Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Familie

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære du på 12 år,

Du har tænkt meget på, at du gerne vil i plejefamilie.

Du mærker, at din mor ikke kan håndtere dig. Hun smider alt over på dig, bliver sur og råber ad dig.

Du tænker det måske er fordi, at hun har en depression. Mange børn, hvis forældre har en psykisk sygdom, har det svært derhjemme – ligesom dig.

Derfor bliver jeg også bekymret for dig. Du er tydeligvis en stærk pige, der tænker meget på, hvordan tingene kan blive bedre.

Du tager et stort ansvar for at passe på dig selv. Måske fordi din mor lige nu har svært ved det.

Jeg mærker tydeligt, at jeres forhold er meget påvirket af hendes depression. Når man er ramt af en depression, er man tit mere træt og trist. Depressionen kan tage overskud, hvilket gør nogle forældre mere sure og i dårligere humør.

Det kan være svært at forstå, at ens mor ikke bare kan ændre sin opførsel. Nogle børn får tanken, at det måske er fordi forældrene bare ikke gider dem eller at de måske ikke er elskede ‘nok’.

Jeg ved ikke om du kender det? Man kan også komme til at blive mere irriteret eller ked af det selv.

Du ved det måske allerede, men jeg vil bare gerne fortælle dig, at din mors sygdom ikke har noget med dig at gøre. Du er ikke forkert. Depressionen kan bare gøre det rigtig svært at være forælder.

På den måde rammer psykisk sygdom hele familien. Det er det du mærker nu.

Mange børn holder det for dem selv. Derfor står de tit alene med alt for meget. Men det er vigtigt, at du får hjælp.

Hjælpen kan se ud på mange måder.

Det kan være, at plejefamilie er det rigtige for dig. Men det kan også være, at der er andre veje og muligheder. Det vigtigste er bare, at du får det bedre.

Du mener ikke, at det vil være godt at tale med en lærer.

Du frygter, at de ikke vil tage dig alvorligt og i stedet sende dig hjem igen til din mor. Det er ærgerligt, at du mærker de ikke forstår, hvad du har brug for.

Nu ved jeg ikke om du tidligere har forsøgt at tale med din lærer. Det er ikke altid voksne lytter ordentlig. Somme tider har de alt for travlt. Måske du kender det?

Når jeg læser dit brev, er jeg ikke tvivl om, at du skal tages alvorligt. Du skriver meget klart og tydeligt, hvorfor du har brug for hjælp.

Måske kunne du skrive et brev til din lærer, der på samme måde forklarer, hvordan du har det derhjemme. Du kan måske finde hjælp her.

Det kan også være, at det ikke virker. Så er der heldigvis andre at gå til!

Må vi hjælpe dig – måske allerede i dag?

Du spørger om det er din mors valg eller dit valg, om du vil komme i plejefamilie?

Kommunen skal hjælpe børn og familier, der ikke har det godt. Det gør de ved, at lærer jer lidt at kende. Og som barn har du ret til at blive hørt og taget alvorligt.

I sidste ende vil den voksne fra kommunen der beslutter, hvordan de hjælper dig bedst. Derfor kan jeg heller ikke fortælle dig præcis, hvad der kommer til at ske.

Der er jo ingen tvivl om, at du er en eftertænksom pige, der gør sig mange tanker om, hvad der er bedst for dig og din familie. Derfor er det også vigtigt, at du får lov at dele dine tanker på en rar måde. Det kan vi hjælpe dig med!

Vores bisiddere har hjulpet mange børn og unge. En bisidder er en voksen fra BørneTelefonen, der kan møde dig, hvor det passer dig.

Bisidderen kan gå med dig til møder i kommunen. Bisidderen kan gå med dig for at støtte dig og hjælpe dig med at få sagt de ting, som du synes er vigtige.

Jeg giver dig her et link, hvor du kan læse mere om at få en Bisidder fra Børns Vilkår.

Bisidningen har åben indtil klokken 16 i dag.

Du kan ringe direkte til Bisidningen på tlf. 35555559 og taste 2 for Bisidning. Hvis du ønsker at være anonym, kan du ringe på #31#35 55 55 59.

Hvis du beslutter, at du vil have en bisidder, så har vi brug for at vide, hvem du er. Og hvis du ringer til os, og vi bliver bekymrede for dig, så skal vi fortælle det til din kommune, så vi kan sikre os, at du får hjælp.

Men alt det kan du tale meget mere om med bisidderen. For nu kan du bare starte med at se det som en samtale med én voksen, der kan hjælpe dig endnu mere end jeg kan her.

Måske føler du, at det er et stort skridt. Måske du har lyst til at tale lidt mere med os om, hvad det vil sige at bruge en voksen (bisidder) fra BørneTelefonen. Du kan ringe til os på 116111. Vi har åbent døgnet rundt – også om natten! Og du er helt anonym.

Måske kan du også tage et kig på denne side. Her kan du læse mere om, hvordan andre børn og unge får hjælp, når deres forældre har en psykisk sygdom.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen

 

 

 

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat