Det må være tid til, at gå til bekendelse..

Kære pige

Hvor er jeg glad for, at du har taget skridtet og skrevet ind til BørneBrevkassen for hjælp, selvom du er lidt usikker på, om du faktisk vil have hjælp... Jeg håber, du vælger en anden vej end selvmord.

Du beskriver din situation rigtig flot, og jeg fornemmer på dit brev se, at du nok egentlig gerne ville tale med nogen, men måske ikke helt ved, hvem det skal være..? Du mener ikke, at du vil kunne tale med din mor... Måske mest fordi hun tror, det går dig godt og fordi du har en fornemmelse af at hun og hendes kæreste ikke interesserer sig synderligt meget for dig...

Alligevel tænker jeg, at det nok ville være godt, hvis du kunne tale med din mor om det. I hvert fald tror jeg det er værd at overveje om det måske kan tænkes, at hun måske har misforstået dine signaler? Kunne det tænkes, at hun troede, du har brug for at leve dit eget liv, og at hun derfor har trukket sig tilbage..?

Hvis din mor før i tiden plejede at lytte til, hvad du havde at sige, så kunne hun måske gøre det igen, hvis hun fik chancen? Selvom du føler, du har gået med facaden alt for længe til, at du kan fortælle, hvordan du har det, tænker jeg, at det aldrig er for sent at slippe facaden og turde vise, at du faktisk er ked af det, og synes du har alt for meget at se til... Mon du kunne findet modet til det?

Jeg tror, der er rigtig mange, der kan genkende det med at have svært ved at sige fra og sige nej til noget... Når det er svært, kan man starte med at sige nej til de små ting, og de ting, hvor man tænker, det vil være lettest, selvom det er svært...

Måske sker der ikke andet, end at der er andre der melder sig, eller at andre respektere en, fordi man siger fra? Måske du har et eller andet, hvor du tænker, det ville være lettere at øve dig på at sige nej..? For jeg tror, du har ret i, at du har for meget at se til, og jeg tænker, det vil være rigtig fint, hvis du kunne sige fra til noget af det... Måske sige et af dine jobs op eller stoppe med en eller flere af ekstraopgaverne...

... Jeg ved det kan være svært at gøre selv, og det er også derfor, at jeg tror, at du har helt ret i, at det vil være fint at tale med nogen, både om at du har det svært, og nogen, som måske vil kunne hjælpe dig med at sortere i alle de ting, du har påtaget dig...

... Er der mon et tilbud på dit gymnasium, du kan benytte dig af? En studievejleder, eller måske en psykolog eller lignende, du kan henvende dig til...

... Hvis der ikke findes nogen tilbud på dit gymnasium, ved jeg, at alle kommuner har ungdomsrådgivninger, hvor man helt sikkert kan henvende sig med det, du går og tumler med... Du kan eventuelt google din kommune og ungdomsrådgivning og finde frem til det på den måde?

Måske ville det også være rart at tale med nogen om savnet af din far, som selvfølgelig stadig fylder meget hos dig... faktisk så meget, at det er ham, du har i tankerne, når du overvejer selvmord... Jeg tænker imidlertid, at din far ville blive rigtig ked af det, hvis han vidste, at du overvejer selvmord for at blive genforenet med ham... Tror du ikke, han hellere ville have, at du lever dit liv og søger hjælp, hvis du som nu har svært ved at overskue det hele og faktisk er rigtig trist?

Jeg håber, mit svar kan være med til at give dig nogle ideer til, hvor du kan søge hjælp... Hvis det ikke har, håber jeg, at du vil overveje at logge på UngeChatten, måske det vil være lettere end at tale i BørneTelefonen med nogen, du ikke kan se?

Med venlig hilsen
BørneBrevkassen