Kære pige på 15 år
Mange tak for dit brev. Jeg kan godt forstå, du bliver bekymret for, om du mon har en spiseforstyrrelse, når du oplever, at dit forhold til din krop, og det du spiser har ændret sig, og du får hovedpine og sover dårligt. Det er godt, du er opmærksom på, hvordan du har det og reagerer ved f.eks. at skrive herind. Det viser, at du passer på dig selv.
Det lyder som om, at du egentlig ikke selv synes, du er tyk men kommer til at føle dig tyk, når du hører de andre snakke om, at det er godt at være meget tynd? Mon det er sådan? Jeg får fornemmelsen af, at der er en del af dig, som ikke kan lide al den snak om at skulle være meget tynd, og at du får det så dårligt, at du ikke har energi til de ting du godt kan lide?
Jeg kan godt forstå, at du får lyst til at være tynd, når de andre taler om det, som om det er noget, der er særlig godt. Vi oplever rigtig mange unge, der går med lignende tanker om at det er godt at være meget tynd og ikke at spise så meget. Du har helt ret i, at det kan være begyndelsen på en spiseforstyrrelse.
En spiseforstyrrelse handler ikke kun om, om man spiser for lidt, men særligt om hvordan man tænker om sin krop og mad. Jeg kan godt forstå, du bliver bekymret for om, du mon er ved at få en spiseforstyrrelse. Det er en meget alvorlig sygdom, og det er godt at få talt med nogen om det i tide.
Derfor vil jeg foreslå, du snakker med dine forældre om, hvordan du har det på et tidspunkt, hvor i alle har tid. Måske du kan spørge dem, hvornår det er et godt tidspunkt for jer at snakke sammen alene? Nogle børn kan synes, det kan være svært at starte sådan en samtale. Måske du også har det sådan? Så kunne du måske skrive det i en besked, brev eller vise dem mit brev?
Jeg vil foreslå, at i stedet for at tale med dine forældre om, om du er for tynd og om du spiser nok, så kan I tale om, hvordan du ellers har det – hvordan dit humør er, hvordan du har det i skolen og sammen med de andre piger. Måske I også sammen kan tale om, hvorfor det er vigtigt for dig at være tynd, og hvorfor er det rart ikke at spise noget? Hvordan mon det lyder for dig?
Vi oplever fra andre børn, at de begynder at fokusere meget på, hvad de spiser og hvordan de ser ud, hvis der er noget andet, der generer dem og der er nogle følelser som de gemmer på – f.eks. om de er gode nok i skolen, kan leve op til det familien og venner forventer af dem eller fordi de er bange for ikke at være en af de populære eller noget helt andet. Måske du kan genkende nogle af de tanker?
Hvis du ikke synes det hjælper på, hvordan du har det at snakke med dine forældre, og de tanker om mad og din krop bliver ved med at være der, vil jeg foreslå du sammen med dine forældre taler med lægen. Jeg fornemmer, du gerne vil det bedste for dig selv og også selv er bekymret for om du er på vej ud i noget, der kan skade dig selv? Så hvis det ikke bliver bedre, vil lægen vide, hvordan du kan blive hjulpet.
Der findes også en rådgivning www.lmsos.dk, der hjælper folk med spiseforstyrrelse. De er vant til at snakke med unge, som går med de samme tanker som dig. Du kan kontakte dem her
Derudover tænker jeg, det kan være en god ide, at dine forældre taler med din klasselærer. Det lyder som om, det ikke kun er dig, der har de her tanker, men der er flere piger i klassen, der ikke har det så godt med sig selv. Måske der er en uheldig måde at være sammen på og tale om sig selv i pigegruppen? Jeg kan forestille mig, det ikke må være så rart, når der nærmest bliver en konkurrence om hvem der er tyndest?
Hvordan mon det lyder for dig? Jeg håber, du kan bruge mit brev og det giver mening for dig, ellers er selvfølgelig meget velkommen til at skrive igen eller ringe til os på 116111.
Kærlig hilsen,
BørneTelefonen
