Over 18 med vold i hjemmet

Obs: Indholdet er redigeret af hensyn til afsenderes anonymitet.

Det er svært at skrive sine problemer ned, dog endnu sværere at tale om dem, men jeg vælger nu her at skrive om dem.

Hey, jeg er en pige I kan kalde H. Det er et navn jeg altid har syntes om, og det virker belejligt at bruge som mit dæknavn.

Jeg er en pige fyldt med idèer, drømme og ikke mindst håb. Og jeg er ret stolt for at kunne have bevaret disse ting, da jeg nu har været en masse igennem.

Så langt som jeg nu kan huske, er der blevet udøvet vold i min familie. Både min lillebror og jeg er født i Danmark og er danske statsborgere, og begge min storebrødre og mine forældre kommer fra et land fjernt herfra.

Vold udøvet mod min lillebror og jeg var ret normalt dengang. Endnu i dag er det ikke smerten der gør ondt, men selve tanken og førhen var det helt omvendt. Vi kunne få de helt normale lussinger på en god dag, men på en dårlig dag kunne vi blive trampet og sparket på, fået håret trukket op og hovedet banket ind i muren.

Dog var det nu kun mig de værste ting skete for. Nemlig fordi jeg er en pige, der har fået påsat grænser af sine forældre, da de ønsker den perfekte piger. Jeg har altid været rebelsk – men det er jo et selvfølge. Mine påsatte grænser har aldrig været i mine interesser. Jeg har jo altid ønsket mig at gifte mig med en fyr jeg er mindst 90% sikker på at jeg elsker, men dating er ikke tilladt i min familie. Det er lårkorte kjoler heller ikke eller shorts. Faktisk alt der går fra knæet og op er no go.

For et uger siden gjorde jeg dog den fejl, at jeg tog en kjole på der liige gik over knæet. Da jeg så kom fra skolen, mødte jeg min 2. ældste storebror (der i forhold til den aller ældste, er MEGET traditionel og kulturel). Det ene førte til det andet, og jeg endte med et blåt øje, øm hals efter 3 kvælningsforsøg og et sår på læben. For endnu flere uger siden begik jeg samme fejl, bare uden at få nogen som helst mærker – dog med en del smerter.

Dette er blot 2 ud ad mange episoder fyldt med vold, og, det har som sagt, stået på længe. Min mor er velvidende om min brors opførsel, men tager stadig hans parti når vi er oppe og skændes.

Mit problem er så, at jeg ønsker at komme ud af vores hjem. Jeg får dog først SU til juli (udeboende, da min addresse midlertidig er hos min far), men har ingen idè om hvor jeg skal flytte hen. Jeg er ret sikker på at jeg får omkring 5000, dog er det slet ikke nok til at forsørge mig selv. Dette er SLET ikke problemet – jeg finder en måde at komme væk herfra.

MEN, jeg er sikker på, at hvis jeg fortæller min familie at jeg vil flytte væk, vil de ikke give mig deres accept eller tilladelse, selvom det er unyttigt som 18 årig. De siger også flere gange at jeg ødelægger deres ry, og det er det eneste de tænker på. Derfor tænkte jeg på at spontant at flytte ud, mens de var væk og så senere kontakte dem.

Jeg elsker stadig mine forældre og min lillebror. Min ældste bror er ret ligeglad med mig, og det har han gjort klart. Dog er min 2. ældste bror en trussel, så ham er JEG ligeglad med.

Mit spørgsmål er så bare om I har nogle forslag til hvordan jeg kan flytte ud, men stadig bevare mine forældres kærlighed og respekt.

(Det skal også lige nævnes, at der ikke er blevet udøvet vold mod min lillebror lige i et par år, da jeg slæbte kommunen hjem til os.)

Kærlig hilsen,
H