Indeni

Kære BB.

Jeg er en pige på 14 år.

Hele mit liv har jeg haft det lidt svært, men nu er det meget slemt.

Jeg vil så gerne dø, men jeg vil så gerne leve. Jeg vil så gerne have masser af venner, men jeg vil så gerne være alene. Jeg er meget forvirret, og jeg forstår intet længere.

Nogle gange når jeg ikke kan sove, så tænker jeg på, hvor rart det kunne være, hvis jeg bare kunne lukke mine øjne, falde i søvn og aldrig vågne igen. Men alligevel så kan jeg næsten ikke vente til jeg bliver voksen, og gøre som jeg selv vil, være den jeg vil være og gøre det jeg elsker.

Jeg bor alene med min mor, men vi kan slet ikke sammen.. Jeg hader hende, men jeg elsker hende. Jeg har bare lyst til at løbe langt væk hjemmefra og aldrig komme tilbage, men alligevel elsker jeg hende så meget, at jeg aldrig ville kunne undvære hende.

Jeg plejede at skære i mig selv ved håndleddet og op ad armen, men jeg er stoppet for på et tidspunkt blev jeg meget glad igen, det var meget længe siden hvor jeg sidst var så glad, hvor mit smil ikke var falsk, og hvor jeg ikke kæmpede for at holde tårene tilbage.

Jeg ved egentligt ikke hvorfor, men jeg følte at jeg var ved at få mit liv tilbage. Jeg begyndte at være mere social, og jeg begyndte at elske, at være sammen med andre mennesker. Jeg følte bare at jeg havde fundet det lys i mit liv jeg længe havde ledt efter.

Jeg begyndte at få venner igen, efter jeg havde skubbet dem alle væk. Når jeg stod op om morgenen glædte jeg mig til, at komme i skole og være sammen med mine venner. Jeg plejede at føle mig tom indeni, men nu følte jeg mig fyldt med glæde.

Alting var bare lige som det skulle være, og det forsatte i næsten et år, hvor det så småt begyndte at gå ned af bakke igen. Mere fravær fra skolen, mindre kontakt med mine venner, og jeg begyndte at få det dårligt igen. Hovedpine hele dagen, og ondt i maven hver dag jeg skulle i skolen. Lige hvor alting gik så godt, da gik lyset ud.

Jeg begyndte at føle mig tom indeni igen, jeg følte ikke andet end tristhed. Og her er jeg, det er lige blevet 2016 for nogle timer siden, og jeg sidder og græder på mit værelse. Jeg har ikke været i skole i et halvt år, og jeg begynder snart i skole igen, hvor jeg er helt sikker på, at der vil ske det samme, hvor først så går det skidt, så begynder det at gå rigtig godt igen, og så hvor jeg har det aller bedst begynder det, at gå ned ad bakke igen.

Jeg er jo stoppet med, at skære i mig selv, og for bare nogle måneder siden var jeg super stolt, og glædede mig til at mine ar ikke var så tydelige mere, så jeg kunne gå i bare ærmer til sommer. Men nu får jeg lyst til, at skære i mig selv igen og jeg ved ikke, hvor længe jeg kan holde mig selv tilbage. 🙁 Jeg bliver ved med, at opmuntre mig selv ved at fortælle mig selv, at alting ender godt og at det gode altid vinder over det onde, og det virker, men den næste halve time har jeg det forfærdeligt igen.

Det hjælper slet ikke når min mor bliver ved med, at køre mig ned, og giver mig skylden for alting! Når jeg prøver at snakke med hende griner hun bare af mig. Og jeg kan sidde lige overfor hende og græde, hvor hun bare ignorerer mig. Men jeg ved hun elsker mig, bare ikke så meget, som andre forældre måske elsker deres børn.. Vi har jo også vores gode tider, hvor vi hygger os sammen, men når jeg er ked af det er hun ligeglad.

Men nu sidder jeg her, og ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg har lyst til bare, st sluge nogle panodiler og tage den nemme vej ud, men jeg ved også at det er for let at give op, og hvis jeg forsætter med at kæmpe vil jeg komme langt. Men spørgsmålet er hvis jeg kan overskue, at blive ved med at kæmpe når jeg ikke kan se målet..

Jeg mener jeg kæmper mig op ad bakke, når jeg så endelig er på toppen så går det ned ad bakke. Men det var egentligt det.. Jeg ved ikke helt hvad meningen var med, at skrive det her lange brev.. Men jeg ville bare ud med det, og det er så meget nemmere at skrive til nogen der forstår mig, og måske vil give mig nogle råd eller i det mindste forstå mine problemer i stedet for bare, at se mine problemer.

Tak fordi at du gav dig tid <3 Og i alle gør et fantastisk arbejde, det er ikke første gang jeg skriver ind til jer, og i ved altid lige hvad i skal sige, for at få mig til at føle bedre! Jeg håber at du får et fantastisk nytår, for det fortjener du altså. :-*