Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Karakterer

Kære bt,

begyndte sidste år på gym, og har biologi på c-niveau.

Sagde til min far at jeg er meget god til biologi for det følte jeg, men da han fandt ud af at jeg kun havde fået 4 på standpunkt blev han mega vred.

Er aldrig god nok i hans øjne, og det gør mig enormt ked af det, så nu sidder jeg og græder over at jeg kun fik 4.

Synes mit liv er noget lort ærlig talt. 4 synes jeg er en god karakter.

Da jeg sagde 4 ville han ikke engang lytte til mig, så sagde han “4!!! Hvad mener du, troede du sagde at du var god til det” prøvede at snakke, men han afbrød bare hele tiden også lagde jeg på.

Pige, 16 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære 16-årige pige

Mange tak for dit brev. Hvor er det modigt, at du nu har taget et skridt videre ved at kontakte BørneTelefonens Brevkasse.

Jeg forstår godt, at det gør dig ked af det, hvis ikke du føler, at du er god nok i din fars øjne. Jeg har talt og skrevet med andre børn/unge, der ligesom dig,  har oplevet det vanskeligt, hvis ikke de har modtaget deres forældres anerkendelse – eller kun har modtaget den ved at have udrettet noget bestemt.

Du skriver, at du har prøvet at tale med din far. Jeg lægger mærke til, at du er god til at passe på dig selv. For eksempel passer du på dig selv, idet du skriver  til os, når han gør dig ked af det.

Det, at du har forsøgt at starte en samtale med ham, viser mig, at du er i stand til at løse konflikter på en konstruktiv måde. Du skriver også, at du har følt, at du har været dygtig til biologi, og at du syntes, at 4-tallet du har fået har været en god karakter. Jeg tænker, at det er vigtigste er, at du føler dig tilfreds – med din karakter og med din arbejdsindsats.

Jeg kan forestille mig, at din far og dig har forskellige opfattelser af, hvad det vil sige at være “god” til noget. Er du mon enig i det?

Måske det vil svare til, at du godt kan stille dig tilfreds med købet af en lejlighed, mens din far har en forventning om, at du køber et slot. Det kan være vanskeligt, hvis ikke man føler, at man lever op til de krav, andre sætter for én. Særligt hvis disse krav, måtte komme fra ens forældre.

Jeg får derfor lyst til at fortælle dig, at du har ret til en god barndom, og at begge dine forældre – også din far – har til opgave at sikre sig, at det lykkedes.

Dine forældre skal altså hjælpe dig med, at du ikke oplever livet som noget lort. 

Jeg tror på, at det måske vil kunne hjælpe dig at prøve at skrive et brev til din far. Her kan du måske fortælle ham om det, du netop skriver om i brevet til os. Hos BørneTelefonen har vi lavet en guide til, hvordan man skriver et sådan brev, hvis du vil have mere inspiration.

Måske det også kan hjælpe dig, hvis du får talt med din anden forælder, en god lærer eller med dit gymnasiums studievejleder. Her kan du måske indlede samtalen ved at sige noget i stil med: “Jeg oplever, at min far stiller høje krav, og at han bliver mega vred, hvis ikke jeg får den karakter, han ønsker. Hvad kan jeg gøre ved min situation?”.

Du er også meget velkommen til at skrive eller ringe til BørneTelefonen, hvis du ønsker at tale mere om din situation. Tlf. nr. dertil er 116 111 – og vi har åbent alle døgnets timer.

Jeg synes, at du allerede har vist stort mod ved at skrive herind. Med det mod tror jeg, at du også vil løse situationen med din far, og igen tro på, at livet er mere og andet end lort.

Varme tanker og kærlige hilsener

BørneTelefonen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat