Jeg kan ikke holde til mer

Brevet er redigeret af brevkasseredaktionen – rådgiver har læst hele brevet. 

Kære børnetelfonen

Jeg er en pige på 16 år der snart ik kan holde til mere. Den psykiske vold og de mentale overgreb min mor udsætter mig får, har ødelagt mig indeni, og jeg tror aldrig jeg kan gå tilbage til at være den samme glade pige, som jeg var for mange år siden.

Det pres hun sætter på mig stiger mig til hovedet, og jeg kan bare mærke at jeg efterhånden har fået nok.

Hun plejede at være den jeg elskede alder højest, men nu har jeg indset at hun er roden til alt tristhed og vrede der inde i mig. Hun forstår det ik selv. Hun forstår ik hvor meget hun har ødelagt i mig. Hvor usikker hun gør mig, og hvor dum og ligegyldig hun for mig til at følle.

Jeg kan ikke holde ud at være derhjemme når hun også er der, og jeg kan mærke at mit overskud forsvinder og at jeg bliver stresset hver gang hun er til stede.

Hendes “anfald” elller “udbrud” hvis man kan kalde det for det, kommer og går afhængig af hvor godt jeg har presterret eller om hun bare har haft en dårlig dag, og så skal det gå ud over mig.

Det starter oftest med at hun råber af skriger af mig, og fortæller mig ting som at jeg er en luder der aldrig kan blive til noget i fremtiden, og hvordan hun ikke kan lide den jeg er og at hun ikke vil vedkende at jeg er hendes datter.

Derefter går der nogen dage hvor hun fuldstændig ignorere mig, som om jeg ikke eksisterede, og hvis jeg prøver at snakke til hende for jeg bare råb og skrig tilbage.

Og det der er mest fucked up er at hun efter et par dage bare går tilbage til det normale, som om intet var sket, og det irritere mig grænseløst. Hvordan hun bare kan lades som om det aldrig er sket, når det er noget der skærer så dybe sår på mig, og stadig sidder i mig af dig.

Hvordan kan hun tillade sig at være så fucking ligeglad med mine følelser, og de ting hun udsætter mig for mentalt.

Hun er slet ikke klar over de ting hun udsætter mig for.

Jeg har for eksempel lige fået 7 til en eksamen, som jeg er vildt glad for, da jeg synes det var en svær eksamen.

Det har så resulteret i at hun ikke snakker om mig, og sender beskeder om hvordan jeg vælger at ødelægge min fremtid, og nu kan jeg ikke blive til noget fordi at jeg ikke kan komme ind på uddannelser, og at hun ikke kommer til at være glad på mine vegne og sige det er godt, for sådan er virkeligheden ikke for hende.

I hendes verden er 10 og 12 det eneste acceptable man kan få, 7 er i hendes øjne en dårlig og ødelægende karakter.

Jeg kunne bare mærke at det her var det sidste, der skulle til for at jeg mistede alt min respekt og kærlighed over for hende.

Jeg har fjernet hendes nummer fra min telefon, og blokeret hende, fordi hun blev ved med at sende nedladende beskeder til mig.

Nu har jeg også altid døren låst til mit værelse, fordi jeg kender hende, og ved at hun godt kunne finde på at storme ind kl. 3 om natten for at råbe af mig. Det har hun gjort en del gange før.

De ting jeg beskriver lyder måske ikke så voldsomme, men det er det for mig, og når man har levet i sådan et miljø Hele sit liv, når man bare til et punkt hvor man knækker. Det er der jeg er nået til.

Det er heller ikke de eneste problemer min familie har, hvis man altså overhovedet kan kalde det for en familie.

Det er som om vi alle er fremmede der lever under samme tag, og ikke andet. Det er så svært at være hjemme hos sine veninder, og se deres kernefamilier, og så selv komme hjem til et rodet hus med mennesker jeg egentlig ikke føler jeg har noget til fælles med.

De kender mig heller ik, de kender ik den rigtige mig. Jeg tør ik hvis dem hvem jeg rigtig er, for så bliver jeg sikker smidt ud af huset fordi jeg er “forkert” i forhold til min mors standarter. Jeg har bar lært at sige det hun gerne vil høre.

Jeg ved snart ik hvad jeg skal gøre. Jeg overvejer bare at begå selvmord.

Her forleden var jeg så tæt på bare at tage afsked med alt herfra. For at være ærlig tror jeg det eneste der holder mig fra at tage mit eget liv, er frygten.

Hvis ikke jeg var bange havde jeg gjort det. Jeg ved ik hvor meget længere jeg kan holde ud, og tror også ærligt talt at selvmord ender med at blive min sidste udvej.

Jeg føler ikke at der er noget at leve for, og de meget meget få ting der så er, bliver overtrumfet af alt det dårlige og negative i mit liv.

Jeg havde lidt overvejet om jeg skulle finde ud af at komme på et opholdssted, men ved ik hvordan det fungere, og om det overhovedet er muligt når man snart fylde 17 år.

Føler heller ikke at jeg kan tillade mig at klage så meget igen, for det er jo ikke fordi jeg bliver slået eller noget, men det er stadig så fucking hårdt og drænende at bo derhjemme.

Hilsen pigen på 16 år