Brev

Hej..

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære du

Det er bare så godt, at du skriver herind, når du har det sådan. Det lyder til, at der er flere ting som rumsterer lige nu og på sådanne tidspunkter er det vigtigt at få hjælp fra andre. Tak for dit brev. Jeg har valgt at dele svaret op i to dele, for at gøre det mere overskueligt for dig at læse. Det håber jeg er okay?

Tanker om livet

Først og fremmest er det super godt og vildt modigt, at du har fortalt din mor om dine selvmordstanker. Det er vigtigt at fortælle andre, når man har selvmordstanker, så man kan få hjælp til at ændre situationen. Du skriver, at din mor ikke tror på, at du er deprimeret. Jeg tænker, at en mulighed er, at du taler med din far om, hvordan du har det. Det kan være rart at have en støtte og én som du kan komme til. Nogle gange kan det faktisk være sværest at skulle sige, hvad man føler til dem, man er allermest tæt på. Jeg ved ikke, om du har det sådan? I hvert fald kan det være, at din far vil reagere anderledes end din mor. Hvordan vil det være at fortælle det til din far?

Det er sejt, at du går hos skolesygeplejersken. Samtidig skriver du også, at du føler dig så træt. Jeg tænker, om du mon har fortalt om alle de tanker du gør dig, at du har overvejet at tage Panodil og hvordan du egentlig oplever det med stemmerne til skolesygeplejersken? Skolesygeplejersken skal nemlig kunne hjælpe dig eller finde den rette hjælp til dig. Jeg tænker derfor, at det måske kan være godt for dig at have en, som du kan fortælle det hele til og som kender til at have det ligesom du har det nu. Måske kan skolesygeplejersken være med til at ændre situationen, selvom det kan tage noget tid. Hvad tænker du egentlig om det?

En mulighed er også, at du kontakter din egen læge for at fortælle om selvmordstankerne og hvordan du oplever det hele. Lægen kender til at føle sig deprimeret, at føle sig træt og ikke at føle sig hørt. Lægen vil derfor kunne vejlede dig i, hvordan du kan få hjælp, så situationen kan blive anderledes – det kan nemlig godt blive anderledes. En start kan være, at du booker en tid. Du kan få din mor eller far til at hjælpe dig. Hvordan vil det være for dig?

Du er også meget velkommen til at ringe til BørneTelefonen for at tale videre om dine tanker og hvad der kan gøres. Nummeret er 116 111 og du vil være anonym, dvs., at vi ikke ved, hvem du er, når du ringer.

Biseksualitet

Du skriver, at du har fortalt en af dine venner fra nettet om, at du er biseksuel. Det er ret sejt gjort og din ven har ret i, at det er helt normalt. Det er forskelligt, hvilket køn eller hvilke personer, som folk bliver tiltrukket af. Jeg kan anbefalde du går ind på www.sexlinien.dk og søger under biseksuel. Her kan du læse mere om emnet og også læse om det er helt normalt. Mange oplever i løbet at livet at blive tiltrukket af begge køn. Jeg kan godt forstå, at du overvejer, hvordan du skal fortælle det til din far og hvordan han vil reagere. Jeg har talt med andre, som har haft behov for at sætte ord på det, fordi de føler, at det er så stor en del af dem selv og at de gerne vil have at andre kender til den side og respekterer den – er det mon derfor du gerne vil fortælle det nu eller har du en anden grund?

Jeg kan ikke sige, hvordan din far vil reagere. Hvis det er noget du føler, du har behov for at fortælle ham nu, kan en mulighed være, at du siger det en dag, hvor I bare er jer to eller at du skriver et brev til din far om at du er biseksuel og kan mærke det ”helt ind i knoglerne”, som du skriver i det her brev. På den måde kan han først læse det og så kan i efterfølgende tale sammen om det. Hvordan vil det være for dig?

Jeg håber, at mit svar kan være en hjælp for dig. Nogle gange kan man føle, at man er i en svær periode og at man ikke altid bliver hørt. At du skriver herind viser, at du har mod og vilje til at gå videre og få hjælp. Du har allerede nu fortalt det til andre og det er så flot at være åben om noget, som er så personligt. Det er en god egenskab at åbne op, så man kan få støtte og hjælp.

Håber du snart får det bedre og husk du er god nok lige præcis som du er, uanset hvilken seksualitet du har. Nogle gange i livet har man brug for hjælp til at tackle de udfordringer man møder på sin vej, så man igen kan genfinde glæden ved livet. Og husk så, du er altid velkommen til at ringe til BørneTelefonen, hvis du har brug for at snakke videre med en rådgiver.

Mange kærlige hilsner fra BørneTelefonen.   

Få flere gode råd om selvmordstanker

Selvmordstanker er ofte et tegn på, at man står i en situation, som er svær og som man ikke kan klare alene.

Der kan være mange forskellige årsager til, at man får selvmordstanker. Det kan fx være at man har mistet nogen tæt på. Det kan også være, man har oplevet noget, der har gjort en rigtig ked af det. Eller måske man undrer sig over meningen med livet og derfor tænker på døden.

Hvordan takler man selvmordstankerne? Det første skridt er at tale med nogen om det, det er nemlig vigtigt, at du ikke går alene med tankerne. Men hvordan fortæller man nogen om sine selvmordstanker? Måske man er bange for at gøre andre kede af det eller måske man ikke lige ved, hvordan man starter sådan en snak.

På siden her, kan du finde gode råd og hjælp til hvordan man fortæller noget svært.

Selvmordstanker Andre der hjælper

Angst og depression – gratis psykolghjælp

Gratis psykologhjælp til behandling af angst og depression (18-24 år)
Læs mere

Giftlinjen

Anonym professionel hjælp ved forgiftning af fx medicin eller rusmidler
Læs mere

Headspace

Brug for nogen at tale med? Ring, sms, chat eller duk op (12-25 år)
Læs mere

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.
Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat