Kære pige på 14
Tak for dit brev. Jeg kan godt høre, at der er mange tanker, der presser sig på, så det er rigtig godt, du skriver. Reglerne omkring tavshedspligt kan godt virke lidt forvirrende. Som udgangspunkt har læger jo tavshedspligt, men når man ikke er myndig endnu, gælder der andre regler. På www.sundhed.dk, forklares det sådan her:
Tavshedspligt overfor forældre
Når det gælder børn og unge under 18 år, har sundhedspersonen ikke tavshedspligt over for forældrene (forældremyndighedens indehaver). Som udgangspunkt skal forældre aktivt informeres om deres børns forhold.I nogle tilfælde kan lægen dog undlade at informere forældrene, hvis det skønnes, at det vil kunne føre til store konflikter mellem forældrene og den unge, men det vil typisk være, hvis det drejer sig om den unges sexliv...
Så efter min vurdering vil lægen altså skulle informere dine forældre; (hvis det viser sig, at du har ret i din bekymring for, at du lider under en depression.)
Nu ved jeg jo ikke, hvorfor det er så vigtigt for dig, at dine forældre ikke må vide noget om, hvilke tanker, der plager dig... Måske frygter du deres reaktion? Mit gæt vil være, at din mor sikkert hellere vil vide, hvad du går og tumler med, fremfor at du holder det skjult for hende... Og uden at kende hende vil jeg også tro, at hun gerne vil hjælpe dig og støtte dig. (I hvert fald skriver du jo, at dine forældre tidligere har betalt ting for dig; så mon ikke, hun også gerne ville støtte dig nu..?)
Og hvad med din far? Vil det mon være mere eller mindre ubehageligt, hvis han fik at vide, hvilke tanker du gør dig for tiden..? Hvis det er sådan, at du tror din far vil reagere mere hensigtsmæssigt, så kunne du måske overveje at snakke med lægen om, at det er ham, lægen skal underrette?
Ud fra dit brev kan jeg ikke vurdere, om du har har diagnosen stress/ depression - heller ikke selvom en test på nettet har peget på det. Det er nemlig sådan, at net-test kun er vejledende, så man skal altså til læge/ psykiater, hvis man skal have stillet en diagnose. Hvis lægen/ psykiateren mener, der er tale om en depression, så vil han/ hun også kunne vejlede dig i forhold til behandling. (Muligvis vil du kunne få tilskud til en psykolog, hvis lægen skønner, det er nødvendigt, og hvis du går til samtaler hos en psykiater, er det gratis, da sygesikringen betaler...)
Men uanset om du kan få en diagnose eller ej, så tænker jeg, det er godt, du tager dig selv alvorligt! Det er så fint, du reagerer, når du gennem længere tid har været plaget af ubehagelige tanker! Selvom du lige nu tvivler på, om du vil kunne åbne dig op over for en fremmed, så tror jeg, det vil være godt, hvis du forsøgte...
- Jeg tror også godt, du kan, selvom det helt sikkert vil kræve meget af dig. - Grunden til jeg tror det, selvom jeg jo ikke kender dig, er, at du her i brevet utrolig fint og præcist har beskrevet, hvordan du har det. Så om ikke andet kunne du jo overveje at printe brevet ud og vise det til en person, som du gerne vil have hjælp fra.
Rigtig mange mennesker har ind imellem perioder, hvor livet er uoverskueligt for dem, hvor de presses af krav og hvor de ikke rigtig orker at være sammen med nogen. Det behøver ikke være et tegn på en depression (men kan godt være det), men det skal selvfølgelig tages alvorligt.
Jeg håber derfor, du kan finde modet til at få talt med nogen, så du ikke skal takle alle de her ubehagelige tanker alene. Hvis ikke du har lyst til at tale med nogen, du kender - eller med lægen - så overvej om ikke du kunne starte med at tale med en af rådgiverne på BørneTelefonen på 116111. Jeg tænker nemlig, at det kunne være en god måde at få taget hul på problemet på, og forhåbentlig vil du og rådgiveren sammen kunne få talt om, hvordan du kan få hjælp på en måde, som du også selv kan holde ud...
Jeg sender dig de kærligste hilsner fra BørneTelefonen
