Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Kæreste med sandsynlig psykose

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære dreng på 14 år,

Sikke dog et stærkt brev, som du har skrevet ind til os. Det er meget tydeligt, at du holder meget af din kæreste og gerne vil have at hun har det godt. Det er stort af dig, og fortæller mig at du er både betænksom og handlekraftig. Din kæreste er meget heldig at have dig i sit liv.

Jeg kan virkelig godt forstå, hvis du bekymrer dig for hende og derfor gerne vil hjælpe hende på vej. Jeg er slet ikke i tvivl om, at du er super stærk og allerede er en rigtig god støtte for hende.

Du spørger os, hvad hun skal eller bør gøre. Jeg vil gerne komme med mine input til, hvordan hun/I kan gribe det an fremover.

Jeg kan læse, at din kæreste har været meget igennem, hvilket påvirker hendes liv på mange måder. Det er rigtig godt, at hun er åben overfor dig, så hun ikke går med de her oplevelser og tanker alene. Når det så er sagt, så er det vigtigt for mig at minde dig om, at du alene ikke kan fikse din kærestes problemer. Derfor er det også rigtig godt at høre, at hun allerede nu får professionel hjælp.

Det lyder som om, at I begge har læst en masse op på de symptomer, som din kæreste oplever at have. Det er uden tvivl hårdt for hende – og selvfølgelig også for dig at gå og bekymre sig om, hvordan situationen kan blive bedre.

Du fortæller, at hun går i et forløb hos en psykolog, som dog måske ikke går helt som forventet. Nu ved jeg ikke, om din kæreste har fortalt dig, om hun har svært ved at være ærlig overfor hendes læge og psykolog? Har hun mon fortalt alt det til dem, som hun har fortalt dig? Det er nemlig vigtigt, at de ved sandheden, for at kunne hjælpe hende bedst. Ved du mon det?

Jeg er også usikker på, om det er via kommunen eller lægen, at hun har fået tildelt den her psykolog. For ellers kunne hun også undersøge, om det ville være muligt at få en anden psykolog. Nogle gange så er kemien der bare ikke, og det kan være afgørende for, hvorvidt forløbet udvikler sig positivt. Måske du kunne hjælpe med at undersøge den mulighed sammen med hende?

Det er godt at høre, at hun tilgengæld synes tilbuddet om specialklasse fungerer godt. Det håber jeg hun kan holde fast i.

Du beskriver at muligheden for at flytte hjemmefra, måske vil være en god ide for din kæreste. Så vidt jeg kan forstå, er det både noget som hun selv og hendes mor, tænker. Jeg er dog i tvivl om, hvorvidt det er klogt at flytte lige nu, hvor din kæreste stadig virker sårbar og helst ikke skal være for meget alene. Jeg spekulerer på, om det mon også er det kommunen vurderede dengang? Jeg ville nok fortsætte med at arbejde lidt mere med psyken først, for at være mere sikker på at en flytning ville være en succes for hende. Hvad tror du, hun tænker selv?

Hvis din kæreste ikke føler, at hun bliver hjulpet som hun skal, så er der altid mulighed for at bede hendes egen læge om en henvisning til en privat psykiater. En psykiater er en læge, som er ekspert i mentale sygdomme og problemer. De vil helt sikkert kunne snakke og hjælpe din kæreste lidt på vej. Kunne det være en mulighed?

Alternativt, så kan din kæreste altid opsøge en psykiatrisk skadestue, hvis hun får det rigtig skidt, hører stemmer eller ser ting, som ikke er der fx. På en psykiatrisk skadestue, der vil man også møde en læge, som er ekspert i psykiske diagnoser, og som kan snakke med én. Lægen vil her vurdere om der skal ske en indlæggelse, eller om der skal igangsættes andre tilbud for din kæreste. Læs mere om de psykiatriske skadestuer her.

Det er også altid en mulighed at kontakte Psykiatrifonden. De er super dygtige og har mange års erfaring med at rådgive folk, der er psykisk sårbare og også deres pårørende. Find dem her: https://www.psykiatrifonden.dk/faa-hjaelp.aspx

Til slut vil jeg spørge sig, om du mon har snakket med dine forældre om den her situation? Det kan være svært og hårdt at føle så stort ansvar overfor en kæreste. Ofte er det en god idé at snakke med en/flere voksne om det, også selvom du føler dig psykisk stærk. Måske de endda har flere råd til, hvordan du kan hjælpe hende? Kunne du have mod på det?

Jeg håber, at i kunne bruge mit svar til sammen at finde en god løsning for din kæreste. Vis hende evt. mit svar. I er også velkomne til at ringe eller skrive ind til os igen. Din kæreste må også meget gerne selv kontakte os. Hun er velkommen.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen

 

Få flere gode råd om Sygdom i familien

Har du en mor eller far, der er alvorligt syg? At leve med sygdom i familien, kan være rigtig hårdt og man kan få mange bekymringer for fremtiden. Det er rigtig vigtigt, at man ikke går alene med sin frygt, men at man får talt med nogen om den.

Sygdom i familien kan både være fysisk og psykisk. Lige meget hvad, kan det gøre hverdagen svær. Fx kan det være at din mor eller far, ikke kan de samme ting længere og måske sygdommen sætter tanker i gang hos dig som: Bliver min mor rask igen? Hvordan fortæller jeg mine venner om min fars sygdom? Hvem kan jeg tale med mine tanker om?

Her på siden kan du få gode råd, du kan læse andre børns breve og BørneTelefonens svar, få hjælp til at bygge et brev eller prøve følelses-guiden.

Guide

Svære følelser: hvad kan hjælpe?

Hør andre børns Historier

På ‘Når mor eller far bliver syg’ kan du høre om andre børns historier. Du kan også fortælle din egen historie eller høre mere om de følelser, man kan have, når en i familien er alvorligt syg.

Når mor eller far bliver syg, kan det være svært at være barn i en familie. Læs hvordan andre børn har klaret livet i en familie med sygdom.

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat