Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Har jeg OCD?

Det er dejeligt at man kan skrive her ind når man jo ikke altid synes det er fedt at snakke åbent om det, så tak.

Det startede da jeg var 9 år. Hver gang jeg gjorde noget fx at røre ved noget træ og derefter gnide mig i øjnene (jeg har meget sarte øjne) blev jeg vildt bange og jeg troede at jeg ville blive blind.

Og jeg har også prøvet hvor jeg har haft mobil højtaleren op mod min næse, og jeg troede at jeg ville dø. Og hver gang der skete sådan nogle ting skulle jeg spørge min mor om det var farligt, men hun sagde selvfølgelig altid at det var helt ufarligt.

Jeg har også haft det sådan at jeg skulle gøre nogle ting, og hvis jeg ikke gjorde det ville der ske noget dårligt, så som min mor ville dø. Det jeg skulle gøre kunne være at jeg ikke måtte træde på en revne på fortorvet, eller jeg skulle skifte kanal på en bestemt måde. Og vis mine bamser lå nede på gulvet fik jeg det dårligt og følte at jeg ikke var tryg. Så jeg følte der var nogle der talte til mig på en dårlig måde.

Jeg har haft det sådan til jeg var 9 til 10, da jeg blev 11 synes jeg at det var vildt mærkeligt, og unormalt. Jeg har kun sagt det til min allerbeste veninde, hun er til at stole på og siger sin mening. Men så lige pludselig da jeg blev 12 sagde hun hun til mig at jeg var begyndt at blive underlig, og blive som jeg fortalte til hende

Så nogle gange tror jeg at der er en på min ryg, og føler at der vil ske noget så jeg dør. Det er som om det er kommet tilbage igen bare ikke lige så voldsomt, men præger mig stadig meget. Jeg er aldrig sammen med nogle efter skole, jeg vil enlig gerne men der er bare en føelse der skubber mig væk. Jeg har masser af venner og de synes jeg er vildt sjov og mærkelig. Mens der er andre der hader mig, og mobber mig ved at kalde mig taber og andet. Men alle synes jeg er klassens spørgsmålstegn, og at jeg er vildt underlig. Jeg flytter skole næste år, glæder mig.

Jeg er så ked af det og bliver det tit uden grund, jeg tror ikke kun det er humørsvingninger. Jeg er så totalt vild med en dreng, jeg har kendt ham siden jeg blev født, men jeg tror at han synes jeg er alt for mærkelig. Er jeg normal? Tak på forhånd 🙂

Pige, 12 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 12 år, tak for dit brev med titlen "Har jeg OCD?"

Og også tak fordi du skriver, at det er dejligt at kunne skrive til BørneBrevkassen, når man ikke altid synes, det er fedt at snakke åbent om det.

Du beskriver meget fint, hvordan du allerede fra 9-års alderen var opmærksom på handlinger og tanker, der kom igen på forskellige tider og på forskellige måder, og hvordan du forestillede dig, at der kunne ske noget slemt, hvis du ikke udførte disse handlinger.
Jeg kan se på dit brev, at du bruger meget energi på at spekulere over det, der foregår, og på at andre synes, at du er mærkelig. Og nogen mobber dig åbenbart også - er det mon derfor, du skal flytte skole?

Du spekulerer på, om du er normal eller om du har OCD... Men samtidig har du kun fortalt din veninde om, hvordan du har det - men hun har tilsyneladende ikke rigtig forstået dig.

Det bedste, du kan gøre, tror jeg, er at tale med dine forældre om, hvad du går og spekulerer på, også at du tit er ked af det. Det er vigtigt at åbne op for dine tanker overfor andre, som du stoler på, så de kan hjælpe dig med bedre at forstå dem.
Så kan I måske sammen finde ud af, om du har brug for mere hjælp end den, de kan give dig. Evt. om der er brug for at tage en snak med jeres læge om det?

Du har jo tidligere fortalt noget om det til din mor. Synes du, at det kan være svært at tage det op igen, kunne du måske til en start tale med skolesundhedsplejersken om det - eller måske ringe til BørneTelefonen på 116 111 og tale med en af rådgiverne? De er vant til at snakke med børn og unge om ting, der kan være svære at snakke om, og det er helt gratis at ringe.

Mange hilsener

BørneBrevkassen

Få flere gode råd om Sygdom i familien

Har du en mor eller far, der er alvorligt syg? At leve med sygdom i familien, kan være rigtig hårdt og man kan få mange bekymringer for fremtiden. Det er rigtig vigtigt, at man ikke går alene med sin frygt, men at man får talt med nogen om den.

Sygdom i familien kan både være fysisk og psykisk. Lige meget hvad, kan det gøre hverdagen svær. Fx kan det være at din mor eller far, ikke kan de samme ting længere og måske sygdommen sætter tanker i gang hos dig som: Bliver min mor rask igen? Hvordan fortæller jeg mine venner om min fars sygdom? Hvem kan jeg tale med mine tanker om?

Her på siden kan du få gode råd, du kan læse andre børns breve og BørneTelefonens svar, få hjælp til at bygge et brev eller prøve følelses-guiden.

Guide

Svære følelser: hvad kan hjælpe?

Hør andre børns Historier

På ‘Når mor eller far bliver syg’ kan du høre om andre børns historier. Du kan også fortælle din egen historie eller høre mere om de følelser, man kan have, når en i familien er alvorligt syg.

Når mor eller far bliver syg, kan det være svært at være barn i en familie. Læs hvordan andre børn har klaret livet i en familie med sygdom.

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat