Jeg gider ikke mere…

Kære pige

Tak for dit brev. Det lyder bare til at være svært at være dig lige nu.. Det er aldrig rart at blive uvenner med sine veninder, og især ikke sin bedste veninde. Men jeg kan forstå, at din erfaring siger dig, at du nok skal blive venner med hende igen, men at det er dig, der altid får skylden, når I bliver uvenner..? Tror du, at du ville kunne tale med hende om, hvorfor det altid er dig, der får skylden? Jeg tænker, du måske skal fortælle hende, at du bliver ked af det, når I skændes. Ville det mon være en ide at sige til hende, at du har brug for hendes venskab, når din hjemmesituation er så kaotisk? Måske ville en sådan snak gøre jeres venskab lettere? Hvis du kunne tale med hende, så ville det måske blive nemmere for jer at være veninder, og så ville I måske ikke konflikte så tit?

Det virker heller ikke som om, du har det godt med din nære familie (bortset fra din storebror). Jeg kan godt forstå, at det er svært for dig, og at du ikke føler dig forstået. Jeg tænker, det nok er vigtigt, at du og din familie får noget hjælp fra nogle andre voksne, mest af alt fordi det lyder som om, de voksne ikke taler så pænt til hinanden og til dig. Det kan være meget svært at være i og forstå som barn. Er der mon også positive perioder i jeres familieliv? Hvis der ind imellem er en pause i skænderierne og anklagerne, ville det mon så være muligt for dig at tale med din mor? Så kunne du tale med hende om, hvorfor du finder det så svært at være sammen med dels din biologiske far og dels din papfar. Tror du det kunne være en mulighed?

Kunne du mon tale/ skrive med din bror? Selvom han bor i Kbh. så kunne det måske godt være, at han kunne hjælpe dig/høre på diig? Jeg er ikke helt sikker på, at jeg har forstået det korrekt, men er det både din far og din papfar, der er psykisk syge? Det virker også som en svær situation. Måske er der en i din familie (faster, moster, bedste), du kan tale med om de problemer, du oplever i dit liv?

Selvom du ikke oplever din skolegang som specielt god for tiden, så er der måske alligevel en lærer på skolen, som du fornemmer, du kan tale med? Hvis der er det, ville du så kunne det? Du kunne eventuelt vise dit brev og mit svar og bruge det som udgangspunkt for en samtale. Måske kunne du også have glæde af en mere direkte rådgivningssamtale..? Du er i hvert fald velkommen til at ringe til BørneTelefonen på tlf. 116 110, det er gratis og du kan være anonym. Du kunne også skrive på UngeChatten. Det betyder nok ikke så meget, hvad du gør, bare du finder en, der kan hjælpe dig med at få det bedre.

De bedste hilsner, BørneBrevkassen