Det må være tid til, at gå til bekendelse..
Hej Brevkasse
Jeg har længe været brændt inde med det jeg nu har tænkt mig at skrive. Først og fremmest skal det nævnes, at jeg tænker rigtig meget over døden for tiden. Tænker over den, fordi jeg ikke ved, om det er den jeg skal vælge. Men livet er ikke noget for mig længere. Jeg er rigtig træt af det…
Går i gymnasiet, 2.g. Startede direkte efter folkeskolen, og er endt i en glimrende klasse. Har mange søde venner. Men jeg kan ikke klare mere. Ikke mere af noget som helst. Jeg arbejder hver dag når jeg har fri fra skole, nogle dage helt til kl. 22.30. Og når jeg så kommer hjem kan jeg ikke overskue lektierne, og ender tit med bare at gå i seng. Sommetider har jeg ligefrem ondt af mig selv.
Et af mine største problemer er, at jeg lever på en løgn. Alle tror jeg har det “ihh så godt”, for det er hvad jeg fortæller dem. De beundrer mig for min evne til at score høje karakterer i skolen, og samtidig kunne arbejde så meget som jeg gør. Have så meget overskud, og tjek på alting. Men det har jeg slet ikke.
Jeg får middelmådige karakterer, som jeg bestemt ikke er tilfreds med, og jeg kan ikke overskue arbejdet. Det går ikke godt, og jeg er ikke god til alt. Jeg kan ikke sige nej – at afvise er noget af det værste jeg ved.. og derfor er jeg endt med utallige jobs, og ekstraopgaver påtager jeg mig ligeledes altid. Der må findes en ende på alt det her! Den løgn jeg lever på, den facade jeg gemmer mig bag, skal brydes. Men hvordan?
Der er jo ikke nogen der vil høre på mig? Ingen gider snakke med en løgner. Min(e) forældr(e) er der ikke meget hjælp at hente i. – Min far er død, og min mor og hendes nye kæreste interesserer sig ikke synderligt for mig- jeg klarer jo alting så godt. Grunden til at jeg overvejer døden, er selvfølgelig også grundet en forhåbentlig genforening med min elskede far, som jeg virkelig savner af hele mit hjerte.
Jeg tænker rigtig meget på ham, til forskel for resten af min familie som er “kommet videre”. Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op. Livet er pt en for stor mundfuld, og jeg vil snakke med nogen! Jeg kan ikke blive ved med at se ud til at alt går strålende, når det modsatte er tilfældet. Jeg er så tæt på, og måske alligevel et stykke fra, at vælge det ene frem for det andet.
De ting jeg har planlagt i eksempelvis sommerferien, har jeg allerede indstillet mig på, at jeg sikkert ikke kommer til. Og jeg grubler hver dag over, hvordan jeg i et brev skal forklare min familie om min beslutning. Desuden arbejder jeg på at rydde ud i alle mine ting, for at gøre det lettere når jeg er væk.
At jeg skriver det her, er noget af et skridt. For på én og samme tid gør jeg udtryk for, at jeg gerne vil have hjælp, selvom jeg egentlig ikke vil det. Forvirringen hos mig er enorm. Men hvor jeg dog håber på svar fra jer. At høre én enkelt mening om mine ord, vil måske betyde et liv til forskel.
Mange hilsner fra en noget frustreret pige
Ps. Et råd behøver ikke at være, at jeg skal ringe til børnetelefonen, for jeg er ikke vild med at snakke med nogen jeg ikke kan se, om så personlige ting. 🙂 Hej hej
Selvmordstanker Andre der hjælper
Angst og depression – gratis psykolghjælp
Trin for trin Byg et brev
Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.
