Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Jeg er ikke andet end min spiseforstyrrelse.

Kære børnetelefonen.

Jeg er en pige på 15 år, Jeg vejer 67 kg og er 170 høj.
Jeg følger tit med herinde, og jeg har også skrevet med en privat herinde, og jeg er vild glad for det arbejde i gør for os børn.

Når men, ja til mit “problem”.

jeg har i halvanden år haft bulimi, eller det er jeg ihverfald meget sikker på.
sidste, sidste sommer begyndte jeg at få det meget dårligt omkring mig selv, og begyndte hurtigt at tænke ekstremt meget på mad.
jeg spiser i nogen perioder ingenting og i andre perioder har jeg “ædeflip”.

for et år siden fortalte jeg det til min veninde og vi fortalte det så sammen til min mor.
efter det begyndte jeg at træne meget, og ja det lignede at jeg havde det godt, men det var stadig det samme.
Jeg kaster tit op, sådan måske hveranden dag, hvis ikke hver dag.
og jeg ved at det er usundt, men alligevel bliver jeg ved.

jeg har også cuttet før, men fordi det er så tydeligt, så selvskader jeg ved en anden måde nu.
Jeg kan f.eks. med vilje gå meget hårdt ind i et bord, så jeg senere får et kæmpe blåt mærke, eller et sår.

Men igen har jeg fortalt det til min familie, og de tog det selvfølgelig meget alvorligt.
så idag var jeg henne ved en socialrådgiver, hun var super sød og vi snakkede mega godt sammen.
vi har allerede aftalt en ny tid, så man kan godt sige at jeg får snakket om det.

Men som jeg forudså, så er der sket det, at efter jeg fortalte om det, er det blevet værre.
det kan godt være at det er fordi at jeg “nyder den sidste tid” eller hvad nu kan sige.

Jeg har de underligste humørsvingninger, jeg kan være vild glad og ligepludselig gå til at være ekstrem deprimeret.
Men jeg synes jeg er uhyggelig. Jeg er bange for mig selv.

jeg har en dagbog, som jeg har med mig hele tiden.
jeg skriver mine følelser, kalorier ned og skriver alt ned.
men idag tog jeg mig selv i at skriv : “Jeg skal blive så syg, at de bliver nødt til at indlægge mig, så syg at de skal være 5 mennesker om at tvinge maden i mig. Og en dag skal det ske, den store finale.
Jeg skal komme i skole, efter lang tid hvor jeg har været i behandling.
Jeg skal komme ekstrem tynd, syg, bleg og udsultet.
Jeg skal fortælle dem at jeg har en spiseforstyrrelse, og de skal lide.
Og fra det øjeblik er jeg lykkelig, fra det øjeblik kan jeg spise igen.”

Jeg føler ikke jeg er en person mere, det eneste jeg er, er min spiseforstyrrelse, hvis det er det jeg har.

Men ja til mit spørgsmål:
Ville i sige at jeg har bulimi? jeg er ret i tvivl

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Hej pige på 15 år. 

Tak for dit brev og den dejlige ros til vores rådgivning. 

Du har skrevet et langt brev og du slutter af med at spørge, om du har bulimi? Det er desværre ikke noget jeg kan give dig et klart svar på. Det er kun læger, der kan stille en diagnose som bulimi. Men i og med du beskriver du kaster op og har ædeflip, så er der nogle tegn som peger i den retning. Jeg vil anbefale du går ind på LMS´s hjemmeside (Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade) www.lmsos.dk, hvor der er en masse information. De har også en rådgivning, som du måske kunne have glæde af.

Selvom du ikke stiller flere spørgsmål i dit brev, så vil jeg alligevel gerne skrive noget mere til dig i mit svar. Jeg vil starte med at sige, at det er godt og utroligt sejt, at du har snakket med din familie og din veninde omkring, hvordan du går og har det. Det viser, at du er en ansvarsbevidst pige, som gerne vil have det bedre og at du er villig til at gøre en indsats for det. Du skal endelig blive ved med at snakke om det!

Jeg har talt med andre unge, der har nogle af de samme udfordringer som du beskriver, fx at det kan føles værre i starten, når man rækker ud efter hjælp. Det kan måske handle om, at der kommer fokus på nogle af de følelser og tanker, som måske har været gemt væk længe, eller forsøgt lindret igennem en spiseforstyrrelse og/eller selvskade? Du skal vide, du er så meget andet og mere end en spiseforstyrrelse og/eller selvskaden. Det handler om følelser og tanker og ikke om mad. Der er hjælp at få, du er allerede på vej, og jeg håber du vil prøve at have dette fokus.

Jeg synes også, at det lyder rigtig godt, at du snakker med en socialrådgiver. Jeg håber du også vil overveje at inddrage lægen og evt. LMS?

Det er en god idé, at du skriver dagbog. Det kan være en god måde at holde styr på alle ens tanker og følelser. Du kan jo overveje at dele din dagbog, eller dele af den med dem som nu hjælper dig, så de kan få en indsigt i hvordan der er at være dig? Det kræver mod, men du virker som en stærk pige, som har noget på hjertet, som dine omgivelser skal lytte til og hjælpe med.

Du kunne måske også øve dig i at bruge din dagbog på flere forskellige måder? Du kunne forsøge at skrive alle de positive ting ned, som der er sket i løbet af dagen. Hvornår grinede du, hvornår havde du det rart osv. Hvis du skriver positive historier ned om dig selv, kan det hjælpe dig med at huske, at der også er gode stunder. 

Held og lykke med det hele. 

De bedste hilsner fra BørneTelefonen.  

har du en spiseforstyrrelse?

En spiseforstyrrelse er alvorlig, og det kræver hjælp fra en voksen. Det er derfor vigtigt at du fortæller nogen om din spiseforstyrrelse. Det er kun din læge, der kan sige, om du har en spiseforstyrrelse eller ej.

En spiseforstyrrelse kan vise sig på mange måder. Det kan være, at du spiser meget, at du næsten ikke spiser, at du kaster op eller at du træner meget.

Nogle beskriver også en spiseforstyrrelse som deres bedste ven, fordi den kan føles tryg. Men de beskriver den samtidig som deres værste fjende, fordi den får dem til at blive syge. Det kan føles hårdt at kæmpe imod sin spiseforstyrrelse, men det er heldigvis muligt at få det bedre.

Her på siden kan du få gode råd mod spiseforstyrrelser, få hjælp til at vende de negative tanker og øve dig i at få et mere positivt selvbillede.

Spiseforstyrrelser Andre der hjælper

Det Mentale Motionscenter

Gode råd og øvelser til at styrke din mentale sundhed
Læs mere

Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade

Rådgivning og andre tilbud vedrørende spiseforstyrrelse og selvskade
Læs mere

Psykiatrifonden

Rådgivning og støttetilbud om psykisk sygdom og diagnoser
Læs mere

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat