Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Hvordan siger jeg det til min mor

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære 11-årige pige.

Mange tak for dit brev. Det er godt, at du skriver, for jeg kan høre, at der er noget, du går og tænker meget på, og det er altid godt at få talt med nogen.

Du skriver, at du gerne vil begynde at bruge deodorant, men at din mor ikke vil have, at du bruger parfume, medmindre I skal på restaurant.

Du skriver også, at du er begyndt at lugte lidt under armene, men du ved ikke, hvordan du skal få spurgt din mor om at bruge deodorant eller andre hygiejneprodukter.

Pubertet og lugt

Først og fremmest vil jeg fortælle dig, at vi får rigtig mange breve fra piger, der har det helt som dig. De fortæller, at de er i puberteten, og at deres sved er begyndt at lugte anderledes.

Mange piger spørger os, ligesom du gør, om hvordan de kan få sagt til deres mor, at de gerne vil have en deodorant.

Nogle vil også gerne have trusseindlæg, hvis de er begyndt at få udflåd, og andre spørger senere til makeup.

Det er helt normalt, at kroppen i din alder forandrer sig, og sveden lugter anderledes. Du kan måske tænke på, at sådan har alle voksne også haft det engang.

Selvom det er længe siden, din mor selv var i puberteten, har hun prøvet det samme. Det kan måske være en måde at åbne op for en samtale med din mor.

For eksempel kan du sige:

  • “Mor, kan du huske, hvornår du begyndte at bruge deodorant under armene?”
  • “Mor, jeg er begyndt at lugte mere under armene, kan vi tale lidt om, om jeg kan få en deodorant?”

Måske kan din mor  så selv huske tilbage, at hun på et tidspunkt også havde brug for at bruge deodorant, og det vil være lettere for hende at forstå, hvorfor du gerne vil begynde at bruge deodorant.

Der findes mange forskellige slags deodoranter 

Der findes mange forskellige slags deodoranter, og nogle mødre og fædre er lidt påpasselige med, at deres børn begynder at bruge produkter med for eksempel parfumestoffer, som kan være usunde for kroppen.

Det er muligt, at din mor også har det sådan, men der findes rigtig mange produkter, der er lavet uden skadelige stoffer.

Måske kunne I gå i for eksempel Matas eller supermarkedet sammen og scanne de deodoranter, de har, og se på en, der er god for dig.

Der findes nemlig forskellige apps, som kan hjælpe dig og din mor, når I skal teste deodoranter. På de fleste hygiejneprodukter står der også udenpå, hvad der er i dem.

Hvis din mor siger okay til, at du må bruge parfume indimellem, kan det også være, at hun er okay med, at du får en deodorant med lidt duft. Det må du høre hende om.

Samtaler om pubertet med forældre

Når man er i puberteten, dukker der mange ting og spørgsmål op, og det kan være grænseoverskridende og svært at spørge sine forældre til råds de første gange.

Det, som vi ofte hører, er, at når man først får åbnet op for én ting, bliver det nemmere næste gang.

Derfor kan du måske også se denne samtale som en god udvikling for dig og din mor, en samtale, der kan hjælpe dig, hvis du får brug for at tale med hende om andre ting i fremtiden.

Du kan finde andre råd her

Her på børneTelefonen, har vi lavet en guide som man kan bruge, hvis noget er svært at sige højt. Den kan måske også hjælpe dig. Du finder den her.

Er der mere du gerne vil spørge om, eller har du brug for at tale med en voksen, kan du altid skrive igen eller ringe på 116111.

Mange hilsener fra BørneTelefonen

Få flere råd og hjælp til Kroppen

I løbet af puberteten begynder din krop at ændre sig meget. Du begynder blandt andet at vokse mere, svede mere og få hår nye steder på kroppen. Hvis du er en dreng, begynder du også at producere sæd, og din stemme går i overgang. Hvis du er en pige, begynder dine bryster at vokse, og du får din menstruation. Vi har samlet en række spørgsmål og svar på alt det, man ikke tør spørge om ved både pigekroppen og drengekroppen.

På siden kan du også teste din viden om kønsorganerne, lære noget nyt i vores videoer, læse andre børns breve kroppen eller få gode råd til, hvordan du får et godt forhold til din krop.

Kender du privatsnak.dk?

privatsnak.dk kan du se film og læse om:

  • Hvad sker der, når man kommer i puberteten?
  • Hvad gør man, hvis man får bumser?
  • Hvordan kan man mærke, om man er forelsket?
  • Hvornår har man sex første gang?
  • Hvordan sætter man et kondom på?

… og mange andre spørgsmål.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat