Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Et dårligt forhold og en far der drikker …

Kære BørneTelefonen.

Det er ikke første gang jeg skriver til jer, men det er en af de få gange, hvor jeg faktisk skriver.

Jeg er en sky og genert 18-årig pige, når det omhandler at snakke om mine problemer.

Jeg har prøvet at snakke om problemerne sammen med nogle af de få veninder jeg har, men jeg føler bare ikke jeg får udtrykt de følelser jeg holder inde ordentligt nok.

Så nu springer jeg bare ud i det;

Min far har drukket i over 30 år og jeg har altid været vant til at se ham drikke. Han har førhen prøvet at stoppe med at drikke, hvor han så er faldet i igen op til flere gange. Det sidste stykke tid har det været alt for hårdt.

Min far er ubehagelig at være omkring, han er manipulerende, selvisk og en løgner.

For noget tid siden havde han haft den idé om at bilde folk ind at han havde knoglemarvskræft og skulle dø inden for nogle få år, hvilket ødelagde mit fokus fra skolen. Jeg fandt så ud af det var en løgn, og vi snakkede derefter ikke i flere uger, men vi fandt alligevel ud af det.. for jeg ved jo han er syg.

For ikke så længe siden havde han løjet om at have skåret sine sener over i hånden, hvilket også var en løgn og bare for opmærksomhed, hvilket jeg blev rigtig sur over, men igen.. jeg ved jo han er syg.

Han er en idiot over for min mor og tilsviner hende stortset hver dag. De har altid problemer og de skændes altid,

jeg bliver altid ked af det, men viser det aldrig. Det er blevet en vane for mig, og jeg har derfor lært at smide en facade på.

Jeg er for lidt over 3 uger siden kommet ud af et toxic forhold, hvor manden ikke behandlede mig godt. Han har efterfølgende tilsvinet mig og hele min familie, ønsket os alle døde og sagt han håber jeg dør af kræft.

Han har brugt personlige ting mod mig, som f.eks. at han godt kunne forstå jeg var blevet slået i mit tidligere forhold, fuck min døde og mega højtelsket mormor, fuck min mors kræft sygdom og min fars stor drikkeri og meget mere. Han kontakter mig tit, og det rammer hårdt hver gang.

Jeg slog op med ham og har ingen følelser for ham længere, men han finder altid en måde at kontakte mig på. Til gengæld har jeg prøvet at ligge tingene til side, men min far blander sig. Han siger han håber inderligt at min eks og jeg finder sammen igen, hvilket jeg som barnet og personen der har været i dette forhold, ikke synes han har ret til at sige, da han ved hvor frygteligt jeg har haft det, men dog ikke i detaljer.

Jeg har prøvet at distraheret mig selv ved at have haft nogle gamle kammerater hjemme, og 2 gange har 2 af mine kammerater overnattet hjemme ved mig, bare så vi kunne hygge os og se en film.

Min far er stiktosset over det og mener det ikke er normalt at drenge sover hjemme ved mig. Han har rent ud sagt forbydet mig i at tage folk med hjem.

Min mor er dog 100% på min side.

Jeg føler at han blander sig for meget i mit liv nogle gange, uden overhovedet at spørge hvordan jeg har det. Jeg synes det er frygteligt, da det er grundet min fars alkoholproblem at jeg ikke er så tæt med ham.

Jeg vil bare gerne have en helt normal familie far, der støtter op om mig og mine valg, en der kan sige at det er okay at lave fejl og så bare snakke med mig, men jeg føler ikke jeg kan få det jeg ønsker.

Forleden var jeg ude på sygehuset med min mor og far, ang. hans drikkeri. De fortalte ham at hvis han ikke stopper nu, så dør han. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige, for jeg ved at jeg ikke kan hjælpe min far, og han kun er den eneste der kan hjælpe ham selv.

Det var lægen der henviste mig til at snakke ud omkring mine problemer inde på en af siderne på nettet for børn, hvis forældre drikker m.m.

Derfor skriver jeg til jer, for livet er bare så hårdt.

Pige, 18 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 18 år

Det er bare super hårdt at vokse op i en familie, hvor der er alkoholproblemer.

For det betyder, at du har andre erfaringer, end de fleste af dine venner har! Det er måske også derfor, at det er svært for dig at ‘få udtrykt dig godt nok overfor dine venner’, som du skriver. Uanset hvor godt du udtrykker dig, så vil dine venner måske have problemer med helt at forstå de ting, som du har oplevet….

Mange unge, der har oplevet alkohol i familien, som du har, føler stor skam og forkerthed. Det kan føles så skamfuldt at tale om sin far, der lyver om farlig kræftfygdom og manipulerer. Det er hårdt at leve med en far, der er  ‘… ubehagelig at være omkring…. manipulerende, selvisk og en løgner..’, som du skriver.

Derfor er det godt, at din mor er 100% på din side. Særligt når din manipulerende far håber, at du igen finder sammen med din voldelige eks, der opfører sig grænseoverskridende og opsøgende overfor dig.

Hvorfra fik du mod og styrke til at slå op med din eks? Det er stærkt gjort. Du er stærk, når du trodser din fars ‘håb’ om, at du vil finde tilbage til den person, der har slået dig – og nu stalker dig!

Måske slog du op med ham, fordi du ikke vil have et forhold, hvor du bliver slået og svinet til? Måske føler du, at jeres forhold kom til at ligne dine forældres forhold? For du skriver til mig, at din far sviner din mor til hver dag?

Hvor er det godt, at din mor støtter dig 100%! Din eks skal holde sig væk, for som du skriver, rammer det dig hver gang, han kontakter dig. Hvis du vil tale om, hvad man kan gøre for at stoppe ham i at kontakte dig, så kan du ringe ind og tale med os om det på 116 111. Vi vil gerne hjælpe dig.

Har du overvejet, hvornår du skal flytte hjemmefra? For du er jo 18 nu – og bestemmer selv alt! Og du bestemmer selv hvilke drenge, der skal overnatte hos dig!

Det kan føles svært at flytte fra en familie, der har det, som du beskriver. Nogle unge føler, at de svigter deres familie. Måske kan du sammen med din mor ringe til jeres kommunes anonyme rådgivning for unge.

Der kan du få information om, hvilke tilbud din kommune har i forhold til familier, der er ramt af alkohol. For det lyder som om, at din far og din familie har brug for mere hjælp, end den de får.

Du skriver, at han ofte prøver at skjule ‘det’, men mon ikke hans egen familie kender ham godt nok til at se, at han tit lyver og faktisk virker rigtig syg? Måske kan du tage en snak med en på den side af din familie, som du tænker vil bakke op omkring at give din far og jeres familie hjælp? Hvis det er svært at få begyndt, kan du altid vise dit brev – og dette svar!

Jeg tror, at det vil give dig noget at kontakte TUBA . De har hjulpet mange unge, der er vokset op med alkohol i familien. Du er også velkommen til at ringe til os på 116 111 eller skrive i vores chat eller på SMS. Også hvis en dag bare føles ekstra svær.

Jeg ved godt, at det kan være svært at tage det første skridt, men jeg synes det er så godt, at du nu har gjort det ved at skrive til os. Jeg er sikker på, at det bliver nemmere og nemmere for hver gang, du tager endnu et skridt til at få dit eget liv uden voldelig ex og manipulerende far – og til et liv hvor du ikke behøver at holde en facade.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen

Drikker din mor eller far for meget? Få flere gode råd her

Det er svært at leve med en forælder, der drikker for meget. Det kan føles som om, de slet ikke er sig selv. Alkoholen kan også gøre, at du ikke føler dig tryg og du kan måske føle, at din mor eller far vælger at drikke fremfor at passe på sig selv og sin familie.

Måske har du tanker som: Jeg tror mine forældre har et alkoholmisbrug! Min mor er alkoholiker, hvad kan jeg gøre? Min far drikker i smug, hvem skal jeg sige det til? Jeg kan ikke stole på min far, for jeg ved ikke hvornår han drikker sig fuld. Når min mor er ædru elsker jeg hende, men når hun er fuld, så er hun en helt anden person.

Hvis der er alkoholproblemer i din familie, er det vigtigt, at du ikke går alene med det. Her på siden kan du finde gode råd til, hvordan du får hjælp til at tale om det – og hvem du kan tale med det om. Du kan også læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.
Stem

Forældre og alkohol

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat