Kære pige på 14 år
Der sker ting i din familie, som ikke er i orden for dig. Det er godt, at du kan mærke det, og det er godt, du kan reagere på det. Du har ret til at sige, hvad der dur for dig i din familie, og hvad der ikke dur for dig. Du har ret til at forvente, at dine forældre passer på dig og sørger for, at du har det godt og udvikler dig.
Uanset hvad du og din far kommer op at skændes om, er han den voksne og dén, der har ansvaret for, hvad der sker. Der er ingen gode begrundelser for at slå - og det er forbudt.
Det lyder som om, du allerede har talt med din mor om situationen i din familie. Men sådan som det er nu, kan din mor ikke ændre situationen for dig, selv om hun gør sit bedste. Det er der nok nogle grunde til, som du ikke kan gøre noget ved.
Jeg foreslår, du kontakter Familieafdelingen i din kommune og fortæller om, hvordan det er for dig at bo i din familie. Du har ret til at få råd og vejledning hos din kommune, uden at dine forældre skal give dig lov. Dine forældre skal inddrages, hvis kommunen skal gøre noget andet end at tale med dig - og det lyder som om, I har brug for dette, så I alle kan have det godt i din familie.
Det kan føles stort at kontakte sin kommune og finde rundt i, hvem man skal tale med. Jeg foreslår, du taler med en voksen, du har tillid til. Din lærer, en pædagog, du kender, sundhedsplejersken på din skole, din skoleleder eller en anden, som kan følge dig og hjælpe dig med at fortælle om din situation. Disse personer har noget, der hedder underretningspligt. Det vil sige, at de skal fortælle kommunen, hvis de kender et barn, der har brug for hjælp i deres familie.
Du kan også få en voksen her fra BørneTelefonen til at hjælpe dig med at tale med kommunen. Sådan en voksen kaldes en bisidder, og du kan læse mere om det her:
Du kan overveje at fortælle din mor, at du har skrevet til os, og du kan overveje at vise hende mit svar. Det kan være, det giver hende ny energi til at ændre situationen, så du kan få det godt. Det er vigtigt for mig at sige, at du har de rettigheder, jeg har nævnt for dig. Det vil sige, at du skal blive ved med at kæmpe for at få det godt og tro på, det kan betale sig for dig. Udfordringen er at finde den måde, der dur for een.
Du er altid velkommen til at ringe til os på Børnetelefonen. Der sidder voksne, som er parate til at tale videre med dig om, hvad du kan gøre.
Mange hilsner fra BørneTelefonen