Kære pige på 16 år
Rigtig mange unge skriver til os fordi, de er bange for at der er noget galt med dem, når de ikke har haft en kæreste endnu.
Jeg forstår, at hver dag, der går, kan føles mere desperat, når det, du ønsker, ikke synes at ske
Det er godt, at du har valgt at skrive til Børnetelefonen. Jeg vil gøre mit bedste for at støtte dig og give dig håb om, at det kan blive lettere at være dig end det er lige nu.
Om at finde en kæreste
Du ønsker at opleve kærlighed og få en kæreste, fordi det ser ud som om det kan give dig noget af den tryghed og omsorg, du savner.
På den ene side oplever du, at du gør alle de samme ting som de andre. På den anden side skriver du, at du altid har været bange for at blive såret eller gjort til grin.
Usikkerheden og frygten betyder at du holder dig tilbage. Det forstår jeg godt. Det kan være rigtig hårdt at stille sig frem med hele sit hjerte og blotte sig med chancen for en afvisning.
På den måde passer du måske også lidt på dig selv?
Desværre kan usikkerheden vokse af, at man aldrig oplever de succeser, der også kan komme, når man tager chancen. Her tænker jeg på de øjeblikke, hvor nogen reagerer positivt på dit flirteri.
Kære du, det lyder som om du er havnet i en træls cirkel.
Det virker næsten til, at du har opgivet håbet om nogensinde at få dit ønske opfyldt, for som du skriver “jeg vil have en kæreste i gymnasiet, men inderst inde ved jeg, at det ikke kommer til at ske”.
Det er slet ikke sjovt at føle savn, og det er svært gå og vente på at nogen vil gøre alting bedre.
Den hårde sandhed er også bare, at mange mennesker først rigtig oplever kærligheden, når de er i deres 20’ere eller 30’ere. Selvom du måske føler dig alene i din situation, er der altså rigtig mange, der oplever det på samme måde som dig.
Derfor håber jeg også, at du først og fremmest vil indse, at det er helt normalt ikke at have haft en kæreste, når man er 16 år.
Når noget er svært at styre eller ændre som fx at man ikke har en kæreste, kommer vi somme tider til at tro at det er os selv, der skal styres eller ændres.
Vi bliver usikre på om det mon er os den er galt med. Somme tider forstærke det en usikkerhed vi bar lidt på i forvejen. Det kender du måske også?
Jo større frustrationen bliver over den situation vi gerne vil ændre, jo mere frustreret bliver vi ofte på os selv.
Det er rigtig trist, for det er slet ikke let at finde kærligheden – heller ikke for voksne!
Derfor er det også rigtig ærgerligt at så mange tror, der må være noget galt med dem, når det måske handler om så mange andre ting. Fx timing
Desuden er kærligheden sjældent nem at få øje på, hvis man kun ser sine egne fejl.
Den man forelsker sig i
Du fortæller om, at du har ‘høje standarder’ og ofte går efter de populære i din klasse.
I skoler er der somme tider, hvad der føles som hierarkier med populære og mindre populære. Det er sjældent godt for nogen, da det nemt kan give følelsen af at være forkert – og du er ikke forkert!
Konsekvensen er ofte også, at mange er forelsket i de samme, fordi det måske handler mere om social status end om personen faktisk er et godt match for dig.
Det er helt naturligt – og menneskeligt- at kigge efter dem, der måske ser supergodt ud, taler godt for sig og som alle gerne vil være sammen med. Vi har brug for “fyrtårne”, som vi kan se op til, og det er let at forestille sig, at et forhold til en sådan person også kunne åbne døre for os socialt.
Tænk bare, hvor mange film, der handler om den populære fyr på skolen, der bliver kærester med den mindre populære pige.
Det er ikke så underligt, at vi også nogle gange forelsker os i personer, som vi tror kan forbedre vores livssituation, hvis vi i forvejen går og har det lidt svært.
Jeg siger ikke, at det er derfor du forelsker dig i de populære, men jeg er nysgerrig på dig og hvem du mon er, for det meste af dit brev handler faktisk om alt det, du ikke føler, du er.
Så hvem er du mon?
Jeg ved, at du drømmer store drømmer og hungrer efter de dybe og meningsfulde relationer. Jeg ved, at du har gode venner, som du holder af. Derfor er det svært, når de får kærester, og du føler dig som en andenprioritet. Det kan jeg virkelig godt forstå.
Jeg ved også, at du går på efterskole og har fået en masse venner som du er rigtig glad for.
Du lyder som et menneske, der tiltrækker andre og får dem til at føle sig trygge omkring dig. Venskaber er også relationer, der handler om tiltrækning. Måske er den ikke romantisk eller seksuel, men det gør den ikke mindre vigtig.
Så selvom du måske ikke oplever, at der er mange seksuelle eller romantiske relationer lige nu, så håber jeg, at du tør stole på, at du faktisk er en ret modig og skøn person, som andre gerne vil være tæt på. Den energi tror og håber jeg også på vil tiltrække en kæreste på et tispunkt.
Alle mennesker er unikke og har noget at byde ind med – også tit meget mere, end de selv er klar over. Måske er det tiden til, at du begynder at gå på opdagelse efter, hvad DU faktisk er for en person og hvad der er vigtigt for DIG.
Gå ikke alene med din usikkerhed
Jeg ved fra andre, hvordan usikkerhed kan vokse sig stor og svær at styre. Derfor er det også vigtigt, at du ikke går alene med den.
Første skridt var at skrive til os. Næste er måske at dele dit brev og svar med dine gode efterskoleveninder, og så tale lidt sammen om, hvordan de har det med det med kærester?
Du kan selvfølgelig også bare tale med dem, hvis det er lettere.
Der er nemlig ret stor sandsynlighed for at andre omkring dig kender dine følelser og bekymringer fra sig selv. Som jeg startede med at sige, så får BørneTelefonen rigtig mange breve, der ligner dit.
På BørneTelefonens hjemmeside har vi også lavet nogle selvværdsøvelser, som måske ville hjælpe. Dem kan du finde her: Dårlig selvtillid?.
Jeg håber, at det kan hjælpe dig med at få gen-erobret noget af dit tabte selvværd, men jeg forstår også godt, hvis det er svært.
Derfor handler det måske også om at turde tage små skridt af gange.
Det kunne også være at genbesøge din store drøm fra i år. Du ønskede dig en kæreste, men også gode drengevenner. Måske er det første lille skridt, at du prøver det med drengevennerne. Med tiden kan det måske også give dig modet, så du tør at flirte med en, du godt kan lide.
Jeg er ret sikker på, at det er meget mere end du selv går og tror. Vi hepper på dig her på BørneTelefonen og ønsker dig al mulig held og lykke.
Kæmpe kram til dig fra BørneTelefonen