Livet er et helvede.

Kære pige på 14 år

Tak for dit brev, hvor du på en meget klar måde får sat ord på dine følelser. Det er virkelig imponerende, at du er så god til at sætte ord på dine følelser. Jeg håber, at mit svar måske kan give dig troen på, at tingene godt kan blive anderledes, men du skal vide, at du har brug for hjælp, så du kan lægge alle de negative følelser bag dig. Og for at svare på det, som du spørger om til sidst i dit brev: Nej, det er ikke for meget at bede om at være glad. Du har ret til at være glad! Derfor er det så godt, du har skrevet herind.

I dit brev fortæller du, at du har et anstrengt forhold til dine forældre – og det er derfor ikke dem, du har lyst til at starte med at fortælle, hvordan du har det. Du skriver, at du aldrig vil kunne fortælle dem, hvordan du har det. Hvordan kan det mon være? Tror du, det vil gøre dem kede af det, sure eller måske frembringe en helt tredje følelse hos dem? Selvom det kan lyde lidt hårdt, så er det forældres opgave og ansvar at sørge for, at deres barn trives og har det godt, men før de kan hjælpe dig, skal de jo kende til, hvordan du har det. Mon du nogensinde har fortalt dem det? 

Du skal selvfølgelig ikke tale med dem om det, hvis du ikke selv føler for det, men du skal bare vide, at det altså er en del af deres ansvar at sikre din trivsel (at du har det godt). Det gør dig ikke til en ”forfærdelig” datter! Og for lige at slå det fast, så er det på ingen måde acceptabelt, at din far råber af dig og kalder dig ”fede kælling”. Sådan skal en far ikke tale!

Hvis du ikke har mod på at starte med at fortælle dine forældre, hvordan du har det, må du overveje, hvem du ellers kan tale med, som kan hjælpe dig. Jeg bliver rigtig glad, når jeg læser, at du har to gode veninder. Dem skal du bruge! Glem tankerne om, at du ikke er god nok til dem. Selvfølgelig er du det! Det er dine veninder, og de vil gerne lytte til dine tanker og hjælpe dig. Du ville gøre det samme for dem. 

Måske kan du starte med at fortælle dem, hvor meget de betyder for dig og måske også fortælle dem om de tanker, du går med. De tanker om, at du ikke ”føler dig god nok til dem”. Det vil måske lette dit hjerte, hvis du får sagt det højt til dem. På den måde kan du også vise dem, hvor meget jeres venskab betyder. Det tror jeg, de vil sætte pris på – tænk bare på, hvordan du selv ville reagere, hvis der var nogen, der sagde det til dig.

Det kan også være, at du har brug for at starte med at få fortalt om dine følelser til en voksen? Måske har du et familiemedlem eller måske en lærer på skolen, som du kan tale med? Du skriver bl.a., at du indimellem falder i søvn i timerne – og det kunne måske være en måde, hvorpå snakken med læreren kunne starte. Du skal vide at mobning ikke er din skyld og det er lærernes ansvar at stoppe dette. Alle skole skal have det der hedder en mobbestrategi, det vil sige en plan for, hvordan lærerne kan sørge for at alle børn i klassen trives, så jeg håber du vil finde modet til at få talt med den lærer du er mest tryg ved, så du kan få en tryg skolegang. Hvis det er svært at få fortalt, kan du jo overveje at vise læreren dit brev til os og mit svar. Her får du præcist fortalt, hvordan det er at være dig, både i skolen og hjemme og det kan være et godt udgangspunkt for en vigtig snak.

Det er helt naturligt, at man får nogle væmmelige ”ar”, når man er/har været udsat for mobning og i den forbindelse kan det være en rigtig god måde at komme videre, hvis man får noget professionel hjælp. Alle skoler har tilknyttet en skolepsykolog. Jeg tænker, det måske ville være rigtig dejligt for dig at få talt om oplevelserne med mobning og alle de tanker, som du efterfølgende har fået på grund af det. Det kan være en måde, så man kan få lagt låg på det – og i stedet se fremad, så du stille og roligt kan få det bedre. Jeg er nemlig slet ikke i tvivl om, hvor svært det er at være dig for tiden.. Du har brug for de voksnes hjælp nu!!

Jeg håber så inderligt, at du har mod på at tale med nogen, der kan hjælpe dig. Hvis du har brug for det, er du meget velkommen til at skrive eller ringe til BørneTelefonen på 116111.

Afslutningsvis vil jeg takke dig for dit brev - du forklarer nemlig virkelig tydeligt, hvordan mobning kan påvirke et menneske – og det er helt tydeligt, at den har sat dybe spor i dig. Derfor håber jeg også, at dit brev kan være med til at minde os alle om, at vi skal gøre alt, hvad vi kan for at stoppe mobning.

De bedste hilsner
BørneTelefonen