Vold..?

Kære 20-årige,

Mange tak for dit brev. I overskriften skriver du ”Vold..?”, og i brevet skriver du, at du er lidt i tvivl om, hvorvidt det er vold det din lillebror bliver udsat for. Det helt korte svar er: Ja, det er vold.

Selvfølgelig vil jeg også give dig et mere uddybende svar på dit stærke brev, og fortælle lidt om vold i familien, underretningspligt og hvor du og din bror kan få hjælp.

Men allerførst så vil jeg gerne sige, at selvom det ikke er af glædelige årsager, at du har skrevet til os, og jeg ligesom dig er bekymret for din lillebror, så er jeg oprigtigt glad over, at du har modet til at handle og har kontaktet os. Det er ekstra modigt, fordi du forståeligt nok samtidig er bange for, hvad det kan komme til at betyde for din far og alle i jeres familie, når andre voksne får kendskab til volden.

Det er så modigt, modent og stærkt, at du reagerer på det din lillebror fortæller dig. Han har jo sagt det til dig, fordi han har brug for hjælp. Ingen kan klare sådan en situation alene. Godt at han ved, at hans storebror er der for ham, og vil hjælpe ham med at skaffe den hjælp han (og jeres familie) har brug for lige nu. At skrive til os er et modigt skridt. Det er også rigtig godt, at du selv har nogen at dele det med, for det er ikke nogen let situation. Heldigvis lyder hun ligesom dig, som et meget ansvarligt og omsorgsfuldt menneske.

Om vold i familien

At bide i en finger så det gør ondt og den bliver blå, og at kaste andre ned ER vold. For fysisk vold er ikke begrænset til at handle om slag og spark. Det er også fysisk vold hvis man f.eks. man skubber, rusker, tager hårdt fat, niver, holder fast, påfører smerte, maser eller kaster ting efter andre.

Med andre ord, så er det vold HVER gang nogen: I vrede, for at skade eller true andre, gør noget imod dem. Det er altså ikke voldsomheden, der bestemmer om det er vold, selvom det selvfølgelig er farligere og mere skadeligt jo grovere volden er. Men alle kan mærke forskel på, om nogen f.eks. skubber til en ved et uheld, eller for at vise at de gerne vil forbi; Eller om den der skubber er vred, og vil skade eller true en. Også selvom selve styrken i skubbet er den samme.

Jeg forstår godt, at du kan blive i tvivl om, hvad der er vold. For et af problemerne med vold i familier er, at vold kan blive ”vane- og normaladfærd”. På den måde kan alle i familien med tiden blive i tvivl om, hvad der er normal adfærd og hvad der er voldelig adfærd. Også den som volden går ud over bliver i tvivl. Når man som barn og ung bliver i tvivl, hænger det også sammen med, at den voksne som begår volden, også formår giver barnet eller den unge skylden og ansvaret for hvorfor han begår volden. Mon du kan genkende nogle af de ting, i det der sker derhjemme?  

Vi ved, at det er et kendt problem i næsten alle familier, hvor der udøves vold, at grænserne for hvornår noget forstås som vold, hele tiden flyttes. F.eks. er der familier, hvor de ikke længere mener at lussinger, slag med flad hånd eller slag mod hovedet er vold. Eller at det kun er vold hvis der kommer synlige skader.

Årsagen til denne forvrængede forståelse er, at nogle typer vold bliver ”usynlig”, fordi det sker så tit, og fordi familien har oplevet noget der var meget voldsommere. Jeg ved ikke om det er noget du kan genkende fra jeres familie? Det er ikke altid, at det er sådan.

Men du må aldrig være i tvivl om, at når din far bider din lillebror i fingeren, så den bliver blå, at så er det grov vold. Ligesom det var grov vold da din far slog dig og du måtte på hospitalet.

I de familier hvor voksne udsætter børn for vold, er de voksnes forklaring eller ”forsvar” ofte, at det er børnenes egen skyld. At børnene er umulige, uartige, provokerende, udfordrende og alt muligt andet. F.eks. at børnene også selv er voldelige, hvis det er børn der fysisk forsøger at forsvare sig mod volden. Det er alt sammen dårlige forsøg på, at flytte skyld og ansvar for volden over på dem, som volden er gået ud over.

Men ligegyldigt hvor frækt, ”umulig” eller provokerende et barn/en ung er, så er de voksnes adfærd ALTID de voksnes eget ansvar. Også selvom barnet måske forsøger at forsvare sig ved fysisk at give igen. Derfor blev jeg også glad, da jeg læste dine anførselstegn om ordet ”forsvar”, da du beskrev hvordan din far havde prøvet at skubbe ansvaret for sin vold mod dig, væk fra sig selv og over på dig. Rigtig godt du ser det! Hold fast i det. 

Underretningspligt

Du har heldigvis allerede delt, dine oplevelser og tanker, med en du kender og stoler på. Hun lyder som en klog pige/kvinde, og når hun taler om at indberette volden, så har hun fuldstændig ret. For vi har alle pligt til at underrette til kommune eller politi, hvis vi får kendskab til, at et barn udsættes for vold. Underretningspligten findes fordi voksne – alle voksne – har pligt til at beskytte alle børn. Uanset om vi er i familie med dem eller ej, og uanset om det er fremmede eller familie, der udsætter dem for vold. Det står i loven, fordi vold er både skadeligt og farligt.

Ligesom du, så tøver hun lidt med at tage det næste skridt. Sikkert fordi hun også er usikker på, hvad der så vil ske? Med dig, din bror, din far og hele jeres familie?

Derfor er det også vigtigt, at du (og hun? Og din bror?) får et realistisk billede af, hvilke muligheder der er for hjælp til din lillebror, og hvilke konsekvenser det hele kan få for din far og jeres familie.

Det er lidt forskelligt fra kommune til kommune, hvad der sker. Almindeligvis, så ved både kommune og politi, at det sjældent hjælper børnene at sætte forældrene i fængsel. Hvis det er muligt, vil de hellere, som du selv skriver, hjælpe familien til at stoppe volden. Gennem rådgivning, støtte og vejledning. I kan f.eks. også få en kontaktperson, der holder øje med situationen og udviklingen hjemme hos din lillebror. Det vil være godt, for udover at hjælpe og beskytte din lillebror, så vil det kunne støtte/presse din far, til at finde måder at ændre sin adfærd. Eller til at tage imod hjælp til at ændre adfærd.

Steder der kan hjælpe

Der er flere steder, hvor du vil kunne få anonym rådgivning og vejledning i, hvordan du rent praktisk kan gribe det hele an. Steder der også vil kunne hjælpe dig og din familie, hvis du vælger ikke at være anonym. Når du vælger ikke at være anonym, så træder underretningspligten i kraft for alle, der har kendskab til volden. Husk, at det er dig, der bestemmer, hvor længe du vil være anonym.

I Børns Vilkår har vi en bisidderordning. Du kan ringe på tlf. 3555 5559 (mandag - torsdag 9-16, og fredag 9 -15), og bede om anonymt at tale med en bisidder. Bisiddere er professionelle, der er ansat til at tale børn og unges sag over for bl.a. offentlige myndigheder. De kan meget bedre, end jeg kan, kunne fortælle dig hvad der sker, efter en evt. underretning/kontakt/anmeldelse af vold. Jeg er sikker på, du vil blive yderligere beroliget, hvis du taler med dem. For det er muligt at passe på din lillebror, samtidig med at man hjælper din far til en anden adfærd. Det er sikkert heller ikke en adfærd din far selv er glad for?

Hvis du kontakter bisidderne, kan du evt. notere id-nummeret på dit brev og give det til bisidderen, når du ringer. Du vil stadig være anonym, men behøver ikke starte helt forfra i din fortælling. Hvis du så beslutter at opgive din anonymitet, vil de også kunne hjælpe din bror med en personlig bisidder, der kan følge og støtte undervejs. Og tale jeres sag overfor myndighederne. Det er der mange børn og unge, der har været rigtig glade for, for det er rart at have nogle voksne som man ved, er 100% på ens side.

Et andet sted du/I kan få anonym støtte og vejledning er i kommunen. Alle kommuner har en gratis og anonym psykologisk rådgivning – det har de pligt til at have. Du vil kunne finde telefonnummer og adresse på den anonyme rådgivning på din kommunes hjemmeside. Hvis nummeret ikke lige er til at finde, så kan du også ringe anonymt til kommunen og bede om at få kontaktoplysningerne, og evt. en hjemmeside hvor du kan læse mere, inden du kontakter dem første gang.

Alle kan henvende sig i den anonyme kommunale rådgivning. Det betyder, at du og din bror kan henvende jer sammen eller hver for sig. Eller måske sammen med jeres mor? Din mor eller far vil også kunne henvende sig, enten sammen eller hver for sig, og få anonym rådgivning. I ville også kunne komme alle sammen som familie. Gratis, anonymt og uden andre får besked.

De vil kunne tilbyde dig/jer rådgivning, støttende samtaler og vejledning i, hvilken støtte og hjælp kommunen vil kunne tilbyde jer. Både til at stoppe din fars vold, og til at få det bedre sammen som familie. Det er dig/jer der bestemmer, hvad du gerne vil have deres råd om. De vil også kunne fortælle hvordan jeres kommune, vil forholde sig til en oplysning om problemer med vold i familien. På den måde kan du få et klarere billede af, hvad det vil betyde at få hjælp udefra, til at stoppe volden.

Endelig findes der også organisationer, der gratis hjælper mænd (og kvinder), der ligesom din far, har problemer med voldelig adfærd overfor familien. Her kan de få støtte til at ændre adfærd, og tale med andre der har samme problem. Mange der udøver vold overfor deres familie, skammer sig og er kede af at deres adfærd, men kan ikke stoppe uden hjælp udefra. Det kan hjælpe at tale med nogen, der ved hvad det handler om, og lette, at tale med nogen, der har det på samme måde. Mon din far ville være interesseret?

Du (og din far?) kan f.eks. tjekke www.dialogmodvold.dk . De har afdelinger i både København, Odense og Aarhus, og gratis anonym telefonrådgivning. Kontaktinformationer findes på deres hjemmeside. Dialog mod vold, arbejder med de der bruger vold. Når jeg understreger med, så er det for at gøre det tydeligt, at målet er at hjælpe din far til at ændre adfærd. Det håber jeg, kan give ham mod og ro til at kontakte dialog mod vold. Nogle steder, er der også mulighed for, at børnene kan tale med en professionel, eller være med i en gruppe med andre voldsramte børn og unge. Alt dette, kan du (og din far) får meget mere viden om, hos dialog mod vold.

Din far?
Det er vigtigt for jer alle, at din fars vold mod din lillebror stopper nu. Uanset om din far er indforstået med det eller ej. Hvis han protesterer eller modsætter sig, må det være sådan. Selvom det bedste selvfølgelig vil være, hvis din far også kan se behovet for at I får hjælp. For volden skader alle i jeres familie, og ikke kun fysisk. Det har nemlig også psykiske konsekvenser for din bror (og dig dengang), at blive udsat for og være tilskuer til fysisk vold og voldens nedgørelse.

Al vold er ulovligt, og det bliver endnu mere alvorligt, når det er jeres far der begår den. Han har nemlig, ligesom alle forældre, et særligt ansvar for og pligt til, at beskytte sine børn mod vold og anden overlast. Det står også i loven, og det er et stort svigt af forældreansvaret, når han handler som han gør.

Hvad mon der ville ske, hvis du talte med din far om volden mod din lillebror? Da du kom på hospitalet med slagskaden i ansigtet, blev han forskrækket og sagde, at han aldrig ville være voldelig mod dig igen (har han holdt hvad han lovede?). Hvad mon der skal til før han indser, at han er nødt til at stoppe volden mod din lillebror? Skal din lillebror også på hospitalet, før din far forstår hvor forkert det er? Eller vil din far kunne forstå det på anden måde?

Måske en vild tanke, men hvad tror du der ville ske, hvis du viste din far dit brev og mit svar?

Ville han blive vred, forskrækket, rasende, truende, bange, voldelig, ked af det? Eller måske opdage at hans forhold til din bror og dig, var blevet helt anderledes end han ønskede? Ville han mon kunne se, at du har omsorg for både ham og din lillebror? Ville det give ham mod og overskud til at søge hjælp, ændre sin adfærd og dermed få mulighed for, at det bliver godt for jeres familie?

Hjalp mit svar dig lidt på vej?

Ord i et brevsvar kan have deres begrænsninger, men jeg håber alligevel, at du kan bruge noget af det, jeg har skrevet?

Måske synes du, at jeg har været for direkte?

Måske tænker du, at jeg har fået et forket billede af din far, og får lyst til at forsvare ham? Eller måske synes du, jeg overdriver alvoren, og bliver vred over noget af det jeg har skrevet?  Hvis det er sådan, så forstår jeg det godt. Det kan være overvældende, at se svære ting på skrift. Især når det handler om nogen man holder af. Han er din far, og det er også tydeligt af dit brev, at du holder af ham og også gerne vil beskytte ham.

Du kan dog være HELT sikker på, at jeg på ingen måder dømmer din far, men ALENE tager afstand fra den voldelige adfærd. En adfærd han kan få hjælp til at ændre, hvis han selv vil.

Jeg håber, at hende du allerede har betroet dig til, eller andre du stoler på, kan være der for dig? Og støtte dig, mens du hjælper din lillebror. For det er meget at stå alene med.  Måske læser hun allerede med på mit svar til dig? Måske læser din lillebror også med? Eller din mor? Jo flere I er til at hjælpe og støtte hinanden, jo bedre er det for jer alle. Du (og din lillebror) er selvfølgelig også altid velkommen til at ringe eller chatte anonymt med os på BørneTelefonen. Vi vil rigtig gerne støtte og hjælpe jer.
Det du er i gang med at gøre for din lillebror (og resten af familien), kan betyde, at han får et meget bedre liv, ikke bare nu og her, men også når han bliver voksen. Så tusind tak, fordi du er der for din bror, og for dit store mod og ansvarlighed!

Den allerstørste respekt til dig, og varme tanker til dig og din lillebror, fra BørneTelefonen