Menstruation

Hej
Jeg er en pige på 13.
Jeg tror måske snart jeg får min mens, men jeg er ikke sikker.
Jeg har udflåd dagligt, men det plejer ikke at være så meget, der kan gå ca. 3 uger hvor jeg kun har en strippe udflåd og så kan det være at der i 4 dage er noget brunligt udflåd.
Jan det godt være min menstruation?
Dem i min klasse tror jeg har fået min mens og jeg har derfor ingen at tale med det om det, jeg sagde jeg havde fået det til dem, fordi de synes det var mærkeligt at jeg var den eneste der ikke havde, og de drillede mig med de og holdte mig udenfor.
Jeg har haft lidt mavekramper engang imellem, men jeg ved ikke om det er noget.
Jeg har bare nogen spørgsmål..
Hvordan kan man vide at man har ens menstruation?

Kan det være at jeg har fået min mens?

Hvordan fortæller jeg min mor det?

Hvor lang tid tror du ca der går inden jeg begynder at bløde?
Tak på forhånd

Pige, 13 år

Kære 13-årige pige.

Hvor er det godt du skriver og spørger til råds, når du er i tvivl omkring menstruation og spørger om du mon har fået det. Du skriver du har udflåd dagligt, og også perioder med brunligt udflåd.

Her på BørneTelefonen får vi ofte breve fra børn og unge, som har spørgsmål til menstruation. Det er en kæmpe styrke, at være opmærksom på sin krop. Så super stærkt!

Det du beskriver lyder som menstruation

Her på BørneTelefonen er vi ikke læger. Og derfor kan vi ikke med sikkerhed sige, om det du oplever er din menstruation. Hvis du bliver ved med at være i tvivl, er det derfor en god ide, at snakke med din læge.

Dog får jeg lyst til at fortælle dig, at ud fra din alder, hvordan du beskriver dit udflåd og det at du har haft mavekramper, lyder det helt sikkert som optakt til menstruation. Eller ja, at du nok har fået din menstruation.

Grunden til jeg skriver begge dele, er at der inden menstruationen, ofte er en periode med brunligt udflåd. Dette er egentlig menstruationen der er startet.

Men da menstruationen på et tidspunkt vil ændre sig og blive mere som en rigtig blødning med rødt og mindre brunt blod, kalder nogen det du oplever, som perioden inden menstruationen.

Kvinders cyklusser er forskellige

Det betyder også at hvornår din menstruation begynder at blive en rigtig blødning, er svært at sige, men det skal nok komme. For nogen er det efter et par måneder med brunligt udflåd, for nogen kortere eller længere tid.

Alle piger udvikler sig i forskellig hastighed, og det er fuldstændig naturligt at få sin menstruation som 13-årig eller senere. Nogle får den meget tidligere, og det er måske det der er tilfældet med nogle af pigerne i din klasse.

Hvis du er nysgerrig på at læse mere om kroppen og menstruation, kan du finde en masse på BørneTelefonens hjemmeside. Vi har både en side om Menstruation og om hvad sker der i puberteten.

Hvis du synes det er spændende har vi også en guide om pigekroppen.

Der skal være plads til alle i en klasse

At pigerne i din klasse driller og holder dig udenfor, er på ingen måde okay. Uanset om det er på grund af menstruation eller andet. Alle er forskellige i en klasse og det skal der være plads til.

Jeg kan sagtens forstå, hvis du fortalte dem at du havde fået menstruation. Det tror jeg faktisk, at mange ville gøre for, at få fred for deres kommentarer.

Mon du også talte med nogle voksne om, hvad de sagde og gjorde i den periode? Måske lod du være, fordi du tænkte, at det så kunne blive værre. Uanset hvad skal det ikke være sådan. Og det er de voksne der har ansvaret for, at det stopper.

Flere oplever at blive drillet med kroppens udvikling

Jeg spørger fordi vi får mange breve fra piger og drenge, der også oplever at blive drillet og holdt udenfor på grund af noget med deres udvikling, og nogle gange hører og ser lærerne desværre ikke hvad der sker.

Men får lærerne besked på det, er det faktisk deres ansvar at få drillerierne stoppet. Det er nemlig de voksnes ansvar, at alle i klassen har det godt og føler sig trygge.

Hvis du en anden gang oplever noget i samme stil, er du i din ret til at sige det til en lærer, pædagog eller lederen på skolen, og de SKAL lytte og hjælpe dig.

Men hvordan får du det sagt?

Det kan nemlig være lettere sagt end gjort, og ofte har man også brug for hjælp hjemmefra. Dette leder mig til dit sidste spørgsmål, nemlig hvordan du får sagt det til din mor. Jeg tænker at du genre vil fortælle hende, at du har fået menstruation?

Når du spørger om det, tænker jeg om du måske ikke taler så meget om personlige ting med din mor. Det kan også være det lige er det med menstruation, som du synes er lidt svært at få sagt.

Vi hører fra flere unge piger, som synes det er svært, at dele tanker om kroppen med deres forældre. Det kan føles privat og pinligt. kan du mon genkende det?

Et råd jeg vil give dig, er at tænke på, at din mor også har menstruation, og har været igennem helt det samme som dig. Hun har det måske stadig.

Da hun var ung, havde hun måske selv en mor at tale med om det, måske ikke. Uanset hvad, så er menstruation noget af det mest naturlige i verden og stort set alle kvinder får det. Men derfor kan det for nogen, stadig være lidt svært at tale om.

Skriv et brev til din mor

Hvis du synes det er svært, kan du måske skrive det i et brev eller i en sms til din mor. Du kunne fx. skrive: “Hej mor. Der er noget jeg gerne vil tale med dig om når du har tid. Jeg tror jeg har fået menstruation”.

Du kan også undlade at bruge ordet menstruation, men hvis du skriver det, kan din mor nå at forberede sig på jeres snak, og det samme kan du. Hvis I får talt sammen og det går godt, kan du måske også nævne det med pigerne i din klasse. Det kan du selv mærke, om du får lyst til.

BørneTelefonen er her også!

Jeg synes det er så sejt at du har skrevet herind, og du er altid velkommen til at kontakte os igen på Brevkassen eller på 116111 hvis du har behov for det.

Pas godt på dig selv og husk du altid kan kontakte os igen.

Mange varme hilsener fra BørneTelefonen

Menstruation

På vores side om menstruation kan du blive klogere på, hvad menstruation er og få gode råd til, hvordan du taler om den og en guide til bind, tampon og menstruationskop.

Flere svar om menstruation

Hvor meget bløder man?

Under en menstruation bløder man ikke mere end 50-70 ml. blod. Det svarer til omkring to-tre spiseskefulde blod.

Blodet kommer ikke på én gang, men er fordelt over hele perioden, der typisk varer 4-7 dage. De fleste bløder mest i starten af deres menstruation

springer mødommen, hvis man bruger tampon?

Nej. Mødommen er ikke en hinde, der kan sprænges, som mange tror.

Mødommen er derimod en slimhindefold, der sidder inde i pigens skede.

Slimhinden er elastisk og kan udvides, derfor går slimhinden ikke i stykker, når du bruger tampon.

Ved sex kan udvidelsen af slimhinden give en mindre blødning.

springer mødommen, hvis man bruger tampon?

Nej. Mødommen er ikke en hinde, der kan sprænges, som mange tror.

Mødommen er derimod en slimhindefold, der sidder inde i pigens skede.

Slimhinden er elastisk og kan udvides, derfor går slimhinden ikke i stykker, når du bruger tampon.

Ved sex kan udvidelsen af slimhinden give en mindre blødning.

Kan menstruationen være brun?

Ja, menstruation kan godt være brunligt.

I starten af din menstruation vil blodet ofte være mere rødt. Efter nogle dage vil blodet ofte blive mere brunligt.

Det er forskelligt fra krop til krop, hvor rødt eller brunligt blodet er.

Har man fået sin menstruation, kan man blive gravid?

Hvis man har fået sin menstruation og har sex, så er der mulighed for, at man kan blive gravid.

Derfor er det vigtigt at huske beskyttelse.

Man kan fx bruge kondom, men der findes også andre former for prævention.

Hvad er tegn på menstruation?

I dagene op til at man får sin menstruation, kan man opleve fysiske og psykiske forandringer i kroppen som fx: Ømhed i underliv og bryster, hovedpine, træthed og irritabilitet. Det er slet ikke farligt.

Der er også mange, der ikke mærker symptomer.

Begge dele er almindeligt.

kan man have sex, når man har menstruation?

Ja, man kan godt have sex, mens man har menstruation, hvis man har lyst.

Nogen piger/kvinder har mere lyst til sex under deres menstruation. Andre har det lige omvendt.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat