Kære pige på 15 år
Jeg forstår, at det er en svær situation for dig at stå i. Jeg fornemmer, at du står i et dilemma på den ene side mellem tanker om din vægt, og hvad du bør veje, som kommer til dig. Og på den anden side et ønske om, at spiseforstyrrelsen ikke skal fylde så meget, at du ikke kan blive på efterskolen. Er det mon rigtigt forstået?
Du går til kontrolvejning på sygehuset. Jeg tænker derfor, at du har været knyttet dertil, måske som en del af et forløb. Og at dine forældre også har været inddraget i det. Kan det passe?
Derfor tænker jeg også, det er vigtigt at følge de anvisninger og råd, som de har givet tilpasset dig, for at du kan få det bedre.
Men når det så er sagt, er det rigtig godt at du skriver, når du tumler med tunge tanker, bekymringer og lignende! For det er en rigtig god idé, så man ikke skal gå med det selv. Sådan nogle tanker har det nemlig med at vokse sig større, hvis man gemmer på dem. Hvis du kan følge mig?
Du beskriver, at dine forældre bliver strenge og overvågende. Jeg forstår virkelig, at det er frustrerende, og at det føles sådan. Det samme hører jeg også fra andre i lignende situationer. Men det er som oftest et udtryk for både bekymring og omsorg – at de vil dig det bedste. Måske kan det hjælpe at tænke det som, at det er spiseforstyrrelsen, de ”modarbejder” og ikke dig? Jeg håber, at det giver mening.
Du spørger, om din vægt er for lav i forhold til din højde. Det kan jeg desværre ikke gå ind i, da kroppe er forskellige og her må du nok læne dig op af hvad de siger på sygehuset.
Samtidig virker det også til, at du er en pige, som er rigtig glad for at gå på din efterskole, som er vellidt der og har venner, som du ønsker at blive ved med at kunne se og være sammen med. Jeg tænker derfor på, om det kan være en drivkraft og et mål?
Når det er sagt, så kan det lyde lidt som om det sygehuset alene har fokus på er din vægt, og det tænker jeg er lidt problematisk. For som du selv beskriver, så handler en spiseforstyrrelse om så meget andet end om hvad vægten sige/hvordan man ser ud fysisk. Det handler om hvordan du har det psykisk, altså det billede du har dig selv og din krop. Hvordan dit selvværd er og hvad det er psykisk der gør, at fokus bliver på hvad du vejer. Det håber jeg også du får hjælp til? Fx ved snakke med en psykolog? Hvis ikke, så håber jeg du vil tale med fx dine forældre eller sygehuset om, at det påvirker dig dårligt det med vejningen og du bruger meget tid på at tænke over det, og faktisk gerne vil have en at snakke med. Du har fortjent at blive lyttet til og få hjælp til at se du er god nok lige som du er.
Har du hørt om Landsforeningen mod Spiseforstyrrelse og Selvskade? Jeg tænker, at de måske kan være en god hjælp og støtte for dig i processen med at blive fri af spiseforstyrrelsen.
Jeg håber, at mit brev måske har sat nogle tanker i gang, og at du kan bruge mine råd.
Kærlig hilsen BørneTelefonen
