Mit liv braser sammen

Kære pige

Tak for dit ærlige og modige brev. Jeg kan godt forstå, det må have taget tid at gennemgå dit liv på den måde og få det skrevet ned, men hvor har du beskrevet dine tanker flot.

Nej, det er ikke meningen, at du skal græde og leve med så meget smerte, men at søge hjælp her i brevkassen er et stærkt og sejt skridt væk fra det, der gør ondt og virker uoverskueligt.

Du har mistet flere af dine kære, og du har været udsat for mobning, og jeg kan tydeligt læse i dit brev, at det har sat sine spor. Du skriver, at du har været stukket af både fra skolen og hjemmefra flere gange, og det ser jeg som et tegn på, at du forsøger at vise de voksne omkring dig, at du har brug for, at de opdager, at der er noget galt..? Men det lyder også som om, de ikke helt har forstået, at du har brug for hjælp? Du skriver ikke noget om, hvordan de voksne har reageret på, at du stikker af? Er der mon nogen, der har forsøgt at snakke med dig om, hvad der får dig til at stikke af? Nogen der har lyttet til dig?

Jeg tænker, at når man går med så mange svære tanker, har man brug for, at en god og varm voksen kan lytte og tro på, hvad man siger. Mon du kan komme i tanke om sådan en voksen blandt dem, du kender? Sådan som du beskriver din mors reaktion, når du græder, kan det godt lyde som om, det ikke er så let at tage hul på sådan en samtale med hende? Men måske, hvis du lader tankerne søge lidt længere ud blandt dem, du kender, kunne der findes en, du tænker ville lytte til dig? Nogle gange kan hjælpen vise sig at komme fra et sted, man ikke i første omgang havde tænkt på at søge...

Hvis du alligevel ikke kan komme i tanke om nogen, så vil jeg fortælle dig, at der sidder søde og dygtige rådgivere her på BørneTelefonen på alle hverdage kl. 11-23 og om lørdagen kl. 13-17. Man kan både ringe på 116 111, og man kan logge på BørneChatten og skrive direkte med en rådgiver. Det er der mange børn og unge, der har fundet rigtig meget hjælp og støtte ved at gøre. Måske var det et sted at starte for dig?

Med alt det du fortæller, så tænker jeg i hvert fald, at du har brug for en at betro dig til. Måske kunne en psykolog være god at snakke med, for det lyder som om, du måske ikke har fået bearbejdet din sorg over din onkel og din nabo? Og når du også nævner, at du ikke tør fortælle nogen, at du er "Diaper Lover", så kunne det være en måde at få snakket om det på med en voksen, som er vant til at snakke med børn og unge om svære ting. Det ved jeg ikke, hvad du tænker om? Hvis du tænker, at du godt kunne have mod på at snakke med en psykolog, kunne du eventuelt starte med at spørge på skolen (efter sommerferien), om du kan komme til at snakke med skolepsykologen. På de fleste skoler er der også en sød sundhedsplejerske, man kan snakke med, hvis man er i tvivl om det er normalt at have tanker om forskellige ting, som du har.

Mon det hjalp dig lidt videre? Det håber jeg, for jeg tænker som sagt, at det ikke er meningen, at du skal være så ked af det - du skal have den hjælp, du har brug for, og som du har rakt så modigt ud efter.

De bedste ønsker fra BørneBrevkassen