Kære X
Mange tak for dit brev. Det er godt du skriver til os, og forhåbentlig kan du få nogle ideer til at søge hjælp.
Du beskriver dit liv sammen med dine forældre som utrygt og du er bange for, hvad din far kan finde på at gøre mod dig. Samtidig beskriver du, at du ikke føler, du kan få hjælp hos din mor.
Jeg kan godt forstå, du føler det er svært at være i. I Danmark må man ikke slå og true sine børn, og ingen børn skal leve med frygt for hverken fysisk eller psykisk vold, og det gælder også for dig. Derfor er det rigtig godt, du skriver til os.
Når man lever i en familie, hvor den ene part opfører sig som din far gør, så kan jeg forestille mig, at din mor måske også føler sig utryg og bange for, hvad han kan finde på. Jeg kan forestille mig, at din mor har de bedste ønsker om at kunne passe på dig. Men måske er hun bange for din far og utryg over, hvad han kan finde på? Måske ved hun bare ikke hvor og hvordan, hun kan få hjælp? Måske tror hun ikke, at hjælp udefra kan være en god løsning? Eller noget helt andet?
Det er så vigtigt, at du får talt med nogen om din situation. Jeg ved godt, det er svært at skulle fortælle andre om de ting, der sker hjemme. Jeg kan forestille mig, at du måske tænker på, hvad din far kan finde på at gøre ved dig, hvis han opdager det. Derfor er det så stærkt, at du har kontaktet os.
Du kan læse her om familier, der er ramt af vold og trusler – og hvad der kan gøres: https://bornetelefonen.dk/vold-i-familien/
Jeg vil foreslå dig, at du ringer til BørneTelefonen 116111, hvor du kan tale med en bisidder. Bisidderen kan hjælpe dig med at finde ud af, hvordan du skal få hjælp til at tingene bliver ændret. Selvom du skriver, der kun er to måneder før du skal på efterskole, tænker jeg det er vigtigt at du får hjælp nu. Du skal jo også hjem på weekend og i ferier, så uanset hvad skal du have en tryghed ved at være i din familie.
Hvis du skal have hjælp af en bisidder, skal du oplyse dit navn. Det betyder, at bisidderen kan kontakte kommunen, hvis hun eller han bliver meget bekymrede for dig. Du kan mødes med bisidderen uanset, hvor du bor i landet. Du bestemmer selv, hvor meget du vil fortælle bisidderen.
Du kan se her, hvordan du kan tale med en bisidder: Terese fik en bisidder fra Børns Vilkår
Bisidderen kan også hjælpe dig med at få støtte fra kommunen, som tit hjælper familier, der har brug for det.
Bisidderen kan sammen med dig forberede mødet med kommunen, og hjælpe dig med at få fortalt om din situation. Det er godt at have en med, så I er to til at høre, hvad der bliver sagt på mødet.
Jeg håber, mit svar giver god mening for dig. Pas godt på dig.
Mange hilsener
BørneTelefonen