Brev

Hvorfor mig?

Hej allesammen

Jeg er en dreng på 14 år det som jeg gerne vil snakke om er at jeg syntes at det er møj svært at få en kæreste når man både er lav grim og deprimeret.

Jeg har et KÆMPE crush på en jeg har mødt hun er mega pæn sød sjov og alt muligt, jeg har sagt hvordan jeg føler for hende men hun føler dsv ikke det samme for mig, så derfor er jeg blevet meget ked af det og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre mere.

Vi er stadig venner men det er bare lidt hårdt være gang jeg skriver med hende 😶

KH Mig

Dreng, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Tak, fordi du har skrevet til Børn Hjælper Børn. Ud fra det du har skrevet, tænker vi, at du kan få det bedste svar fra en voksen rådgiver, der ved mere om dine rettigheder og muligheder. Derfor får du her et personligt svar fra en voksen rådgiver på Brevkassen, som vi håber, du kan bruge.

Kære du

Åh! det er bare sådan en mavepuster, når man deler sine følelser og de ikke er gengældt.

Jeg kan godt forstå, at du bare gerne vil have en kæreste. Det lyder jo også bare virkelig skønt, og selvfølgelig føles det helt vildt svært, når det så ikke blev som du håbede. Det kan jeg virkelig godt forstå.

Du gjorde noget megasejt

Du skriver, at du har et kæmpe crush på en sød og pæn pige. Det lyder da egentlig ret dejligt, at du synes, at der er en pige, der er lidt sød – og nu har prøvet, hvordan den følelse føles for dig.

Jeg synes, det er så sejt og virkelig cool af dig, at du har fortalt hende, hvordan du har det med hende. Det viser mig , at du på et tidspunkt har haft en tro på dig selv. De fleste, der skriver til BørneTelefonen er nemlig så nervøse, at de ikke tør. Kan du se, hvad jeg mener?

Jeg kan godt forstå, at du føler dig ret usikker lige nu. Jeg tror faktisk langt de fleste oplever at miste troen på sig selv i sådan en situation. Så nu siger jeg det lige, hvis det er svært at sige til dig selv:

Du har vist mod og handlekraft. Du har taget sagen i egen hånd og vist, hvordan du har det. Nogle mennesker finder aldrig modet, men det gjorde du. Du kan være så stolt af dig selv!

Jeg kan godt forstå, hvis det er lidt mærkeligt og svært at se hende nu. Men du har ikke gjort noget forkert – tværtimod. Der er ikke noget forkert i at fortælle folk, hvad man føler for dem. Det håber jeg også, at mit svar indtil videre har hjulpet dig bare lidt med at se.

Når vi viser vores følelser for et andet menneske, er vi modige. Men bliver vi afvist i at vores følelser ikke kan blive gengældt, kan vi ofte komme til at vende årsagen ind mod os selv. Måske fordi det føles nemmere at prøve at ændre sig selv, når man kan mærke, at man ikke kan ændre den andens følelser.

Er dit selvværd ok?

Du skriver, at du er lav, grim og deprimeret – og det virker som om, at du tænker, at det er grunden til at hun ikke er vild med dig tilbage. Det er virkelig nogle hårde ord, og jeg kan godt forstå, hvis du faktisk nogle gange ender med at blive usikker og måske også lidt ked af det, når du får de tanker om dig selv.

Det lyder slet ikke rart, og jeg bliver nysgerrig på om det har været sådan længe – også før det med din veninde?

Når man ikke føler, at man har det godt med sig selv, kan man opleve det, som hedder dårligt selvværd.

Tanker som disse kan netop gøre, at man ikke synes, at man er god nok. Her på BørneTelefonen hører vi ofte fra børn, der ligesom dig kæmper med lavt selvværd. Det er noget som alle kan rammes af – særligt efter en afvisning.

Det er selvfølgelig rigtig hårdt, at hun ikke har det på samme måde som dig – det var jo ikke det, man lige havde håbet på. Men vi kan bare ikke styre andres følelser. Derfor handler det måske også om at give dig selv lidt tid.

Måske kan du stille og roligt, dag for dag, finde måder at genopbygge den tro på dig selv, som du viste da du fortalte hende om dine følelser. Hvis du vil, kan du kigge lidt på den her side. Her kan du finde mange gode råd, som du måske kan prøve af.

Som med alle andre rigtig svære følelser, er det bare møg vigtigt, at du ikke går helt alene med dine tanker om dig selv. Derfor håber jeg også, at det har hjulpet dig at skrive med mig nu. Måske har du brug for at tale mere om det med andre?

Vi har lavet en guide som du kan bruge, hvis du synes det er svært at sige højt. Den finder du her.

Du kan også se en video, hvor andre unge, der har haft det svært med sin krop, taler om det. Det kan være rart at vide, at man ikke er alene. Det kan også være rart at vide, at andre der har haft det svært ligesom en selv får det bedre.

Dig og din veninde

Det lyder til, at hun stadig betyder meget for dig – og du for hende. Som ven. Og som en god relation. Jeg kommer derfor til at tænke på, om det måske kunne være rart for dig at tale med hende om, at du synes, at det er lidt svært at se hende nu herefter?

Måske hun har det lidt på samme måde? Mon det kunne give mening for dig at spørge hende, om hun har lyst til at snakke sammen om det hele efter skole en dag. Bare lige for at få det hele vendt, og hvordan du har det nu herefter.

Det lyder nemlig som om, at I var gode venner før – og det vil jo også være ærgerligt at miste det venskab på grund af det.

Modsat har du måske også brug for en kort pause i noget tid, hvis det gør for ondt at se hende. Det er også helt okay. Det bestemmer du helt selv.

Du virker som en kærlig og sej ung fyr. Det, at du tør sætte ord, hvordan du har det, er ikke noget alle kan. Husk at du altid er velkommen til at ringe eller skrive herind igen. Vi vil altid gerne snakke med dig, om det der er svært, og det der fylder hos dig.

Du kan kontakte os gennem siden her.

Mange kærlige hilsner

BørneTelefonen.

 

 

Få endnu flere gode råd om Forelskelse, kærlighed og kærestesorger

Kærlighed og forelskelse kan være det bedste, men hvis dit hjerte er blevet knust, kan det også gøre rigtig ondt!

Hvordan får man en kæreste? Er du forelsket? Ved du ikke, hvordan du flirter eller scorer dit crush? Er du blevet helt vild med din bedste ven?

Måske du er midt i et break up og har kærestesorger? Eller måske du gerne vil slå op med din kæreste – men hvordan gør man det?

Det kan også være, du er jaloux på din ven, fordi han scorede hende, du var vild med. Eller måske jalousien dukker op, hvis din kæreste er sammen med sine venner.

Her på siden kan du finde svar på spørgsmålene ved bl.a. at prøve scoreguiden, kysseskolen, se videoer eller få råd om kærestesorger og forelskelse.

Ramt af kæreste sorger? Få gode råd!

Det kan gøre så forbandet ondt at have kærestesorger! Her kan du få gode råd til, hvordan du bedst kommer igennem dine kærestesorger.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat