Jeg drukner langsomt med et lydløst skrig
Nårh men hej
Jeg ved ikke om jeg overhovedet kommer til at sende det her, men nu skriver jeg i hvert fald noget, for er helt ude at skide.
Jeg føler at jeg drukner langsomt og der er ikke nogen der ser det da jeg prøver at skjule det over for dem jeg holder af.
Jeg ked og trist det meste af tiden. Ting som jeg plejede at finde glæde ved, er ikke det samme længere. Jeg føler at jeg lever mit liv på autopilot. Jeg står op og går i skole, snakker med folk og griner vel, men det er som om det bare er en refleks. Er ikke til stede.
Inden i er der er en tomhed der trækker mig sammen som et vakuum. Jeg har en trang til at kvæle denne følelse med alkohol og fjolletobak. Engang blev jeg glad og sjov af at drikke, nu forstærker det bare den negative følelse der er i mig og jeg bliver blot trist og træt.
For omkring 1,5 år siden så jeg min mormor dø til kræften. Der var der noget der gik i stykker inden i mig og det havde nok været en ide at kontakte en psykolog dengang, men jeg tænkte bare at jeg selv kunne arbejde med det. Jeg lukkede mig selv for andre og havde ikke lyst til at andre skulle komme for tæt på mig. Nok mest fordi jeg var bange for at miste dem og opleve den samme smerte igen.
Men så kom der en uventet person ind i mit liv som langsomt begyndte at fylde hullet i mit hjerte. Lad os kalde ham T. T er og var min første forelskelse. Vi mødtes da vi startede i grundforløbsklassen i 1.G sidste år (vi går ik i klasse sammen nu, men samme gym). Jeg har aldrig mødt et andet menneske som jeg klikkede så godt med. Han fuldendte mig og jeg glemte sorgen. Al glæden jeg fik blev med tiden til en lige så stor smerte.
Vi var aldrig decideret kærester, men efter en lang samtale en dag gik vi fra hinanden. Det var ikke en dårlig måde vi gik fra hinanden. Det var ham der “åbnende” den og egentlig også ham der græd mest. Han følte bare ikke at han kunne være der for mig på den måde som han synes jeg fortjente. Hvilket er noget f*cking lort at sige, for han var hvad jeg følte jeg var fortjente. Han var min største glæde. Jeg havde fået en under huden på mig og var kommet under huden på som så blev revet væk.
Vi skrev ikke sammen, men det begyndte vi så lidt igen en dag bare for at høre hvordan den anden havde det. Vi har hooket op et to gange siden og alt har bare været helt normalt. Men så heller ikke mere end det. Vi skriver sammen (bare sådan hverdagsting, chit chat) dagligt. Det gør så ondt fordi jeg ved han ikke vil have noget med mig, men jeg kan bare ikke lade være med at skrive med ham som “Venner?”.
Hver gang jeg tror jeg er kommet den mindste smule videre, så ser jeg ham på gangen eller hans navn popper frem på min skærm, og så falder jeg får ham pladask igen.
Jesus jeg har skrevet meget, beklager. Jeg tror jeg har brug for at snakke med nogen der kan hjælpe mig. Vil helst ikke blande mine forældre ind i det. Vil ikke se dem triste eller have ondt af mig. Så hellere drukne alene. Jeg har ikke direkte overvejet selvmord, det vil jeg ikke gøre over for min familie. Jeg har bare svært ved at se hvorfor jeg skal blive ved med at være i et liv jeg ikke holder af. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, men jeg ved bare jeg ikke kan leve videre på den måde som jeg har det nu.
Tak for din tid, hvis du har læst dette<3
(Skal åbenbart vælge en kategori. Har valgt “sorg”, men det er ligesom ikke rigtigt dækkende. Ville bare lige sige det)
Sorg Andre der kan hjælpe dig
Sorglinjen og andre sorgtilbud
Når far og mor bliver syg
Svære følelser: hvad kan hjælpe?
Trin for trin Byg et brev
Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.
