Min morfar

Kære pige på 14, snart 15 år

At miste er desværre en del af livet, der gør meget ondt. En del, som vi alle kommer til at opleve på et tidspunkt. 

Når jeg læser dit brev, kan jeg fornemme hvor rørt du da du skrev brevet. Selvom jeg ikke kender dig eller kendte din morfar, så kan jeg sagtens mærke jeres særlige ”bånd” gennem dit brev. Han var og skal altid være en del af dit liv – også selvom han ikke længere lever. Husk det!
  
Som menneske skal vi lære at leve med sorgen. Den forsvinder aldrig, men den ændrer sig. Du beskriver, at du siden din morfars død har haft et hul indeni, og det er det hul, som du skal have ”fyldt” op. Men der er ingen, der kan (eller skal) erstatte din morfars plads, og derfor tror jeg, at det er vigtigt, at du fortæller dine nærmeste, hvordan du rigtig har det.

Du skriver, at du ofte græder på tidspunkter, hvor andre ikke kan høre dig. Hvordan kan det være? Er du bange for at gøre dine forældre kede af det? Det skal du nemlig ikke være. Jeg tror, at både din mor og far vil elske at kunne tale om din morfar. Måske græder de også i ”smug”, fordi de ikke vil gøre dig ked af det?  

Lige meget hvad, skal du vide, at du ikke kan gøre dine forældre mere eller mindre kede af det. Men omvendt kan du være med til, at din morfar ikke bliver ”glemt”. Du kan være med til at sikre, at han kan fortsætte med at være en del af jeres liv. I Danmark har vi desværre en lidt ærgerlig tendens. Vi gemmer de døde og sorgen væk, fordi vi er bange for at gøre folk kede af det. Men faktisk gør det meget mere ondt at gemme de døde væk end at tale om dem, savnet og sorgen.  

Så selvom du ikke selv mener, at din far kan hjælpe med dit savn, så synes jeg, at du skal give det et forsøg. Måske kan du starte med at fortælle dine forældre, at du er ked af det. At du savner din morfar. At du faktisk savner ham rigtig meget. Måske kan I huske hinanden på, at I skal tale om din morfar. Måske kan i øve jer på at sige ting som: ”ej, det her ville morfar have elsket”. Eller ”hvad mon morfar ville have sagt nu?”. På den måde øver I jer på at snakke om ham og på den måde mindes ham. 

Til at starte med, vil det helt sikkert være svært. I vil måske græde, men hvad så? Det må man gerne. Og jo mere I taler om ham, jo lettere bliver det at mindes ham på den måde, som du selv skriver. Nemlig på ”den glade måde”. 

Jeg håber, at mit svar har givet dig modet til at få talt lidt med dine forældre om din sorg? 

Husk, at du altid kan ringe til BørneTelefonen på 116111. 

Varme hilsner
BørneTelefonen