Brev

Depression

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Hej pige på 15 år.

Det er så godt, at du skriver til os. For det er en rigtig god ide at åbne sig over for nogen, når du går med tanker om, at du måske har en depression.

Jeg håber mit svar kan hjælpe dig til at blive mere afklaret om, hvad du kan gøre.

Der er mange unge, der i perioder  har mange sorte tanker eller føler sig decideret deprimerede. Depression kan vise sig på mange måder.  Og der er flere grader af depression.

Jeg kan ikke læse ud af dit brev, hvilke følelser eller tanker, der får dig til at overveje, om du måske har en depression. Men jeg kan forstå, at både din lærer, nogle af dine venner og familie har lyttet til dig og også er bekymrede for, om du har en depression.

Det er så godt og modigt, at du har åbnet dig for dem.

For mig  lyder det som om, det har hjulpet dig til at blive mere klar over dit behov for at komme til lægen.

Om du har en depression og i hvilken grad, kan kun lægen teste og give svar på. Og det lyder for mig, som om du virkelig har brug for denne afklaring.

Du skriver, at du ønsker at snakke med lægen alene. Du kan godt vælge selv at bestille tid hos lægen og snakke med lægen alene i første omgang.

Men hvis lægen finder ud af, at du fejler noget, og du skal i behandling, skal lægen kontakte dine forældre om den behandling eller det, I har snakket om.

Det skal lægen gøre, fordi du er under 18 år, og dine forældre har ansvaret for, at du har det godt. For at dine forældre kan passe godt på dig, er det vigtigt at de får besked, hvis lægen finder ud af, at du er syg og har brug for behandling.

Hvis du vælger at tage til lægen alene, kan du snakke med lægen om, hvad dine forældre skal vide bagefter.

Du skriver, at din mor vil sige, at det er noget sludder, at du skulle have en depression, og at du skal glemme det. Har du mon allerede prøvet at snakke med hende om, hvor dårligt du har det?

Eller er du bange for, at hun ikke vil spørge ind, og ikke tage dig alvorligt? Kunne det være, at hun ville sige noget andet, hvis du fortalte hende mere om, hvor dårligt du egentlig har det?

Jeg spørger, fordi du kunne overveje en gang til at snakke med din mor, inden du tager til lægen. Det kan  være, at hun ikke er klar over, hvor dårligt, du har det. Det kunne være, at hun ville svare noget andet, hvis du fortalte hende mere.

Hvis du vil overveje det, kunne du så sige det her til hende en af de nærmeste dage:

“Mor, jeg har brug for at snakke med dig om, hvordan jeg har det. Kan vi gøre det efter aftensmaden?”

Når I så sidder overfor hinanden, kunne du så sige:

“Jeg synes, det er svært at snakke om, hvor dårligt jeg har det. Jeg er bange for, at du vil sige, at jeg overdriver. Men jeg har brug for, at du ved, at jeg hele tiden tænker på, om jeg har en depression- og jeg har brug for at vide det og få hjælp til at få det bedre.”

Hvis det gør det nemmere for dig, kunne du også vise hende dit brev og mit svar.

Men det er kun dig, der ved, om det er bedst, at du snakker med din mor, inden du tager til lægen eller efter.

Jeg ved ikke, om du tænker, at du vil snakke med lægen først, fordi du har brug for at kunne fortælle din mor, at du har en evt. diagnose. Jeg ved ikke, om du tænker, at hun først tager dig alvorligt, hvis lægen siger, at du har brug for hjælp og støtte.

Under alle omstændigheder får du brug for hende og/eller andre i familien til at hjælpe og støtte dig efter samtalen og den evt. diagnose hos lægen. Hvis man har en depression, har man brug for støtte hver eneste dag fra sin familie.

Hvis du har brug at snakke mere om, hvad du skal gøre, er du velkommen til at ringe til os på 116111.

Jeg håber virkelig, at du får afklaring på, om du har en depression, og uanset om du får en diagnose eller ej, håber jeg, du får den hjælp og støtte, du har brug for.

Kærlige hilsner BørneTelefonen

 

 

Få flere gode råd om Sygdom i familien

Har du en mor eller far, der er alvorligt syg? At leve med sygdom i familien, kan være rigtig hårdt og man kan få mange bekymringer for fremtiden. Det er rigtig vigtigt, at man ikke går alene med sin frygt, men at man får talt med nogen om den.

Sygdom i familien kan både være fysisk og psykisk. Lige meget hvad, kan det gøre hverdagen svær. Fx kan det være at din mor eller far, ikke kan de samme ting længere og måske sygdommen sætter tanker i gang hos dig som: Bliver min mor rask igen? Hvordan fortæller jeg mine venner om min fars sygdom? Hvem kan jeg tale med mine tanker om?

Her på siden kan du få gode råd, du kan læse andre børns breve og BørneTelefonens svar, få hjælp til at bygge et brev eller prøve følelses-guiden.

Guide

Svære følelser: hvad kan hjælpe?

Hør andre børns Historier

På ‘Når mor eller far bliver syg’ kan du høre om andre børns historier. Du kan også fortælle din egen historie eller høre mere om de følelser, man kan have, når en i familien er alvorligt syg.

Når mor eller far bliver syg, kan det være svært at være barn i en familie. Læs hvordan andre børn har klaret livet i en familie med sygdom.

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.
Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat