Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Indeni

Kære BB.

Jeg er en pige på 14 år.

Hele mit liv har jeg haft det lidt svært, men nu er det meget slemt.

Jeg vil så gerne dø, men jeg vil så gerne leve. Jeg vil så gerne have masser af venner, men jeg vil så gerne være alene. Jeg er meget forvirret, og jeg forstår intet længere.

Nogle gange når jeg ikke kan sove, så tænker jeg på, hvor rart det kunne være, hvis jeg bare kunne lukke mine øjne, falde i søvn og aldrig vågne igen. Men alligevel så kan jeg næsten ikke vente til jeg bliver voksen, og gøre som jeg selv vil, være den jeg vil være og gøre det jeg elsker.

Jeg bor alene med min mor, men vi kan slet ikke sammen.. Jeg hader hende, men jeg elsker hende. Jeg har bare lyst til at løbe langt væk hjemmefra og aldrig komme tilbage, men alligevel elsker jeg hende så meget, at jeg aldrig ville kunne undvære hende.

Jeg plejede at skære i mig selv ved håndleddet og op ad armen, men jeg er stoppet for på et tidspunkt blev jeg meget glad igen, det var meget længe siden hvor jeg sidst var så glad, hvor mit smil ikke var falsk, og hvor jeg ikke kæmpede for at holde tårene tilbage.

Jeg ved egentligt ikke hvorfor, men jeg følte at jeg var ved at få mit liv tilbage. Jeg begyndte at være mere social, og jeg begyndte at elske, at være sammen med andre mennesker. Jeg følte bare at jeg havde fundet det lys i mit liv jeg længe havde ledt efter.

Jeg begyndte at få venner igen, efter jeg havde skubbet dem alle væk. Når jeg stod op om morgenen glædte jeg mig til, at komme i skole og være sammen med mine venner. Jeg plejede at føle mig tom indeni, men nu følte jeg mig fyldt med glæde.

Alting var bare lige som det skulle være, og det forsatte i næsten et år, hvor det så småt begyndte at gå ned af bakke igen. Mere fravær fra skolen, mindre kontakt med mine venner, og jeg begyndte at få det dårligt igen. Hovedpine hele dagen, og ondt i maven hver dag jeg skulle i skolen. Lige hvor alting gik så godt, da gik lyset ud.

Jeg begyndte at føle mig tom indeni igen, jeg følte ikke andet end tristhed. Og her er jeg, det er lige blevet 2016 for nogle timer siden, og jeg sidder og græder på mit værelse. Jeg har ikke været i skole i et halvt år, og jeg begynder snart i skole igen, hvor jeg er helt sikker på, at der vil ske det samme, hvor først så går det skidt, så begynder det at gå rigtig godt igen, og så hvor jeg har det aller bedst begynder det, at gå ned ad bakke igen.

Jeg er jo stoppet med, at skære i mig selv, og for bare nogle måneder siden var jeg super stolt, og glædede mig til at mine ar ikke var så tydelige mere, så jeg kunne gå i bare ærmer til sommer. Men nu får jeg lyst til, at skære i mig selv igen og jeg ved ikke, hvor længe jeg kan holde mig selv tilbage. 🙁 Jeg bliver ved med, at opmuntre mig selv ved at fortælle mig selv, at alting ender godt og at det gode altid vinder over det onde, og det virker, men den næste halve time har jeg det forfærdeligt igen.

Det hjælper slet ikke når min mor bliver ved med, at køre mig ned, og giver mig skylden for alting! Når jeg prøver at snakke med hende griner hun bare af mig. Og jeg kan sidde lige overfor hende og græde, hvor hun bare ignorerer mig. Men jeg ved hun elsker mig, bare ikke så meget, som andre forældre måske elsker deres børn.. Vi har jo også vores gode tider, hvor vi hygger os sammen, men når jeg er ked af det er hun ligeglad.

Men nu sidder jeg her, og ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg har lyst til bare, st sluge nogle panodiler og tage den nemme vej ud, men jeg ved også at det er for let at give op, og hvis jeg forsætter med at kæmpe vil jeg komme langt. Men spørgsmålet er hvis jeg kan overskue, at blive ved med at kæmpe når jeg ikke kan se målet..

Jeg mener jeg kæmper mig op ad bakke, når jeg så endelig er på toppen så går det ned ad bakke. Men det var egentligt det.. Jeg ved ikke helt hvad meningen var med, at skrive det her lange brev.. Men jeg ville bare ud med det, og det er så meget nemmere at skrive til nogen der forstår mig, og måske vil give mig nogle råd eller i det mindste forstå mine problemer i stedet for bare, at se mine problemer.

Tak fordi at du gav dig tid <3 Og i alle gør et fantastisk arbejde, det er ikke første gang jeg skriver ind til jer, og i ved altid lige hvad i skal sige, for at få mig til at føle bedre! Jeg håber at du får et fantastisk nytår, for det fortjener du altså. :-*

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 14 år
Mange tak for dit lange brev, hvor du er rigtig god til at forklare alle de forskellige tanker og følelser, du har.

Du vejer tingene op mod hinanden, og du vælger altid at gøre det, der føles mest rigtigt for dig; og det er at kæmpe.
Når man er stærk og stædig og kan klare en masse - og også altid vælger lyset fremfor mørket, selvom det kan føles nemmere bare at give op, så har man lov til at føle sig modløs engang imellem. Man kan ikke hele tiden være stærk, selvom man måske er født stærk, som jeg tror, du er.
Og det at føle sig modløs er helt naturligt. Der er faktisk rigtig mange unge, der i nogle perioder har det ligesom dig. Der sker så meget med både kroppen, hjernen og følelserne i din alder. Og det ER bare virkelig svært at rumme det hele. Man kan sige, at du befinder dig i en tid, hvor du nemt kan opleve, at dit humør svinger helt vildt, og at du den ene dag elsker livet, mens du den næste har svært ved at finde ud ad, hvad din egen rolle i livet går ud på. Det er helt normalt.

Det, jeg tror, der er vigtigt lige nu, er, at du får noget hjælp til at takle de tidspunkter eller perioder, hvor du føler dig helt overmandet af ting, du føler, du ikke klare.

Jeg tænker, at det måske kunne være godt for dig at få nogle samtaler med en psykolog.
En psykolog kan hjælpe dig med at få sat system i alt det, der roder rundt i dit hoved, og som er svært at holde styr på selv. Og han eller hun kan også hjælpe dig med at finde ud af, hvad du skal gøre, når du har svært ved at rumme det hele.

Jeg er ked af at høre, at du ikke oplever, at din mor forstår dig. Jeg tænker i den forbindelse, at du kunne prøve at skrive et brev til hende på nøjagtig samme måde, som det du har skrevet herind. Du behøver ikke skrive nøjagtig det samme, men du kunne forklare hende, hvad du tænker og føler; hvad der gør dig ked af det; hvad der gør dig usikker; og hvilke ting der slet ikke fungerer for dig. 
Kunne du gøre det?
Så kunne du også tale med hende om at få nogle samtaler med en psykolog, hvis du tænker, at det er en god idé.

Ellers kan du tale med din klasselærer om det med psykologen, for skolen har også kontakt til en psykolog, som din klasselærer kan sætte dig og din mor i kontakt med. Var det en idé?

Derudover er det altid en god idé at tale med nogle veninder eller venner om de ting, der føles svære. Så vokser de sig i hvert fald ikke større indeni dig. Det er vigtigt at få det hele ud af kroppen, hvis du forstår.

Til sidst kan jeg anbefale, at du ringer herind, hvis du får brug for nogen at tale med. Du er jo helt anonym. Vi kan ikke se dit nummer. Og så er det jo gratis. 
Jeg tænker faktisk, at det vil være en rigtig god idé at ringe ind til os. Så kan du også få hjælp til at finde ud af, hvad du skal sige eller skrive til din mor eller din klasselærer etc. Og så kan du også forklare lidt mere om din situation, og hvem du har i dit liv, som vil kunne støtte dig.

De kærligste tanker og et stort kram fra BørneTelefonen

Få flere gode råd om selvmordstanker

Selvmordstanker er ofte et tegn på, at man står i en situation, som er svær og som man ikke kan klare alene.

Der kan være mange forskellige årsager til, at man får selvmordstanker. Det kan fx være at man har mistet nogen tæt på. Det kan også være, man har oplevet noget, der har gjort en rigtig ked af det. Eller måske man undrer sig over meningen med livet og derfor tænker på døden.

Hvordan takler man selvmordstankerne? Det første skridt er at tale med nogen om det, det er nemlig vigtigt, at du ikke går alene med tankerne. Men hvordan fortæller man nogen om sine selvmordstanker? Måske man er bange for at gøre andre kede af det eller måske man ikke lige ved, hvordan man starter sådan en snak.

På siden her, kan du finde gode råd og hjælp til hvordan man fortæller noget svært.

Selvmordstanker Andre der hjælper

Angst og depression – gratis psykolghjælp

Gratis psykologhjælp til behandling af angst og depression (18-24 år)
Læs mere

Giftlinjen

Anonym professionel hjælp ved forgiftning af fx medicin eller rusmidler
Læs mere

Headspace

Har du brug for at mødes og tale med en voksen anonymt? (12-25 år)
Læs mere

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat