beskriver du dig selv som introvert. Husk, at det er lige så normalt at være introvert, som det er at være ekstrovert. Faktisk er de fleste mennesker nok en blanding - det er nemlig de færreste mennesker, der kan holde til at være sociale hele tiden, og der skal være plads til, at vi "trækker os tilbage", når vi har brug for det. 

Jeg bliver bekymret, når du fortæller, at du igen er begyndt at skade dig selv. Det er nemlig ikke et tegn på opmærksomhed, men derimod et tegn på, at man har det så svært, at det bliver ”løsningen”. Det kan og skal dog aldrig være løsningen. 

Derfor tænker jeg på, om du mon kunne bruge det mod, som du tidligere har brugt og prøve at sætte ord på dine tanker. Du nævner selv, at du tænker meget over, at du ikke er til drenge. Husk, at det ikke gør dig til et dårligere menneske. Der er mange andre, der har det på samme måde og det er helt normalt!  

Jeg kan dog sagtens forstå, at det kan være rigtig svært at fortælle det, så derfor tænker jeg på, om du mon kender "LGBT"? Det er bl.a. en rådgivning, der er gode til at lytte og støtte personer med de problemer, der kan være i forbindelse med seksualitet. Hvis du er lidt nysgerrig, kan du læse mere her: http://lgbt.dk/. 

Jeg ved ikke, om det kunne være en mulighed for dig, men du kan jo prøve at skrive ned, hvad det er, du er bange for, der vil ske, hvis du fortæller dine veninder og dine forældre, hvordan du rigtig har det. Ofte fylder tankerne meget mere, når vi går alene med dem i vores hoveder. En sådan liste kan måske gøre det klart for dig, at der også er rigtig mange positive ting ved at fortælle, hvordan du rigtig har det. Det er i hvert fald et forsøg værd, hvis du har mod på det?! 

Jeg håber, du har fået lidt ideer til, hvordan du kan få det bedre?! Husk også, at du altid kan ringe til BørneTelefonen på 116111. 

Et kæmpe kram til dig. 
Fra BørneTelefonen 

Få flere gode råd om Selvskade og cutting

Cutter du selv? Eller har du en ven, som har selvskadende adfærd? Hvis man påfører sig selv fysisk smerte, er det et tegn på, at man har det dårligt indeni. Derfor er det vigtigt at få hjælp.

Hvis du har cuttet, kan det være du har fået ar og tænker: Går mine ar væk? Hvad skal jeg sige, når folk spørg indtil mine ar? Det kan også være du gerne vil stoppe med at skade dig selv, men ikke ved hvordan. Måske du tænker: Hvordan skal jeg fortælle til mine forældre at jeg cutter? Hvordan får jeg hjælp?

Her på siden kan du finde alternativer til selvskade. Du kan også lave en handleplan, der hjælper dig, når du har det svært, du kan læse om forskellig svære følelser og hvad der kan hjælpe eller du kan læse andre børns breve.

Selvskade Andre der hjælper

Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade

Rådgivning og andre tilbud vedrørende spiseforstyrrelse og selvskade
Læs mere

Psykiatrifonden

Rådgivning og støttetilbud om psykisk sygdom og diagnoser
Læs mere

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat