Kære pige på 12 år.
Det lyder som om, at du har prøvet mange ting for at få det bedre. Det svære har stået på i lang tid, som du skriver. Det er ikke meningen, at det skal være sådan. Jeg vil rigtig gerne se, om jeg kan hjælpe dig et skridt videre med dette svar. Du har allerede taget et stort og flot skridt, ved at skrive et brev herind. Godt gået!
Mobning er aldrig okay! Alle mennesker er forskellige, og det skal altid være okay at være anderledes i et klassefællesskab. Mange børn, unge og voksne tror, at mobning handler om, at dem der mobber, er nogle børn der er onde. Og at dem der bliver mobbet, er nogle børn der er anderledes eller svage. Men det er ikke det, mobning er, selvom det godt kan føles sådan.
Mobning handler om, at det fællesskab man er i, f.eks. klassen, har det dårligt. Det er måske ikke et rart sted at være for eleverne? Måske er det blevet okay, at man nogle gange taler grimt til hinanden, eller at nogen er udenfor, fordi de er anderledes. Er det noget, du kan genkende?
I et fællesskab der har det godt, er det okay at være anderledes. Og man taler om de ting, der er svære, og behandler hinanden ordentligt. Det er ikke børnenes ansvar at sørge for at fællesskabet har det godt, og at ingen mobbes. De kan være med til at hjælpe, men det er de voksnes (lærernes) ansvar. Jeg kan høre, at man på din skole har prøvet at gøre noget. Men det har ikke virket. Og så skal man gøre noget mere, eller gøre noget igen. For det er ikke okay, at det fortsætter. Mobning kan have betydning for, hvordan man ellers har det. Derfor er det noget, som man skal have hjælp til at tale om. Det er ikke mærkeligt, at du reagerer på den mobning, som du har holdt ud meget længe. Det er faktisk en sund reaktion, men man kan få brug for hjælp til at klare den.
Når jeg læser dit brev, hvor du fortæller om flere svære ting i den hverdag, f.eks. mobning og dine forældres skænderier, så får jeg et billede af en ballon, der bliver pustet større og større. Der er flere ting, som du skal holde ud og klare at være i, selvom det ikke er rart. Balloner kan ikke tåle at blive pustet større og større i lang tid. Så vil de springe. Sådan kan man også se på de tanker, som du får om at sige farvel til livet. Det bliver for meget at gå med følelserne alene, så man er næsten ved at springe. Alle dine følelser er forståelige. Heldigvis er der langt fra tanke til handling, men tankerne om at sige farvel til livet, fortæller mig, at det er svært for dig at gå med alle de her ting alene. Det er godt, at du reagerer. For du skal ikke gå med det alene.
Du skriver, at du ikke kan lide at sige dine følelser, fordi du er bange for, hvad der sker efter. Det kan jeg godt forstå. Det er ikke rart, når man ikke kender konsekvenserne. Nu ved jeg ikke, hvad du er bange for, der vil ske. Men jeg tænker, at det er vigtigt, at du får noget hjælp til, hvordan du har det. Måske kan du fortælle, hvad du er bange for, der vil ske, når du skal fortælle, hvordan du har det?
Hvem ville det være rarest at fortælle det til, udover at du nu har fortalt det til Brevkassen?
Måske kan det hjælpe at bruge vores guide til at skrive et brev? Der får du lidt hjælp til, hvordan du kan sige det, til den person du tænker på. Du kan finde guiden her: https://bornetelefonen.dk/skriv/ Du kan også bruge brevet her, og måske mit svar? Du har nemlig formuleret dig så flot!
Jeg ønsker alt det bedste for dig. Og du skal vide, at du altid kan ringe eller skrive til BørneTelefonen igen, hvis du har brug for hjælp til at få tingene sagt, eller bare gerne vil dele dine tanker med nogen.
De bedste hilsner, BørneTelefonen
