Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Hjælp mig!

hej jeg er en pige på 14 år

Jeg var bange for jeg havde form for stres eller depression, så jeg tog forskellige test på nettet, hvor resultatet var at jeg havde noget at begge dele. 

-Hvis jeg kan tage til en læge uden min mor behøver få noget at vide om det, har en læge så tavshedspligt over for mine forældre selvom jeg er under 18? 

jeg tror jeg har fået en depression, jeg går tit alene og vil slet ikke være sammen med nogen

Der ligger stort pres på mig med, at jeg skal have en uddannelse, men jeg aner slet ikke hvad jeg vil være…

Jeg gad virkelig godt at komme til psykolog, men det er åbenbart dyrt at få hjælp til det i DK og tror egentlig ikke jeg ville turde at lukke mig selv op for en fremmed. 

Jeg er meget indadvendt. Men jeg tror jeg er deprimeret og der er ikke rigtig nogen jeg kan snakke med mig om, ved slet ikke hvad jeg skal gøre.

Nogle gange begynder jeg bare at græde og vil slet ikke ud af huset, jeg hader at kigge på mig selv i spejlet og får nogle gange følelse af, at jeg vil slå mig selv eller andre ting,

jeg har nogle gange tænkt på selvmord, men får dårlig samvittighed overfor mine forældre, fordi de igennem hele mit liv har betalt så mange ting for mig og, at det slet ikke er fair gjort over dem så…

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

 

Kære pige på 14
Tak for dit brev. Jeg kan godt høre, at der er mange tanker, der presser sig på, så det er rigtig godt, du skriver. Reglerne omkring tavshedspligt kan godt virke lidt forvirrende. Som udgangspunkt har læger jo tavshedspligt, men når man ikke er myndig endnu, gælder der andre regler. På www.sundhed.dk, forklares det sådan her: 

Tavshedspligt overfor forældre
Når det gælder børn og unge under 18 år, har sundhedspersonen ikke tavshedspligt over for forældrene (forældremyndighedens indehaver). Som udgangspunkt skal forældre aktivt informeres om deres børns forhold.I nogle tilfælde kan lægen dog undlade at informere forældrene, hvis det skønnes, at det vil kunne føre til store konflikter mellem forældrene og den unge, men det vil typisk være, hvis det drejer sig om den unges sexliv...

Så efter min vurdering vil lægen altså skulle informere dine forældre; (hvis det viser sig, at du har ret i din bekymring for, at du lider under en depression.)

Nu ved jeg jo ikke, hvorfor det er så vigtigt for dig, at dine forældre ikke må vide noget om, hvilke tanker, der plager dig... Måske frygter du deres reaktion? Mit gæt vil være, at din mor sikkert hellere vil vide, hvad du går og tumler med, fremfor at du holder det skjult for hende... Og uden at kende hende vil jeg også tro, at hun gerne vil hjælpe dig og støtte dig. (I hvert fald skriver du jo, at dine forældre tidligere har betalt ting for dig; så mon ikke, hun også gerne ville støtte dig nu..?)

Og hvad med din far? Vil det mon være mere eller mindre ubehageligt, hvis han fik at vide, hvilke tanker du gør dig for tiden..? Hvis det er sådan, at du tror din far vil reagere mere hensigtsmæssigt, så kunne du måske overveje at snakke med lægen om, at det er ham, lægen skal underrette?

Ud fra dit brev kan jeg ikke vurdere, om du har har diagnosen stress/ depression - heller ikke selvom en test på nettet har peget på det. Det er nemlig sådan, at net-test kun er vejledende, så man skal altså til læge/ psykiater, hvis man skal have stillet en diagnose. Hvis lægen/ psykiateren mener, der er tale om en depression, så vil han/ hun også kunne vejlede dig i forhold til behandling. (Muligvis vil du kunne få tilskud til en psykolog, hvis lægen skønner, det er nødvendigt, og hvis du går til samtaler hos en psykiater, er det gratis, da sygesikringen betaler...)

Men uanset om du kan få en diagnose eller ej, så tænker jeg, det er godt, du tager dig selv alvorligt! Det er så fint, du reagerer, når du gennem længere tid har været plaget af ubehagelige tanker! Selvom du lige nu tvivler på, om du vil kunne åbne dig op over for en fremmed, så tror jeg, det vil være godt, hvis du forsøgte...

- Jeg tror også godt, du kan, selvom det helt sikkert vil kræve meget af dig. - Grunden til jeg tror det, selvom jeg jo ikke kender dig, er, at du her i brevet utrolig fint og præcist har beskrevet, hvordan du har det. Så om ikke andet kunne du jo overveje at printe brevet ud og vise det til en person, som du gerne vil have hjælp fra.

Rigtig mange mennesker har ind imellem perioder, hvor livet er uoverskueligt for dem, hvor de presses af krav og hvor de ikke rigtig orker at være sammen med nogen. Det behøver ikke være et tegn på en depression (men kan godt være det), men det skal selvfølgelig tages alvorligt.

Jeg håber derfor, du kan finde modet til at få talt med nogen, så du ikke skal takle alle de her ubehagelige tanker alene. Hvis ikke du har lyst til at tale med nogen, du kender - eller med lægen - så overvej om ikke du kunne starte med at tale med en af rådgiverne på BørneTelefonen på 116111. Jeg tænker nemlig, at det kunne være en god måde at få taget hul på problemet på, og forhåbentlig vil du og rådgiveren sammen kunne få talt om, hvordan du kan få hjælp på en måde, som du også selv kan holde ud...

Jeg sender dig de kærligste hilsner fra BørneTelefonen

Få flere gode råd om selvmordstanker

Selvmordstanker er ofte et tegn på, at man står i en situation, som er svær og som man ikke kan klare alene.

Der kan være mange forskellige årsager til, at man får selvmordstanker. Det kan fx være at man har mistet nogen tæt på. Det kan også være, man har oplevet noget, der har gjort en rigtig ked af det. Eller måske man undrer sig over meningen med livet og derfor tænker på døden.

Hvordan takler man selvmordstankerne? Det første skridt er at tale med nogen om det, det er nemlig vigtigt, at du ikke går alene med tankerne. Men hvordan fortæller man nogen om sine selvmordstanker? Måske man er bange for at gøre andre kede af det eller måske man ikke lige ved, hvordan man starter sådan en snak.

På siden her, kan du finde gode råd og hjælp til hvordan man fortæller noget svært.

Selvmordstanker Andre der hjælper

Angst og depression – gratis psykolghjælp

Gratis psykologhjælp til behandling af angst og depression (18-24 år)
Læs mere

Giftlinjen

Anonym professionel hjælp ved forgiftning af fx medicin eller rusmidler
Læs mere

Headspace

Har du brug for at mødes og tale med en voksen anonymt? (12-25 år)
Læs mere

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat