Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Dårlig samvittighed

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære 14 årige dreng

Tak for dit brev, hvor du fortæller om den svære situation, du er kommet i. Jeg kan godt forstå, at har været svært at sætte ord på, men du beskriver situationen så godt, at jeg får et tydeligt billede af det. Jeg kan sagtens forstå dig – og vil gøre mit bedste for at hjælpe dig.

Du fortæller i brevet om, at du føler dig ret tarvelig overfor din pigeflirt og din bedste drengeven, fordi du flirter lidt i hemmelighed med hans “kæreste”. Du synes, din flirt er helt vildt sød, men du har ikke de store følelser for hende. Derimod tror du, at du er faldet lidt for din bedste vens “kæreste”, og du tror også, at hun har noget for dig.

Jeg kan godt forstå, det er svært! Og at det måske komplicerer tingene lidt, at I har en double-date-ting alle fire, fordi pigerne også er bedste veninder. Du har det virkelig skidt, for du vil ikke knuse din flirts hjerte, og du vil heller ikke tage din bedstevens “kæreste”.

Det er tydeligt for mig, når jeg læser dit brev, at du er meget betænksom og omsorgsfuld. Du passer godt på dem, der holder af dig, og din bedste ven er heldig med en ven som dig! For du ønsker ikke at såre nogen, og du tænker meget over, hvordan det, du gør, mon påvirker andre. Det er nogle rigtig gode egenskaber at have – dem skal du holde fast i!

Kærligheden er desværre ikke altid nem, for vi kan ikke selv styre, hvem vi forelsker os i – eller hvem andre forelsker sig i. Når kærligheden er gensidig kan det opleves helt fantastisk! Og når den ikke er, kan det gøre enormt ondt! Kærligheden kommer derfor ikke uden en risiko for at blive såret. Vi søger den alligevel, fordi det føles så skønt, når det lykkes.

Selvom tanken om at have en double-date-ting måske er fed, fordi I alle både kan se jeres kæreste og bedste ven samtidig, betyder det ikke nødvendigvis, at det går. For man kan ikke styre ens følelser.

Men det man kan styre er at være tro mod sine egne følelser – altså mærke efter, hvad man føler og være ærlig omkring det. Og som jeg skrev før, er det med risiko for at blive såret.

Selvom du ikke ønsker at såre din flirt, kan du måske ikke undgå det. Måske hun bliver ked af det, hvis du stopper det mellem jer – men mon ikke hun også bliver ked af det, hvis hun finder ud af, at du faktisk ikke havde følelser for hende men for en anden.

Måske det kan gøre mindre ondt, hvis man er ærlig og omsorgsfuld i måden, man behandler andre på. Fx kan du sige, at du synes, hun er helt vildt sød, men at du bare ikke har følelser for hende. På den måde ved hun, hvor du står. Mon du kan følge den tanke?

Jeg kan godt forstå, at du synes, det er rigtig svært, når du er lidt vild med din bedste vens “kæreste”. Og jeg kommer til at tænke på, om du mon har mod på at snakke med ham om det? Måske han sagtens kan sætte sig ind i den svære situation, du står i. Ved at tage snakken med ham, kan han måske også fortælle dig, hvordan han har det med hende. Og måske det gør, at I kan få et endnu tættere venskab?

Måske har han allerede bemærket, at I godt kan lide hinanden – og så kan det være, han ville blive rigtig glad for at høre det fra dig. Det kan være, at det gør, han ikke vil ses med hende længere – og at du kan “få lov”. Men det selvfølgelig slet ikke sikkert.

Måske vil du opleve, at det mere handlede om spændingen i, at det var hemmeligt end, at du reelt havde følelser for hende – sådan kan det nemlig godt være nogle gange.

Det er nogle svære følelser at gå med, og derfor tænker jeg, at det ville være rart for dig, hvis du havde støtte i din bedste ven. Han kan bedst være en god ven for dig, når ved, hvordan du har det. Hvad mon du tænker om at snakke med ham om det?

Jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig til at lægge den dårlige samvittighed – for du har ikke selv kunne styre de følelser, du har fået for din bedste vens kæreste. Du gør det ikke for at såre hverken din bedste ven eller din flirt – tværtimod!

Jeg håber, at du vil opleve, at ærligheden hjælper dig – både med din bedste ven og din flirt. Det vigtigste er, at du mærker efter, for kun du ved, hvem du har følelser for. Jeg er sikker på, at der nok skal være en sød pige til dig derude – uanset hvordan det ender med jeres double-date-ting!

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Få endnu flere gode råd om Forelskelse, kærlighed og kærestesorger

Kærlighed og forelskelse kan være det bedste, men hvis dit hjerte er blevet knust, kan det også gøre rigtig ondt!

Hvordan får man en kæreste? Er du forelsket? Ved du ikke, hvordan du flirter eller scorer dit crush? Er du blevet helt vild med din bedste ven?

Måske du er midt i et break up og har kærestesorger? Eller måske du gerne vil slå op med din kæreste – men hvordan gør man det?

Det kan også være, du er jaloux på din ven, fordi han scorede hende, du var vild med. Eller måske jalousien dukker op, hvis din kæreste er sammen med sine venner.

Her på siden kan du finde svar på spørgsmålene ved bl.a. at prøve scoreguiden, kysseskolen, se videoer eller få råd om kærestesorger og forelskelse.

Ramt af kæreste sorger? Få gode råd!

Det kan gøre så forbandet ondt at have kærestesorger! Her kan du få gode råd til, hvordan du bedst kommer igennem dine kærestesorger.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat