Brev

Spiseforstyrrelse: Anoreksi

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15 år,

Tusind tak for dit brev. Det er simpelthen SÅ godt, at du skriver herind og fortæller hvordan du har det. Det er et rigtig svært sted, du er lige nu, og jeg vil meget gerne prøve at hjælpe dig, så godt jeg overhovedet kan.

Jeg får også lyst til at dele med dig, hvad jeg ved om anoreksi, og hvad jeg tænker, om det du skriver. Det håber jeg er i orden for dig.

Jeg kan læse, at du allerede har været en hel del i kontakt med læger og at der er sat forskellige ting i værk. Det er godt at høre. Selvom jeg også kan forstå på dit brev, at du har det rigtig svært med det, der er i gang nu.

Du beskriver utrolig fint, hvordan det hele startede, og du har blik for årsagen til det. Det er godt, at du kan se det. Som jeg læser det, har du følt dig ensom, mobbet og har ikke brudt dig om dig selv.

Når man har haft det sådan længe, kan man få det sådan, at man ikke synes man er noget værd. Man kan også opleve, at man ingen kontrol har med sit liv, fordi alt føles skidt. Måske har man lyst til at være en anden, som ser ud til at have et meget nemmere liv. Har du mon også haft det sådan?

Rigtig mange unge vil gerne være tynde og ligne nogen de har set i medierne. Det er tit sådan, det starter for dem, der ender med at få en spiseforstyrrelse. Et vægttab som giver følelsen af, at tage kontrol over sit eget liv og sin krop. Pludselig er der noget, man er rigtig god til – nemlig at tabe sig.

Men det kan tage overhånd og pludselig har spiseforstyrrelsen fat, som du også er inde på i dit brev. Og den kontrol, man troede man havde, er væk.

Jeg har talt med mange unge som har anoreksi og de fortæller, at det er, som om spiseforstyrrelsen totalt styrer deres liv. At den fortæller dem, at de skal træne, gå lange ture og de føler ofte, at de aldrig har fred for dens stemme. Er det mon noget du kan genkende?

Mange af dem oplever også, at stemmen taler nedsættende til dem, og de føler, at de skal leve op til en masse krav. De fortæller, at de skal forbrænde kalorier og sulte sig, for at være noget værd. Kender du også til det?

Når du spiser og tager på, som du gør nu, så har du måske opdaget, at det netop bliver endnu værre. Det er desværre en del af det at have anoreksi.

Derfor er det også rigtig svært, når omverdenen opdager det, og vil ændre noget. For det er spiseforstyrrelsen bestemt ikke glad for. Måske giver det mening for dig at se det som en kamp mellem den og dig. Lige nu lyder det som om, den har magten over dig, så alt hvad du tænker og siger, er spiseforstyrrelsens væsen. Og ikke dig.

Den vil altid kræve mere. Endnu mindre mad, endnu lavere vægt, endnu mere træning. Jeg ved godt, at du sikkert har hørt det før, men det er alvorligt at have anoreksi. Det er ikke noget kroppen kan blive ved med at klare. Og selvom du måske er stoppet med at cutte, så er anoreksi også en slags selvskade for kroppen.

Derfor vil jeg prøve at nå ind til dig, der er bagved anoreksien. For jeg fornemmer, at du er indsigtsfuld og klog pige, som gerne vil have venner og være social, hvis du vidste hvordan du skulle gøre. Er det mon rigtigt?

Jeg tror også, du har en familie som virkelig gerne vil støtte dig, hvis de får noget hjælp til, hvordan de bedst gør det.

Og selvom jeg godt ved, at du måske mere havde håbet på, at jeg ville give dig nogle råd til, hvordan du kunne slippe for at tage mere på. Hvordan du kunne træne uden nogen opdagede det. Eller hvordan du nu skal komme til at ligne dem med anoreksi, du har set på nettet. Så vil jeg meget hellere hjælpe dig, til at få et bedre liv.

Jeg ved også godt, at du har forsøgt at tage dit eget liv, fordi der ikke var noget, der nyttede længere. Så det er ikke fordi jeg tænker, at du bare skal af med spiseforstyrrelsen og tilbage til dit gamle liv. Men jeg tænker, at du skal have noget hjælp til, at få et bedre liv efter spiseforstyrrelsen har sluppet sit greb.

For det vil den gøre, hvis du er med på, at overlade ansvaret til den behandling du er tilknyttet. Lige nu lyder det til, at du ikke er spor enig i, sådan som tingene er. Og det forstår jeg hundrede procent.

Ingen af dem jeg har talt med, som har anoreksi, har synes det var særlig sjovt at sige farvel til spiseforstyrrelen. For den har måske været deres “ven” i lang tid.

Og det er noget, som kræver både tid og tålmodighed. Men det er vigtigt, at du overgiver dig til de professionelle, og stoler på, at de vil hjælpe dig til at blive rask.

Og jeg forstår sagtens, at det er vildt provokerende at skulle spise mad igen og se vægten stige. Men der er ikke nogen anden vej lige der.

Anoreksien er en stærk modspiller, og man er nødt til at gå imod den, for at svække dens magt. Og her er mad en nødvendig medicin.

Kan også godt sætte mig ind i, hvor ondt det gør i maven, når den pludselig skal til at arbejde igen. Men det er godt, at den stadig kan. Efterhånden vil det gøre mindre ondt og kroppen vil vænne sig til, at kunne sørge for energi til dig, så du kan stå på benene igen.

Det er også sådan, at når man er så lavvægtig, som du beskriver, så fungerer hjernen ikke optimalt. Derfor er man nødt til at komme op i vægt, før man kan begynde at arbejde med de bagvedliggende årsager til spiseforstyrrelsen.

Det tror jeg nok skal komme. For man bliver ikke rask alene af at tage på. Der er tit brug for terapi, for at undgå at man får tilbagefald.

Du fortæller, at du ikke bryder dig så meget om at være hos din far. Og at din mor har en depression, og derfor ikke kan klare, at du er hos hende. Det kan ikke være særlig rart for dig, tænker jeg. Når man har det som dig, har man brug for, at ens forældre kan rumme én, så man kan få bedst mulig støtte til at komme sig.

Jeg kan godt høre, at det ikke er så nemt. Men er det sådan, at det er dine forældre, der skal sørge for, at du får omsorg og føler dig tryg derhjemme. Det har du faktisk ret til. Også selvom din mor i øjeblikket ikke ser sig i stand til det. Og derfor har I ret til at få hjælp.

Det er kommunen, der kan hjælpe og det kan godt være, der allerede er nogen, der har talt med dig om det. Jeg tænker, at de måske vil tage hånd om det, dér hvor du er indlagt. Jeg tror også, de vil tale med din far om hvordan han bedst støtter dig, når du skal spise.

Spisningen kan nemlig give nogle meget ubehagelige sammenstød, især i den periode du er i lige nu.

Måske har du hørt om Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade? Her ved de rigtig meget om hvordan du har det lige nu og de vil meget gerne tale med dig. Det kan du overveje, hvis du skulle have lyst til at få anonym rådgivning. De ville også kunne hjælpe dine forældre til at støtte dig. Du kan læse mere her LMS

Du har taget et vigtigt skridt i den rigtige retning ved at begynde at spise. Også selvom du ikke er helt enig i det. Det er et skridt tilbage til livet, hvor jeg tror, der vil være mere lys, vilje og lyst, når du kommer lidt længere i forløbet.

Jeg håber, at du vil tage det næste svære skridt og stole på, at de professionelle ved hvad de gør, og at de nok skal bære dig igennem.

Du har allerede vist et væsentligt mod ved at skrive herind og dele dine tanker. Det er rigtig godt. For den slags tanker trives bedst i det skjulte. Derfor håber jeg også, at du vil blive ved med at være åben om, hvad du tænker. For det vil gøre det meget nemmere at hjælpe dig.

Jeg ønsker dig alt det bedste og håber du vil tage mine ord til dig.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen

Spiseforstyrrelser Andre der hjælper

Det Mentale Motionscenter

Gode råd og øvelser til at styrke din mentale sundhed
Læs mere

LMS

Rådgivning og andre tilbud vedrørende spiseforstyrrelse og selvskade
Læs mere

Psykiatrifonden

Rådgivning og støttetilbud til dig med psykiatrisk diagnose eller er pårørende
Læs mere
Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat