Kære du
Tusind tak for dit brev. Det er godt nok noget af en svær omgang, I er igennem hjemme hos dig, og jeg synes det er mega sejt, at du reagerer på dine tanker og gør noget ved det.
Det er helt naturligt, at du har svært ved at overskue det hele. Måske bliver det ekstra svært, når du ved, hvordan du har haft det de andre gange og du ved, hvordan du reagerer på de svære tanker. Det vidste du jo ikke første gang, kræften kom.
Jeg vil prøve at give dig nogle forskellige ideer til, hvad du kan gøre. Jeg håber, der er noget af det, som du tænker, er brugbart for dig.
Ud fra dit brev tænker jeg, at der er tre områder, som du skal have styr på: din skolegang, dine veninders reaktion og dine forældres reaktion på sygdommen.
Det er vigtigt at dine lærere ved, at sygdommen er kommet igen. De skal være med til at hjælpe dig igennem det. Det er helt naturligt, at det kan være svært for dig at koncentrere dig om skolen og lektier, når du går med tanker om, hvordan det skal gå med din far. Det kan være svært for lærerne at vide, hvordan de kan hjælpe, hvis I ikke får talt om det. Måske har du brug for en periode, hvor du ikke laver så mange lektier? Det kan også være, at du har brug for, at du kan gå ud af klassen i timerne, hvis du får behov for det? Eller at du får lov til at sidde lidt for dig selv med dine tanker? Ved du mon selv, hvad der vil være hjælpsomt for dig?
Ligegyldig hvad, så tænker jeg, at du skal tale med en af dine lærere om det og så bede læreren om at sige det videre til de andre lærere. Har du mon en lærer, som du har tillid til og lyst til at tale med? En anden mulighed kan være, at du prøver at tale med skolelederen eller med en afdelingsleder, hvis I har sådan én på din skole. De vil også kunne hjælpe med, at det kommer videre til lærerne. En tredje mulighed kan være skolens sundhedsplejerske eller skolepsykologen. Det vigtigste er, at du får sagt højt, hvordan du har det og måske kan dine forældre også støtte dig, så de fortæller det til din lærer?
Jeg kan forestille mig, at det gør det mere svært, når du oplever, at veninderne ikke forstår det og ikke tør spørge dig, hvordan det går derhjemme. Sammen med tankerne om, hvordan det skal gå med din far bliver det måske ekstra svært, hvis de ikke spørger, hvordan det går derhjemme og det er dét, du har lyst til at tale om. Ofte er det sådan, at når folk går noget igennem der er så hårdt, så får andre svært ved at håndtere det. Måske lader de være med at spørge til det, fordi de er bange for, at du bliver ked af det og måske begynder at græde, hvis de spørger. Men du er jo ked af det i forvejen, og derfor bliver du ikke mere ked af det, fordi du bliver spurgt. Måske kunne det være en måde at forklare dem på, at du gerne vil have, at de spørger til det?
Når vi får alvorlig sygdom tæt ind på livet, reagerer vi forskelligt. Nogle får behov for at tale meget om det og andre ønsker at have et frirum, hvor de kan tænke på noget andet og ikke bliver mindet om dét, der er svært. Derfor kan det være en hjælp både for en selv og for andre, hvis man kan sige højt, hvad man har brug for.
Jeg tænker, det er vigtigt, at dine veninder finder ud af, at du har behov for at tale om det. Måske vil det også være en hjælp for dem at vide, at du ikke bliver mere ked af det, fordi de spørger, hvordan det går derhjemme. Det kan være en svær samtale at tage, for hvordan tager man lige hul på det? Jeg tænker på, om du mon kan få nogen til at hjælpe dig med at tage den snak med dine veninder? Hvis det er dine veninder på skolen, så er der måske en lærer, som er god at tale med? Måske kan du aftale med læreren, at I sammen taler med dine veninder om, hvordan de kan være en god støtte for dig? Kan det mon være en mulighed? Det kan også være en anden voksen, som I har tillid til, der kan hjælpe jer. Går I mon i klub sammen? Måske er der en pædagog, som er I har tillid til? Det kan også være én, I kender fra tidligere. Måske en pædagog fra skolens SFO? Selv om I ikke går der mere, vil en pædagog sikkert gerne hjælpe. Hvis det er den løsning du vælger, at få en voksen til at hjælpe med at tale med dine veninder, så tænker jeg, det vil være godt, hvis du kan tale med den voksne, inden I sammen taler med dine veninder. Det vil være godt, hvis du kan tale med den voksne om, hvordan du godt kunne tænke dig, at dine veninder hjælper dig. Når I sidder i situationen er det måske svært for dig at huske at få sagt det hele, og så er det godt, hvis du har talt det igennem på forhånd.
Du skriver, at du ikke kan forstå, hvordan dine forældre kan være så positive og optimistiske. Jeg kan rigtig godt forstå, at det kan være svært at se på, når du selv føler det på en anden måde. Jeg bliver nysgerrig efter, om dine forældre mon ved, hvordan du har det med deres optimisme? Måske opfører de sig sådan, fordi de tænker, at det så er nemmere for dig fremfor at de viser, at de er bekymrede, bange og kede af det. Kan der mon være noget om det? Har du søskende? Hvis du har, så kunne det måske være en idé at tale med dem om, hvordan de har det. Måske kan I så sammen tale med jeres forældre om, hvad I har behov for. I har jo sikkert brug for noget forskelligt.
Sådan en snak kan også være svær at tage. Måske er du bange for, at gøre dine forældre kede af det, hvis du fortæller dem, at du er ked af det? Er der mon en voksen i familien, som du kan få hjælp af? Det kan være, at du har en moster, en faster eller måske en onkel, som du kan snakke med om, hvordan dine forældre får det at vide?
Jeg tænker, at dit brev kan hjælpe dig videre med at få fortalt, hvordan du har det. Hvis du har lyst til det, så kan du jo vise brevet. Det fortæller meget præcist, at du har det svært med at håndtere skolen og veninder samtidig med, at du tænker på sygdommen. Hvis du også viser svaret, så kan det måske åbne op for muligheden for, at du får hjælp.
Kender du Kræftens Bekæmpelse? De har forskellige former for rådgivning og materiale, som du eller dine forældre kan bruge. Det kan du læse mere om her på http://www.cancer.dk/hjaelp-viden/boern-og-unge/ Der kan man også skrive eller ringe til og tale med nogen om sine spørgsmål og bekymringer.
Jeg har givet dig nogle forskellige ideer til, hvordan du kan komme videre. De handler alle sammen om, at det er vigtigt, at du får sagt højt, hvordan du har det. Det er helt sikkert nemmere at skrive end at gøre. Derfor tænker jeg, at du måske har brug for nogle konkrete ideer til, hvordan du kan begynde samtalen med din lærer, din moster, dine forældre eller hvem du nu vil snakke med. Hvis du har lyst, kan du ringe til BørneTelefonen på 116 111. Så vil du sammen med en rådgiver kunne få nogle konkrete ideer til, hvordan du griber det an.
Jeg vil gerne slutte af med endnu en gang at sige, at jeg synes det er så imponerende, at du gør noget ved din situation. Der er skrevet rigtig meget om, at børn og unge ofte har det rigtig svært, når deres forældre bliver syge. Man kan blandt andet læse, at det er mega svært at sige højt, at man har det svært med sine tanker og oplevelser af sygdommen. Du er så sej, når du gør noget og skriver dette brev. Jeg håber, at brevet bliver et stort skridt for dig på vejen til at du får det bedre. Jeg vil ønske dig rigtig meget held og lykke med det.
De største kram og tanker fra BørneTelefonen
