Brev

Jeg gider ikke mere…

Hej.
I er sådan set mit sidste håb. Min bedsteveninde har droppet mig og jeg bliver sikkert venner med hende igen men… det er bare så indviklet fordi hun mener altid det er min skyld og bliver sur og sådan… 
Min far snakker jeg ikke længere med. Min papfar mener jeg er en møgunge og gider ikke undskylde for det fordi jeg jo gør alt forkert. Min mor og ham skændes konstant mere end 3 gange om dagen. OG DE RÅBER ALTSÅ. jeg kan altid høre dem. 
Jeg har ikke nogen at snakke med da min bror bor i kbh og mine veninder jo ikke rigtig kan hjælpe… Jeg stoler heller ikke på nogen og især ikke på voksne pga min far… så det her er rigtig svært for mig. I dag var jeg virkelig tæt på at begå selvmord… jeg har intet godt tilbage i livet. 
Selv skolen kan jeg ikke følge med i og jeg gider ikke engang prøve mere. Hvis jeg ikke føler for skole. Pjækker jeg bare.Jeg er virkelig langt ude jeg kan snart ikke komme tilbage til virkeligheden igen… bådem in far og papfar er psykisksyge…
Hilsen Et sidste håb

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige

Tak for dit brev. Det lyder bare til at være svært at være dig lige nu.. Det er aldrig rart at blive uvenner med sine veninder, og især ikke sin bedste veninde. Men jeg kan forstå, at din erfaring siger dig, at du nok skal blive venner med hende igen, men at det er dig, der altid får skylden, når I bliver uvenner..? Tror du, at du ville kunne tale med hende om, hvorfor det altid er dig, der får skylden? Jeg tænker, du måske skal fortælle hende, at du bliver ked af det, når I skændes. Ville det mon være en ide at sige til hende, at du har brug for hendes venskab, når din hjemmesituation er så kaotisk? Måske ville en sådan snak gøre jeres venskab lettere? Hvis du kunne tale med hende, så ville det måske blive nemmere for jer at være veninder, og så ville I måske ikke konflikte så tit?

Det virker heller ikke som om, du har det godt med din nære familie (bortset fra din storebror). Jeg kan godt forstå, at det er svært for dig, og at du ikke føler dig forstået. Jeg tænker, det nok er vigtigt, at du og din familie får noget hjælp fra nogle andre voksne, mest af alt fordi det lyder som om, de voksne ikke taler så pænt til hinanden og til dig. Det kan være meget svært at være i og forstå som barn. Er der mon også positive perioder i jeres familieliv? Hvis der ind imellem er en pause i skænderierne og anklagerne, ville det mon så være muligt for dig at tale med din mor? Så kunne du tale med hende om, hvorfor du finder det så svært at være sammen med dels din biologiske far og dels din papfar. Tror du det kunne være en mulighed?

Kunne du mon tale/ skrive med din bror? Selvom han bor i Kbh. så kunne det måske godt være, at han kunne hjælpe dig/høre på diig? Jeg er ikke helt sikker på, at jeg har forstået det korrekt, men er det både din far og din papfar, der er psykisk syge? Det virker også som en svær situation. Måske er der en i din familie (faster, moster, bedste), du kan tale med om de problemer, du oplever i dit liv?

Selvom du ikke oplever din skolegang som specielt god for tiden, så er der måske alligevel en lærer på skolen, som du fornemmer, du kan tale med? Hvis der er det, ville du så kunne det? Du kunne eventuelt vise dit brev og mit svar og bruge det som udgangspunkt for en samtale. Måske kunne du også have glæde af en mere direkte rådgivningssamtale..? Du er i hvert fald velkommen til at ringe til BørneTelefonen på tlf. 116 110, det er gratis og du kan være anonym. Du kunne også skrive på UngeChatten. Det betyder nok ikke så meget, hvad du gør, bare du finder en, der kan hjælpe dig med at få det bedre.

De bedste hilsner, BørneBrevkassen

Få flere gode råd om selvmordstanker

Selvmordstanker er ofte et tegn på, at man står i en situation, som er svær og som man ikke kan klare alene.

Der kan være mange forskellige årsager til, at man får selvmordstanker. Det kan fx være at man har mistet nogen tæt på. Det kan også være, man har oplevet noget, der har gjort en rigtig ked af det. Eller måske man undrer sig over meningen med livet og derfor tænker på døden.

Hvordan takler man selvmordstankerne? Det første skridt er at tale med nogen om det, det er nemlig vigtigt, at du ikke går alene med tankerne. Men hvordan fortæller man nogen om sine selvmordstanker? Måske man er bange for at gøre andre kede af det eller måske man ikke lige ved, hvordan man starter sådan en snak.

På siden her, kan du finde gode råd og hjælp til hvordan man fortæller noget svært.

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat