Jeg er ikke andet end min spiseforstyrrelse.
Kære børnetelefonen.
Jeg er en pige på 15 år, Jeg vejer 67 kg og er 170 høj.
Jeg følger tit med herinde, og jeg har også skrevet med en privat herinde, og jeg er vild glad for det arbejde i gør for os børn.
Når men, ja til mit “problem”.
jeg har i halvanden år haft bulimi, eller det er jeg ihverfald meget sikker på.
sidste, sidste sommer begyndte jeg at få det meget dårligt omkring mig selv, og begyndte hurtigt at tænke ekstremt meget på mad.
jeg spiser i nogen perioder ingenting og i andre perioder har jeg “ædeflip”.
for et år siden fortalte jeg det til min veninde og vi fortalte det så sammen til min mor.
efter det begyndte jeg at træne meget, og ja det lignede at jeg havde det godt, men det var stadig det samme.
Jeg kaster tit op, sådan måske hveranden dag, hvis ikke hver dag.
og jeg ved at det er usundt, men alligevel bliver jeg ved.
jeg har også cuttet før, men fordi det er så tydeligt, så selvskader jeg ved en anden måde nu.
Jeg kan f.eks. med vilje gå meget hårdt ind i et bord, så jeg senere får et kæmpe blåt mærke, eller et sår.
Men igen har jeg fortalt det til min familie, og de tog det selvfølgelig meget alvorligt.
så idag var jeg henne ved en socialrådgiver, hun var super sød og vi snakkede mega godt sammen.
vi har allerede aftalt en ny tid, så man kan godt sige at jeg får snakket om det.
Men som jeg forudså, så er der sket det, at efter jeg fortalte om det, er det blevet værre.
det kan godt være at det er fordi at jeg “nyder den sidste tid” eller hvad nu kan sige.
Jeg har de underligste humørsvingninger, jeg kan være vild glad og ligepludselig gå til at være ekstrem deprimeret.
Men jeg synes jeg er uhyggelig. Jeg er bange for mig selv.
jeg har en dagbog, som jeg har med mig hele tiden.
jeg skriver mine følelser, kalorier ned og skriver alt ned.
men idag tog jeg mig selv i at skriv : “Jeg skal blive så syg, at de bliver nødt til at indlægge mig, så syg at de skal være 5 mennesker om at tvinge maden i mig. Og en dag skal det ske, den store finale.
Jeg skal komme i skole, efter lang tid hvor jeg har været i behandling.
Jeg skal komme ekstrem tynd, syg, bleg og udsultet.
Jeg skal fortælle dem at jeg har en spiseforstyrrelse, og de skal lide.
Og fra det øjeblik er jeg lykkelig, fra det øjeblik kan jeg spise igen.”
Jeg føler ikke jeg er en person mere, det eneste jeg er, er min spiseforstyrrelse, hvis det er det jeg har.
Men ja til mit spørgsmål:
Ville i sige at jeg har bulimi? jeg er ret i tvivl