Kære pige 12 år,
Jeg kan da virkelig godt forstå, at du er blevet bange. Det lyder da virkelig ikke rart at læse, at det produkt man har bestilt, bliver “beskyldt” for, at være kræftfremkaldende.
Her på BørneTelefonen er vi ikke eksperter på hudplejeprodukter.
Derfor kan jeg heller ikke sige dig med sikkerhed, om det produkt du har købt, skulle være kræftfremkaldende.
Hvem kan fortælle dig om det er kræftfremkaldende?
Når man læser sådanne ting på nettet, er det godt at se efter, hvem der skriver det.
Det er kun eksperter som fx en læge eller forsker, der kan fortælle om noget er kræftfremkaldende eller ej.
Det kræver nemlig en lang uddannelse, hvis man skal vide de ting. Det er ikke sikkert, at det er kræftfremkaldende har det.
Farlige ting er ofte forbudt at sælge
I de fleste tilfælde vil det være forbudt at sælge produkter, som er blevet testet og viser sig, at være kræftfremkaldende.
Hvis du er i tvivl, er mit bedste råd, at snakke med en voksen om det.
Vis den voksne hvad du har læst og find sammen ud af, om det passer eller ej.
Det er så godt, at du er opmærksom på, hvad du kommer på din hud.
I dag er der flere børn og unge, som begynder at interessere sig for skincare produkter.
Jeg tror at mange børn og unge ser disse produkter på sociale medier som Tiktok og instagram. Og ligesom andre ting på sociale medier, bliver det en “trend”, og så vil man gerne være med på “bølgen”. Måske kender du den følelse?
Det som mange ofte ikke tænker over er, at det også bliver en “reklame” for disse produkter på sociale medier.
Altså der sidder folk som gerne vil tjene penge. Og de tænker altså sjældent over, om børn og unge ser med.
De fleste hudplejeprodukter er lavet til voksne.
Voksnes hud er anderledes end børns hud, og produkterne er designet specielt til at imødekomme de behov, voksne har for deres hud.
Børns hud er normalt mere følsom og sart end voksnes hud, og derfor kan brugen af voksnes hudplejeprodukter være for stærk eller endda skadelig for børns hud.
Det er derfor bedst at vente med at bruge disse “voksne” hudplejeprodukter. Eller i hvert fald spørge professionelle indenfor hudplejeprodukter, om de er egnet til børns hud før man bruger dem.
Måske du også har læst om dette? Jeg ved i hvert fald, at det fylder meget i nyhederne lige nu.
Uanset hvad synes jeg det er virkelig godt, at du tager det alvorligt. Og du gør det helt rigtige ved, at række ud efter hjælp.
Hvad så nu?
Mit bedste råd til dig er, at snakke med en voksen om de produkter du ønsker at bruge.
Tænkt, vi skal jo passe på vores hud i lang tid. Måske er der nogle produkter som er mere passende for din hud – lige nu.
Indtil du bliver ældre og din hud er mere moden til at håndtere “voksne” skincare produkter, kan du måske finde nogle alternativer.
Det behøver ikke at være en hel rutine med en masse produkter. Bare det at skylle ansigtet hver dag, for at holde huden ren og sund, kan være en rigtig dejlig vane.
Jeg håber du kan bruge mit svar. Jeg synes det var godt du skrev herind. Ring endelig til os på BørneTelefonen på 116 111, hvis du sidder med spørgsmål, efter du har læst mit svar.
Mange hilsner fra BørneTelefonen