Kære pige på 14 år,
Tak for dit brev. Hvor er det godt, at du skriver og rækker ud efter hjælp. Jeg forstår godt, at det er svært for dig lige nu. Det lyder til at du har alvorligt brug for hjælp udefra, for sådan som du beskriver situationen i dit hjem, er det alt for utrygt og uholdbart for dig. Jeg vil gøre mit allerbedste for at få dig godt videre herfra.
De forhold, der er hos dig, er ikke i orden. Trusler, vold og frihedsberøvelse er decideret ulovligt! Men derfor er det stadig meget naturligt at være splittet mellem gerne at ville væk, men samtidig også have lyst til at blive. Måske af frygt for det uvisse der ville vente, hvis du forlad dit hjem. Er det mon sådan du har det?
Jeg bliver også lige nødt til at nævne for dig til en start, at intet af det her er din skyld. Jeg ved fra andre, der oplever det samme som dig, at de føler meget skyld. Men det kan ikke siges tydeligt nok: Det er ikke din skyld, at du bliver behandlet på den måde, som du oplever lige nu. Det er dine forældres ansvar at du er tryg og har det godt i det hjem, du vokser op i. Og det ansvar lyder det på ingen måde til, at de lever op til i øjeblikket.
Det er princippet dine forældre, der bestemmer over dig, til du bliver 18 år, Men derfor har du stadig ret til at sige, hvad du mener og føler – og ret til privatliv. Det lyder til, at dine forældre forsøger at holde fast i den kultur, der fungerer for dem, men som ikke er den, du går rundt i og vokser op i uden for hjemmet. Og så er det klart, du ikke kan mere, som du så flot beskriver.
Dejligt at du har en kæreste og føler dig forelsket. Det er en god følelse, og gode følelser skal du have flere af. Din kæreste kan være en støtte for dig på din vej. Ved han godt, hvad der foregår hjemme hos dig? Tænker ikke at han undgå at bemærke at du er utryg og måske han også har set de blå mærker, du nævner?
Du skriver også, at du har en bror. Har du snakket med ham om, hvordan du har det? Og har han oplevet noget der minder om? Det kan nogle gange være godt at vide, hvor man “har hinanden”, når man er søskende.
Det er nyt for dine forældre, at du nu har en alder, hvor de ikke kan styre det hele, og hvor du helt naturligt er nysgerrig på alt det, som et ungdomsliv byder på. Nemlig, som du beskriver, at tage ind på Fisketorvet, være på sociale medier osv. Dine forældre skal til at lære dig at kende på ny og øve sig i – som andre forældre – at give lidt slip. Det tænker jeg godt kan være ekstra svært hjemme hos dig, og det skal du ikke stå alene med. Du skal have en voksen til at hjælpe med at snakke med dine forældre.
Jeg er meget bekymret over, at der ikke er sket mere, selv efter at politiet har været ude hos jer og efter dit selvmordsforsøg. Ved du hvorfor? Der burde som minimum være foretaget nogle undersøgelser og taget kontakt til kommunen, hvis du har fortalt politiet det samme, som du har beskrevet her.
Som jeg ser det er der lige nu to oplagte muligheder for dig. Og det afhænger lidt af, hvad du føler mest for lige nu.
- Søg hjælp hos eksperterne hos Etnisk Ung, som er en rådgivningsportal ligesom BørneTelefonen. De er bare særligt specialiserede i problematikker, der kan følge med, når man bor i Danmark, men har en anden baggrund end dansk. Det kan være æresrelaterede konflikter, social kontrol osv. De har også en rådgivningslinje, som har døgnåbent.
Deres tlf. nr. er 70 27 76 66.
- Kontakt til kommunen. Kommunen har pligt til at hjælpe, når familier mistrives. Og det er deres opgave at finde ud af, hvad den bedste hjælp er til lige præcis dig og din familie. Det gør de ved at tale med dig og med din familie – og måske også med andre, der kender til dig og din situation, så de kan få et godt billede af problemerne.Når de har undersøgt det, beslutter de, hvordan de kan hjælpe bedst. Jeg kan derfor ikke fortælle dig præcist, hvordan de vil hjælpe dig. Men jeg ved, at du har ret til at blive passet på og beskyttet, så du kan få det godt. Og at du har ret til at blive hørt og sige din mening.
Ønsker du at kontakte kommunen kan du starte med at gøre det anonymt, men ønsker du direkte hjælp fra dem vil dine forældre som udgangspunkt få viden om det og blive inddraget. Derfor vil det i den forbindelse være rigtig godt med en bisidder. Det kan fx være en her fra BørneTelefonen. Du kan læse mere om, hvad en bisidder er og kan hjælpe med her.Hvis du synes det er svært at kontakte kommunen selv og ikke ønsker hjælp fra en bisidder, kender du måske en anden voksen, som du har tillid til? Måske har du en lærer på din skole, du kan fortælle, hvordan du har det, vise dit brev og svaret til os og bruge det som en hjælp. Din skole har pligt til at hjælpe dig og din familie, når de kender til en elev, der ikke har det godt. Men det er supervigtigt, at de får besked for at kunne hjælpe.
Måske er du bange for, at tingene vil blive værre, når kommunen får det at vide. Det kan fx være, at du er bange for, at dine forældre vil blive meget sure. Fortæl den voksne fra kommunen, hvis du er bange. Så skal de finde en måde at passe på dig på. Så der ikke sker dig noget.
- Kontakt altid politiet, hvis du oplever at dine forældre bliver voldelige imod dig eller truer dig. Det må du ikke finde dig i, og så skal du have hurtig hjælp – og bedre hjælp end den du oplevede sidste gang!
Jeg ved godt, at det er en masse information på én gang, men jeg håber, du holder fast i dit mod og mærker efter, hvad næste skridt for dig skal være. For du skal i hvert fald ikke være alene i den her situation mere. Du kan for øvrigt læse mere mere om dine rettigheder generelt inde på Børneportalen.
Du kan også altid ringe anonymt til BørneTelefonen 116 111, hvor der sidder voksne klar til at hjælpe dig – også hvis du ønsker at få en bisidder.
Kærlig hilsen Børnetelefonen
