Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Stress som ung?

Kære BB,

Jeg undskylder på forhånd over et brev, der nok bliver lidt langt. ?

Sagen er den, at jeg tror, jeg har stress. Hvis det ikke er stress, så ved jeg godt nok ikke, hvad det er. Jeg er 14 år gammel og meget pligtopfyldende. Jeg har næsten aldrig i mit liv fået andet end 12 og 10-taller, og jeg har angst for, at det skulle ændre sig. Min søster får også 10 og 12 i alt, og jeg vil så gerne være lige sådan. Gå ud af folkeskolen med et så flot snit som hende. Jeg går i 8. nu, og mine forældre blev skilt for 2 måneder siden. Det hele er meget hårdt lige nu. Skolen presser sig på, og jeg har hele tiden mine og andres forventninger i hovedet. Mine er nok de højeste.

Min søsters anoreksi blusser op og ned, og jeg har somme tider også svært ved at spise. Det er rigtig slemt lige nu. Jeg har absolut ingen appetit og mange negative tanker. Det påvirker mig at have en søster, der taber sig, og så kan man bare stå og se på…

Tilbage til det at have stress, så har jeg en masse symptomer, der godt kunne tyde på det. Jeg har en trykken i brystkassen, er lettere til tårer, enormt træt, appetitløshed, hyppigere angst, lettere irriteret og så er jeg monstersvimmel – hele tiden. Forleden i skolen nævnte en klassekammerat noget mere, som jeg skulle nå. I det personen nævner det, er jeg ved at besvime. Det hele bliver for meget. Jeg har hovedpine konstant, og jeg tager oftere hjem fra skole, fordi jeg føler mig decideret syg. Svimmelheden er blevet mere permanent. Jeg er slet ikke frisk på samme måde mere. Jeg løber i min fritid for at tømme hovedet for tanker. Er det stress?

Jeg har taget forskellige stresstests på nettet, og de påpeger alle sammen, at jeg skal søge læge. Men jeg er jo stadig et barn? Kan et barn godt få stress på den måde?

Jeg snakker med mine forældre og flere rigtig gode lærere, og de er alle rigtig bekymrede. Siger, at jeg skal passe på mig selv. Problemet er, at jeg ikke længere ved hvordan! Mine veninder er bekymrede over min opførsel og symptomer, da de godt har lagt mærke til, at jeg sluger Panodiler i skolen for at klare hovedpinen, der somme tider grænser til migræne.

Please, hjælp. Jeg er virkelig på dybt vand…

Kærlig hilsen en forvirret og stresset pige.

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 14

Tak for dit brev, som på ingen måde er for langt. Du er lige nu i en voldsom periode, og det er slet ikke rart at gå rundt og have det sådan, som du har det. Dine forældre er næsten lige blevet skilt, din søster har det svært og du oplever også, at negative tanker fylder. Og alt det kommer oveni dine andre symptomer. Det er rigtig godt at høre, at du kan snakke med dine forældre om de her ting og at du har flere gode lærere, du også kan snakke med. Jeg vil meget gerne hjælpe dig med nogle idéer til, hvad du yderligere kan gøre for at passe på dig selv.

Du fortæller, at du har taget stresstests på nettet. Stresstests på nettet kan sjældent give svar på, om man er stresset eller ej. Men stresstestene anbefaler dig at søge læge. Dine forældre, veninder og lærere er bekymrede. Jeg vil også anbefale dig at søge læge. Måske er dine symptomer det, man kalder psykosomatiske – som når man får hovedpine fordi man ikke trives. Og måske er de en helt naturlig reaktion mod alt det, der sker i dit liv lige nu. Eller måske har du stress – som der også er andre børn og unge, der har. Det er din læge, der kan afgøre dette. Og det er din læge, der kan hjælpe dig videre, så du kan få det bedre. Måske skulle du prøve at spørge dine forældre, om de vil støtte dig med at få tid hos lægen og måske også tage med dig derop?

Du skriver, at du stiller høje krav til dig selv i skolen. Og at det har gjort, at du er rigtig dygtig til fagene og får flotte karakterer. Og at du er meget pligtopfyldende. Det er alt sammen gode egenskaber, der kan sikre dig adgang til uddannelse og job indenfor det område, du brænder for. Det vigtige er bare, at du husker dig selv på, at du også er meget andet end hende med de gode karakterer. Måske har du særlige interesser? Måske har du din egen form for humor? Måske er du god til at finde på sjove ting, dine veninder og dig kan lave sammen? Du er en god person, der indeholder en masse gode egenskaber. Og selvom du kun fik lave karakterer, ville du stadig være den samme gode person, som du er nu.

Jeg ved godt, at det sikkert vil være rigtig svært. Men hvis det i en periode kan lade sig gøre for dig at lette presset på dig selv i skolen bare en lille smule, tror jeg, tingene vil blive lidt nemmere. Så kan du bruge lidt flere kræfter på at komme ind på lavere vand, hvor du kan bunde.

Jeg håber, du har fået nogle idéer, som du har lyst til at afprøve? Og jeg håber, at du fortsat vil bruge alle dem omkring dig, der rigtig gerne vil hjælpe dig til at få det bedre. Hvis du har brug for at snakke, er du altid velkommen til at skrive eller ringe.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Få flere gode råd om Sygdom i familien

Har du en mor eller far, der er alvorligt syg? At leve med sygdom i familien, kan være rigtig hårdt og man kan få mange bekymringer for fremtiden. Det er rigtig vigtigt, at man ikke går alene med sin frygt, men at man får talt med nogen om den.

Sygdom i familien kan både være fysisk og psykisk. Lige meget hvad, kan det gøre hverdagen svær. Fx kan det være at din mor eller far, ikke kan de samme ting længere og måske sygdommen sætter tanker i gang hos dig som: Bliver min mor rask igen? Hvordan fortæller jeg mine venner om min fars sygdom? Hvem kan jeg tale med mine tanker om?

Her på siden kan du få gode råd, du kan læse andre børns breve og BørneTelefonens svar, få hjælp til at bygge et brev eller prøve følelses-guiden.

Guide

Svære følelser: hvad kan hjælpe?

Hør andre børns Historier

På ‘Når mor eller far bliver syg’ kan du høre om andre børns historier. Du kan også fortælle din egen historie eller høre mere om de følelser, man kan have, når en i familien er alvorligt syg.

Når mor eller far bliver syg, kan det være svært at være barn i en familie. Læs hvordan andre børn har klaret livet i en familie med sygdom.

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat