Kære Dreng på 14 år,
Det lyder som om, at du har læst en hel masse omkring autisme på nettet og nu er begyndt at tænke over, om du måske selv har autisme. Du skal vide, at det er helt normalt, at man kan finde tegn på, at man selv har autisme.
Jeg kan virkelig godt forstå, at det gør dig trist, at din mor ikke forstår dig. Det kan være svært for mange unge mennesker, at forstå hvorfor deres forældre gør og synes som de nu gør. Det er især når man bliver teenager, at man kan komme op og diskutere med sine forældre.
Selvom man selv kan finde tegn på, at man skulle have autisme, så kan det sagtens være, at man ikke har det. Det skal du vide. Når man skal have en autisme diagnose, så har man ofte udfordringer på flere områder. Fx. kan unge med autisme have svært ved at få venskaber og have det sjovt sammen med andre.
Uanset hvad, så læser jeg i dit brev, at du føler du gør nogle unormale ting (panik ved ændringer i planer fx). Derfor tænker jeg, at vi sammen kan kigge lidt nærmere på, hvad du kan gøre for at få snakket med nogle om det du oplever og måske få dine forældre med indover.
Til en start, så kan det være en god ide (igen) at snakke med begge dine forældre om det du oplever. Fortæl dem om de ting/situationer, hvor du føler, du opfører dig anderledes. Fortæl dem hvorfor det generer dig og hvad det gør ved dit humør. Har du det svært i skolen fx? Hvad med venner, har du nogle af dem? En god og stille snak med dine forældre omkring dette kan måske give dig mere ro i hovedet. Kunne du have mod på det?
Hvis du og dine forældre bliver enige om, at du har nogle udfordringer, så kan i sammen tage til lægen med det. Det er din læge som skal hjælpe dig videre, hvis der mistænkes autisme.
Hvis ikke de vil lytte til dig, så vil jeg anbefale dig at snakke med din klasselærer eller måske en anden voksen i dine familie, som du føler dig tryg ved. Din klasselærer kender dig godt i skole sammenhæng og kan også snakke med dine forældre, hvis nu din lærer skulle være bekymret for noget. Hvad tænker du om den mulighed?
Jeg synes, at det er vigtigt at understrege, at det sagtens kan være, at der slet ikke er noget unormalt ved den panik du kan få. Alle kan i perioder opleve svingninger i humøret. Især når man er teenager. Dog synes jeg, at det er vigtigt, at du får snakket med nogle voksne om det du oplever. Måske endda nogle andre end dine forældre, hvis du ikke føler de forstår dig. Din klasselærer er et rigtig godt sted at starte. Det kan også være, at der en skolepsykolog på din skole eller måske har nogle tider på skolen, hvor man kan få en snak. Måske kan du spørge din lærer om det?
Du har vist rigtig meget mod ved at skrive herind. Jeg håber på, at du kan finde lidt ekstra mod og tage kontakt til din klasselærer.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen
