Kære 16-årige pige
Mange tak for dit brev. Hvor er det modigt, at du nu har taget et skridt videre ved at kontakte BørneTelefonens Brevkasse.
Jeg forstår godt, at det gør dig ked af det, hvis ikke du føler, at du er god nok i din fars øjne. Jeg har talt og skrevet med andre børn/unge, der ligesom dig, har oplevet det vanskeligt, hvis ikke de har modtaget deres forældres anerkendelse – eller kun har modtaget den ved at have udrettet noget bestemt.
Du skriver, at du har prøvet at tale med din far. Jeg lægger mærke til, at du er god til at passe på dig selv. For eksempel passer du på dig selv, idet du skriver til os, når han gør dig ked af det.
Det, at du har forsøgt at starte en samtale med ham, viser mig, at du er i stand til at løse konflikter på en konstruktiv måde. Du skriver også, at du har følt, at du har været dygtig til biologi, og at du syntes, at 4-tallet du har fået har været en god karakter. Jeg tænker, at det er vigtigste er, at du føler dig tilfreds – med din karakter og med din arbejdsindsats.
Jeg kan forestille mig, at din far og dig har forskellige opfattelser af, hvad det vil sige at være “god” til noget. Er du mon enig i det?
Måske det vil svare til, at du godt kan stille dig tilfreds med købet af en lejlighed, mens din far har en forventning om, at du køber et slot. Det kan være vanskeligt, hvis ikke man føler, at man lever op til de krav, andre sætter for én. Særligt hvis disse krav, måtte komme fra ens forældre.
Jeg får derfor lyst til at fortælle dig, at du har ret til en god barndom, og at begge dine forældre – også din far – har til opgave at sikre sig, at det lykkedes.
Dine forældre skal altså hjælpe dig med, at du ikke oplever livet som noget lort.
Jeg tror på, at det måske vil kunne hjælpe dig at prøve at skrive et brev til din far. Her kan du måske fortælle ham om det, du netop skriver om i brevet til os. Hos BørneTelefonen har vi lavet en guide til, hvordan man skriver et sådan brev, hvis du vil have mere inspiration.
Måske det også kan hjælpe dig, hvis du får talt med din anden forælder, en god lærer eller med dit gymnasiums studievejleder. Her kan du måske indlede samtalen ved at sige noget i stil med: “Jeg oplever, at min far stiller høje krav, og at han bliver mega vred, hvis ikke jeg får den karakter, han ønsker. Hvad kan jeg gøre ved min situation?”.
Du er også meget velkommen til at skrive eller ringe til BørneTelefonen, hvis du ønsker at tale mere om din situation. Tlf. nr. dertil er 116 111 – og vi har åbent alle døgnets timer.
Jeg synes, at du allerede har vist stort mod ved at skrive herind. Med det mod tror jeg, at du også vil løse situationen med din far, og igen tro på, at livet er mere og andet end lort.
Varme tanker og kærlige hilsener
BørneTelefonen